På dødsgangen i Texas sidder Michael Perry. Han og kammeraten Jason Burkett stjal i 2001 en ny, rød Camaro. Det var bare dén de ville have. Men tyveriet gik ikke som planlagt, så de dræbte bilens ejer, hendes søn og sønnens ven. Perry blev dømt til døden, og Burkett fik fyrre års fængsel . Han glæder sig til 2041, hvor han kan komme på prøveløsladelse.

På dødsgangen gør Perry sig klar til at få sprøjten. Han skal henrettes om otte dage. Han forklarer, at han er troende, og at han derfor enten skal hjem eller hjem; Hjem til sin familie eller hjem til paradis. Hans far er død få dage før han interviewes. Perry har ikke meget at miste.
Burkett er blevet gift og har (måske) gjort sin kone gravid. Hans kone er hans sagsbehandler som er sikker på, at han er uskyldig. Burkets kone vil have to børn. Selv vil han have halvtreds. I 2041.
Burketts far sidder på den anden side af fængselsgangen. Han har praktisk talt levet sit liv i fængslet, og mangler at afsone tredive år før han kan komme på prøveløsladelse. Faren er også dømt for mord. Han bebrejder sig selv, at hans søn sidder i fængslet. Hvis han bare havde været mere tilstede i Jasons barndom sad ingen af dem her i dag, siger han.

I Ned i afgrunden interviewer instruktør Werner Herzog de dømte Perry og Burkett, de dræbtes familier og venner og politimyndighederne. I filmens begyndelse gengives biltyveriet og politiets opklaring ved hjælp af myndighedernes egne optagelser fra 2001, derefter fortælles om de dømtes baggrund, og efterfølgende interviewes de mange implicerede parter. Mod slutningen fortæller en bøddel fra et af Texas’ fængsler om hvordan han, efter 125 henrettelser, ikke længere kan holde ud at tage folks liv.

Den essayistiske dokumentarfilm har et snert af hvad Ib Bondebjerg i ”Virkelighedens fortællinger” (2009) kalder den participatoriske genre, men overordnet må den siges at kunne kaldes observerende. Herzog siger i en samtale med Perry at han ikke vil tage stilling til hvad han har gjort, eller hvorvidt hans rettergang har været retfærdig, men at han respekterer ham fordi han er et menneske. På samme måde tages der heller ikke stilling til spørgsmålet om dødsstraf. Der berettes bare. Herzog spørger Perry, om ikke det lyder gammeltestamentligt at han skal straffes med døden – som om Gud lader sin vrede gå ud over ham. Men Perry er fuldstændig afklaret med sin situation og gentager, at han enten kommer hjem eller hjem.

Ned i afgrunden er en meget sober fortælling som griber, betager og rører. Og heldigvis for filmen tager den som nævnt ikke stilling, men fungerer på bedste vis som fluen på væggen.
Filmen er anden film af DOXBIOs i alt seks dokumentarfilm som vises i 2012. Ned i afgrunden vises simultant på premiereaftenen i halvtreds biografer, og i cirka halvdelen af biograferne vil Herzog introducere filmen via et Skype-link. Filmen vises også i nogle fængsler.

Hen i mod filmens slutning forklarer en politimand om den røde Camero som Perry og Burkett stjal i 2001. Den stod i så lang tid på det samme sted, at der begyndte at vokse et træ inde i den. Interiøret var totalsmadret. Nu er interiøret erstattet, og den står sammen med mange andre biler som en del af myndighedernes bevismateriale på en indhegnet grund. Der er næsten blade op til undervognen. Den er stadig rød. Den ser stadigvæk ny ud.

Af Frederik Schelde-Jensen