Så melankolsk og apatisk, at man får behov for en Redbull i sommersolen, mens man lytter til Pharrell Williams’ ’Happy’ efterfølgende.

Smertelige roller

I titelrollen ses Andrea Riseborough, der leverer en fin præstation som den virkelighedsfjerne Nancy med det kulsorte og voldsomt filtrede hår. Man fornemmer et væld af modstridende følelser gemt bag den apatiske og indadvendte tilstand, som lurer under de store fortabte og naive øjne.

Som den lidt skeptiske far Leo ses Steve Buscemi, og det er virkelig rart at se ham i en lidt anderledes rolle, end vi er vant til. Her er der ingen psykotisk eller vandfaldssnakkende kriminel Buscemi, men en rolig og meget afdæmpet karakter, der helt subtilt viser os sin indre smerte, hvilket er meget befriende.

Husk lykkepiller

Hvis man ikke kan få nok , så skal man da endelig tage i biografen og se den melankolske ’Nancy’. Det er ikke fordi, den svælger i det depressive, med tunge violinstykker der trykker på publikums føleknapper. Dog er der et tungsind og en apatisk stemning, der ligger sig som et tykt uldent tæppe hen over filmens fortælling og kryber ind under huden, så man bestemt ikke kommer særligt opløftet ud af mørket.

Netop denne konstante tunge dyne af smerte gør filmen udynamisk og meget ensformig, som så bliver en understregning af Nancys tilstand. Derudover bliver der ikke givet ved dørene med information om karakterernes tanker og følelser, og denne kombination får den til at virke en smule kedelig og distancerende.

’Nancy’ er ikke en tømmermænds film eller en film, der efterlader en med håb og happy-go-lucky følelser. Den viser klart en smerte i karaktererne og i den gråzone, der er mellem fantasi og virkelighed, men trods dette havde jeg alligevel svært ved at få sympati og følelser for Nancy, da det passive hele tiden overskygger og giver mig lidt den samme følelse. Jeg fornemmer, at denne film er lavet mere for instruktørens skyld og det indadvendte i Nancy bliver udtalt ved en indadvendthed i filmen selv.

Foto: Filmbazar