Den sorte mands skæbne drukner i billedskøn hipsteræstetik.

Bigger Thomas er for de fleste, særskilt hvide danskere, et navn, man kan leve et langt og lykkeligt liv uden at kende til. Dog skal man ikke snuse længe rundt i afroamerikansk kultur for at opdage, at Bigger Thomas udover at være navnet på hovedkarakteren i romanen og den nye filmatisering af samme navn ’Native Son’ har status som et koncept i afroamerikansk kultur. Han er den vrede sorte mand, en dimensioneret prik i statistikken, fordi hans problemer bliver forståelige, så snart nogen begynder at interessere sig for dem. Det har han været siden 1940, da Richard Wright først udgav bogen om ham.

Instruktøren Rashid Johnson har derfor per automatik store sko at udfylde i sin fortolkning af historien om den mest amerikanske skæbne af alle. Fortællingen om den sorte mand, der går og går galt i sin søgen efter afløb for frustrationerne forbundet med at være taber i det socioøkonomiske lotteri. For ved at navngive nyfortolkningen direkte efter ophavet, er der med blokbogstaver inviteret til sammenligning.

Bigger Thomas er young, dumb and broke
Historien om Bigger Thomas består af tre dele: frygt, flugt og skæbne. Han vågner op som en jævn ung mand. Han cirkulerer omkring som en beskuer i sin uforløste tilværelse. Udvejen viser sig, da en næsten skødesløst højt betalt stilling som privatchauffør for en velmenende socialt engageret hvid ejendomsmogul dumper ned i hans skød. Filmens fremmeste projekt bliver at skildre relationen mellem Bigger og familien Daltons datter, som han skal køre til universitetet, der hurtigt viser sig at være uvorne venstreorienterede møder. I 2019-versionen er Mary Dalton nemlig elegant moduleret til en ”Occupy Wall Street-SoMe-aktivisttype” fremfor den absolut mest faretruende figur anno 1940: en kvindelig kommunist.

Billedmanipuleret taber
Hvor ’Native Son’ løber bagefter i emotionel slagkraft, er den overlegen i sine billeder. Næsten forherligende. Godt nok indleder Bigger dagen med at slå en rotte ihjel foran familien, men hans plads i Chicagos socialt opdelte bybillede virker ikke til at være en af filmens interesseområder. Det er problematisk, for når han samtidig render rundt og ligner det misdannede kærlighedsbarn mellem Malcolm X og den ondeste Soundcloud-rapper med Frank Ocean-frisure, er det lidt for svært at afgøre, hvad han egentlig betyder. Er han den vrede unge mand med no future malet på sin port, eller har han en fremtid indenfor matcha-latte?

Følsom, fatter du det?
At det er ingen mindre end emblemet på moderne sort følsomhed, Ashton Sanders fra ’Moonlight’, der med sin girafskikkelse spiller en, der hedder stor til fornavn, synes som en langefinger i fjæset på vores forventninger til samme. Med sine opvakte hornbriller og en seng, der flyder med afroamerikanske hovedværker, bliver man nødt til at lede for længe efter romanens hårde realisme.

Glansbilledet af tabertilværelsen understreger atter, at værket er visuelt og visionært drevet og glemmer historiefortællingen. Den nonchalante flade skildring af de hvide karakterer cementerer, at man interesserer sig for Bigger og kun Bigger. Men hans glimtvise voiceovers er desværre ikke nok til, at vi for alvor forstår hverken hans frygt, flugt eller skæbne. Derfor bliver det ensomt i længden at følge kun ham.

Sort allemandseje?
Uden at underkende Rashid Johnsons absolut teknisk veludførte og interesserede forsøg på at puste nyt liv i en gammel historie, lader det til, at han har været inspireret af forfatteren James Baldwin, der sagde ”Who does not have a private Bigger Thomas living inside his skull”. Og Johnson’s Bigger Thomas’ vej gennem livet er simpelthen for halvhjertet til at indlogere i filmhistorien.