Det er den niende mindst befolkede stat i USA, med rundet regnet ni indbyggere pr. kvadratkilometer. Den ligger lige lukt i midten af det enorme kontinent og så er den omgivet af bjerge; velkommen til Nebraska.

Hvis ovenstående facts ikke taler sit tydelige sprog, kan livet i den amerikanske delstat også opsummeres med væsentligt færre ord. Der sker vitterligt ingenting i Nebraska. Altså, ingenting.

Derfor er rygtesmederi i særklasse i de små bygter der hovedesageligt befolkes af en population med gennemsnitsalder på over 60. Et af de rygter starter den aldrende alkoholiker, Woody (Bruce Dern), da han, overbevist af et billigt reklamestunt, tror han har vundet en million. Med sin alt for barmhjertige søn David (Will Forte), som trofast vogter, rejser Woody til hjemstavnen Nebraska for at opkræve pengene.

I Nebraksa møder det umage makkerpar gamle venner og fjerne slægtninge, der straks tror på Woodys udsagn og behandler ham derefter – med kløerne dybt boret ind i den gamle mands lommer for at finde den million, der aldrig har set sin gang på jorden.

Ligesom den midt-nordlige stats åndslige tilstand, trækker filmen fra start et tempo, der drager klarer paralleller til Jim Jamush’s tydligt minimalistiske stil. Farverne er som hos Jamush visket af lærredet og castet af overvejende seniorer, gør filmen til en døsig omgang middelklassedrama. Altså på den medfølende, passionerede og fortællerberigede måde.

Instruktør Alexander Payne er kendt og berygtet for en passion for sine karakterer, som det så tydeligt kan ses i blandt andet ‘About Smith’ og ‘The Descendants’ hvor fallerede karakterer trækkes igennem sølet for at opdage livets værdier i de lyssky afkroge af selvsamme. Men persongalleriet i alle tre film ser aldrig undergangen i øjene, men skånes derimod af den barmhjertige Payne.

Og det giver plads til godt skuespil. Spillet mellem far og søn er uovertruffent. I samme stille tempo som resten af filmens, finder de to hovedekarakterer ind på hinandens særheder og tænder en lille gnist af det far og søn-forhold de aldrig fik. Derudover er de fleste statister, hvis samlede alder må løbe op mod samme beløb som Woodys falske milliongevinst, livlige og velspillende trods den trykkende alder.

Nebraske er kigget værd, trods det sneglende tempo og en lidt for langtrukken slutning. Det ender altid med at man falder dybt for Paynes karakterer, selvom de det meste af tiden er selvoptagede, senile eller oversentimentale.