Som andre ikoniske Hollywood-personligheder ender Natalie Woods liv i en tragisk død. Dokumentarfilmen er et smukt portræt af en stjerne blandt mange, men uden interesse for din og min mening.

Natalie Woods var en verdenskendt skuespiller frem til 1980’erne, der voksede op på diverse filmset i det klassiske Hollywood. Hun formåede at vokse med jobbet, fra barneskuespiller til etableret familie- og karierrekvinde.

Måske kender du hende bedst som Maria i ‘West Side Story’, men mysteriet omkring hendes død overskygger mere end hvem hun faktisk var. Igennem øjnene på Natasha Gregson Wagner, Natalie Woods datter, bliver man ført igennem hendes mors liv som skuespiller.

I dokumentaren møder vi familie, venner og nære, der alle fortæller deres personlige historie om kvinden, som døde i en alder af blot 43 år under mærkelige omstændigheder. De har på hjertet at distancere kvinden fra ulykken og skabe et fuldendt portræt af kvinden, de kendte som mor.

Var det en ulykke, eller var det et mord?
Du har måske hørt om Natalie Wood fra en true-crime podcast (f.eks. podcasten ‘My Favourite Murder’ diskuterer omstændighederne ved hendes død i en episode) eller fra én af de mange konspirationsteorier, der florerer online.

Spørgsmålet om hendes død er stadig et mysterie, men det er ikke dér, dokumentaren reklamerer med, at vi skal hen. Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg selv finder hendes case mystisk, for det gør jeg. Derfor blev jeg også nysgerrig på at se dokumentaren.

I Hollywood’ske øjne kan det være svært at adskille ulykke fra person, og når jeg bliver lovet en dokumentar, der viser udelukkende det gode, så bliver jeg faktisk ret træt, når vi allerede inde i introduktionen tager ulykken som udgangspunkt for resten af filmen.

Dokumentaren fortæller fint de personlige forhold, hun havde igennem livet, men jeg føler ikke helt, at det er fuldendt. Det virkede som om, at de medvirkende havde brug for screentime, for de er alle ikoner fra en svunden tid.

Den første halve time bruges på at fortælle om hendes kærlighedsaffærer, og pludseligt følte jeg, at jeg sad som en anden sladderbladsjournalist, der skulle kortlægge hele hendes liv.

Det kan mærkes, at det er familiens ønske at fortælle om Natalie Woods personlige liv, men døtrenes vage minde om hende virker lige så påtaget som alle de medvirkendes.

Name-drop anno 70’erne
Selvom jeg gik og troede, at en dokumentar, der handler om Natalie Woods, ville fortælle om hende og den arv, hun lagde til grund for andre kvinder i Hollywood, så viser det sig, at denne her handler mere om hendes angiveligt enorme omgangskreds.

Så dokumentaren er nok ikke interessant for dig, der ikke kender til kendisser fra 1970’erne. Der bliver kastet rundt med interviews med Mia Farrow, Robert Redford, Elliot Gould med flere… Og de andre, du ikke får at se, bliver name-droppet i forbifarten.

Som en klassisk biopic, så ser man skiftevis interviews og videoer fra det private arkiv, og det fungerer fint.

Der, hvor jeg falder af, er de totalt opsatte og falske interviews, der minder mig om noget fra Dr. Phil. Iblandt klip af Natalie Woods (der nærmest bærer hele filmen) ser vi interviews, der skal prise Natalie Woods til himlen. Bratte klip er hyppige for at øge drama, og det hele virker sgu lidt gammelt.

Især i et personligt interview mellem datteren Natasha og Woods eksmand; Robert Wagner, så bliver jeg i tvivl om, om jeg faktisk skal tro på noget af det, de siger. De sidder i et meget klinisk rum overfor hinanden, og det virker så upersonligt trods rammen for hele dokumentaren.

Der er uden tvivl taget en beslutning fra instruktørens side om at vise historien fra et bestemt synspunkt. Som seer får man ikke lyst til at diskutere skæbnen, for det står klart, at det ikke er vores job.

Dog føler jeg, at jeg bliver trukket rundt i manegen af Hollywoods stærkeste has-beens, der vil fortælle det ene, men giver mig noget andet.

‘Natalie Wood: What Remains Behind’ har premiere i dag, og kan ses på HBO Nordic.