Af Sandra Holm
Med Morgenvandrerens Rejse er det tredje og dermed sidste gang vi følger Pevensie-søskende til det fortrylle(n)de land, Narnia. Historien er baseret på den 3. af de i alt 7 bøger C. S. Lewis skrev tilbage i 1950’erne. Der er gået tre narniske år siden sidst, Peter og Susan er væk, de befinder sig i USA, hvor de henholdsvis studerer og holder ferie. Tilbage i det krigshærgede England er Lucy(Georgie Henley) og Edmund(Skandar Keynes), modstræbende på langvarigt besøg hos noget familie. Deres største udfordring består i at udholde, eller snarere undgå, deres ulidelige brokkehovede af en fætter, Eustace (Will Poulter). På uforklarlig vis vækkes et maleri pludselig til live, de og værelset oversvømmes og da de når op til overfladen, er det i Narnias Østre Hav. Her reddes de ombord på Morgenvandreren, et majestætisk sejlskib, af Kong Caspian (Ben Barnes) og hans besætning, der er på vej øst for af finde de syv Hertuger af Telmar. Det varer ikke længe før deres rejse tager en uventet drejning og Narnias eksistens endnu engang er i fare. I landet hvor dyr kan tale og mødet med troldmænd, magi og drager er mere regelen end undtagelsen, skal de bekæmpe selveste ondskaben, i form af en giftig grøn tåge – men for at bekæmpe den slags, må man også konfrontere og bekæmpe det mørke der lurer dybt inde i en selv.
Antallet af gode efterfølgere kan, ifølge undertegnede, tælles på to hænder. Hvilket er overraskende taget i betragtning af hvor mange der kaster sig ud i den slags. Hvad der er endnu mere overraskende er, at den tredje Narnia film ikke bare er en god efterfølger, men også falder ind i kategorien af 3’ere der en bedre end deres forgængere. En bemærkelsesværdig sjældenhed. Med Morgenvandrerens Rejse har teamet bag filmen, nu under ledelse af veteranen Michael Apted, formået at rette kølen på den synkende skude, ret bogstaveligt, og lave en, ikke bare flot, men helstøbt film. Michael Apted har mange film bag sig (Nell, The World is Not Enough, Enigma og Amazing Grace for at nævnte nogle få). Han har ligeledes mange års livserfaring (født 1941), og det synes at være netop dét der skulle til for at genfinde historiens egentlige kerne. Overgangen fra barn til voksen og forståelsen af barnesindets endeløse skrupler og forestillinger kan synes et fortærsket emne, men i hænderne på den meget voksne instruktør, synes det ironisk nok, at blomstre.
Historien er god, fantasifuld og tro mod bogen. Dertil kommer et manuskript der med succes har formået at skære antallet af kække bemærkninger og forklarende monologer ned til et absolut minimum – og overlade de nødvendige kommentarer til den skeptiske fætter. Det er morsomt og lettende for filmens koncept, særligt fordi det debuterende Will Poulter gør et troværdigt stykke arbejde. Det føles generelt, som om folkene bag, i takt med personerne på lærredet, er vokset med produktionerne, og der hviler en klædelig ro over hele filmen. Selv visuelt synes effektmagerne at slappe af. Tro ikke der hermed antydes at filmen er dårligt lavet, tvært imod. Blot at det er en fryd at føle at effekterne ikke er til for at imponere, men komplimentere.
Filmen er smagfuld og dybtfølt. Ikke original, men loyal. Overfor C. S. Lewis, budskabet (hvor kristent det så end måtte være) og for sine karakterers udviklinger. Den er underholdende og eventyrlig og balance mellem det seriøse og det absolut ulogiske, understreger på elegant vis det, som det hele i virkeligheden handler om, nemlig, at:
”Growing up is such a barbarous business, full of inconvenience…” – Captain James Hook.
5 ud af 6 stjerner.