James Wan vender tilbage til gysergenren efter sin turbulente tur med Vin Diesel og hans Fast & Furious-crew. Den står på gys, gru og gentagelser.
En børnerig familie terroriseres af noget dæmonisk, og deres eneste redning er dæmonolog-ægteparret Ed og Lorraine Warren, der selv slås med overnaturlige efterdønninger fra en tidligere sag. Lyder det bekendt? Det burde det for alle, der har haft fornøjelsen af James Wans ’Nattens dæmoner’ fra 2013. Plotopsummeringen beskriver nemlig både 1’eren og 2’eren. Sammen med Patrick Wilson og Vera Farmiga som Warren-parret er Wan tilbage og disker op med en efterfølger, der aldrig bliver meget mere end et genfærd af 1’eren. I stedet for den uregerlige dukke Annabelle, slås Lorraine med syn af Eds død, der leveres af en satanisk nonne med nok hvid maling i ansigtet til at male et helt stakit. Det er altså med frygt og bæven i bagagen at parret rejser ”across the pond” til den fattige Hodgson-familie i London, kommer i karambolager med det, der skulle blive kendt som Enfield-poltegeisten.
Fortidens skygge
Det grænser til det urimelige, at dømme efterfølgeren så hårdt ud fra sin forgængers høje niveau, men sandheden er, at den hele tiden spøger i baggrunden. Der er ikke meget nyt under solen, men med det sagt, så kan Wan altså sit kram. Filmen har sin andel af snigende uhygge, og der er da også en håndfuld scener, der giver et dejligt sug i maven. Selvom der næsten er ”Bøh!”-effekter nok til en hel Halloween, så er det ikke det eneste våben i Wans arsenal.
Han holder sine indstillinger lange og hans kamera glider frem og tilbage i det fallerede hus i sekvenser, hvor der stille og roligt skrues op for blusset under publikum, mens løkken strammes om deres struber. Så er det bare ærgerligt, rigtig mange skrækscener slutter med et grotesk hvidmalet ansigt med skæve, gulnede tænder. Det går jo trods alt ned i England. En seance skal også fremhæves, hvor den sky onde ånd ikke vil vise sig, mens hele det paranormale hold kigger på. De vender derfor ryggen til den besatte og hele dialogen fortælles i et close-up af Patrick Wilson, mens ofret vrider og ændrer sig ude af fokus. Det er lige den smule mere sofistikeret end en standard studiegyser.
Der er også kommet et nyt våben i krigen mod publikums gode nattesøvn: CGI. Det skyder Wan prompte sig selv i foden med. For der er vitterligt ingen måde at gøre en i forvejen halvfjollet trussel, der mest af alt ligner en Tim Burton-skitse, mindre intimiderende, end ved at realisere den som en halvbagt computer-kreation, der hørte hjemme i en PS3 cut-scene.
Halvbagt og helt habil
Men det er ikke bare teknikken, der fra tid til anden svipser – der bliver også trådt lige så stille og roligt i den narrative spinat. Hodgson-familien bliver til lidt for mange spillebrikker, og det virker næsten som om, at manus mister overblikket over de mange rollinger, der forsvinder og dukker op, så snart et set-piece skal centreres omkring dem. Man kunne nok med fordel have leget lidt med ”den virkelige historie”.
’Nattens dæmoner 2’ er altså noget af en blandet pose bolsjer. Skidt er det overhovedet ikke, eminent bliver det heller aldrig. Hvis man absolut vil skræmmes, kan man sagtens drage ind i biografsalens mørke til endnu en seance med Ed og Lorraine, men det skal man gøre vel vidende om, at det hele er gjort før – og bedre.