Hvis dette, som annonceret, er Hayao Miyazakis sidste film, og dermed hans sidste ord, så lyt godt efter. Sæt dig ind i mørket, åbn dit hjerte og dit sind og tag imod et råd fra en mand der synes at have set verden begynde.

”Når vinden rejser sig” er til dato Miyazakis mest realistiske film. Der er ingen overnaturlige væsner i skoven, ingen ånder i floden, ingen vimsende støvfnug og ingen magi. Filmen er derimod en kombineret hyldest til den aeronautiske ingeniør Jiro Horikoshi og forfatteren Tatsuo Hori. Og det er således med maskiner, og fornuft og følelse at Hayao Miyazaki maler et stærkt portræt af et fattigt Japan, der arbejder på højtryk for at være med i dét teknologiske kapløb der udspillede sig gennem første halvdel af det 20. århundrede. Filmen er et ærefuldt farvel til en æra; hvor gammeldags og moderne mødes under de blomstrende kirsebærtræer, og hvor drømme viser sig at være det stof verden er lavet af.

Umiddelbart er det Japans forandring, tidens gang og den moderne verdens fremskridt der danner den fysiske og historiske ramme for denne fortælling. Men betragter vi verden gennem den unge hovedperson, Jiros, stærke briller, handler den om at følge sine drømmer og forsøge at leve, i modgang som i medgang. Trods en beskeden barndom drømmer Jiro om at designe fabelagtige flyvemaskiner og i sin uslukkelige fantasi og ubegrænsede drømme er alt muligt. Her har flyvemaskinerne fuglevinger og papirsfly stråler i solen. Og det er her Jiro møder den italienske ingeniør og luftpioner Caproni hvis spirituelle vejledning giver ham modet til også at følge sine drømme når han vågner. Det lykkes Jiro at arbejde hårdt og komme ind på universitetet i Tokyo, hvor hans ambitioner, visioner og ideer gør ham så anerkendt at han snart er håbet i spidsen for udviklingen af landets nyeste flyvemaskiner. Og midt i denne stormende karriere opstår tilmed en nærmest overnaturlig kærlighedshistorie, da Jiro møder pigen, Nahoko, der med sin tragiske skæbne bliver symbolet på de store prøvelser livet også byder på.

”Når vinden rejser sig” er en homage, men filmens hjerte ligger i drømmene. Og i den særlige poesi der opstår når skabertrangen driver værket, filmen og livet. Det bliver klart at det er denne æstetiske perfektionisme og skabertrang der i virkeligheden er Hayao Miyazaki. Drømmen om at skabe noget der er smukt og godt. Hans film er ikke eventyr i kraft af fabeldyr, men af den særlige ånd de besidder. Og det hjerte der har banket bag dem alle. Og således bliver Capronis mantra til en analogi for Miyazakis; ”Flyvemaskiner er smukke drømme, ingeniører gør drømme til virkelighed”.

Filmen trækker på skæbner og traditioner der er velkendte og elskede inden for klassisk europæisk kultur, men når vinden brøler og maskinerne ånder er der ingen tvivl om at fortællingen er Miyazakis. At lade teknologien illustrere et livs historie er rørende og nostalgisk, og det realistiske udtryk giver desuden filmen en seriøs dybde og styrke. En smukkere retræte kunne Miyazaki ikke have skabt. Han perfektionisme består, ligeledes gør hans budskab; ’Vinden rejser sig. Vi må prøve at leve.’