Af Thea Hviid Ødbehr
Med NEDS (Non-Educated Delinquents) har skotske Peter Mullan i sandhed skabt en gennemgående tragisk, men dog betagende film om menneskets drømme og brutalitet. Det er med en klump i halsen, at biografsalen forlades efter et par tankevækkende timer i selskab med knælange læderjakker og propre næver.
Filmens handling udspiller sig i 70’ernes Glasgow, hvor unge lømler dominerer bymiljøet med deres konstante voldskampe og opgør. Historien udfoldes som et næsten levende fotoalbum med en snert af støvede sepiafarver tilsat en forfriskende skotsk dialekt. Conor McCarron gør det godt som filmens hovedperson – den halvkvabsede, lavmælte skoledreng, John McGill, hvis drømme og ambitioner for fremtiden er store. Desværre har ikke alle lige gode forudsætninger her i livet, og Mullan selv spiller den fordrukne og ubehagelige far, der ikke just er med til at skabe harmoni i sønnens tilværelse. John har dog på trods af alle odds et stort potentiale og en intellekt, der overstiger samtlige klassekammeraters. I takt med at vi følger ham vokse op og overgå til ungdommens evigt identitetssøgende dilemma, fornemmer vi også, hvordan alt håb langsomt smuldrer bort. John, der tidligere har været en lydig dreng, som ikke ville ende som sin kriminelle og voldelige storebror, ændrer pludselig på fatal vis karaktertræk over en sommerferie, og det bliver begyndelsen til en nedadgående rutsjetur.
Også for publikum bliver dette anslaget til en hjerteskærende og nedslående halvanden time, hvor man dog desværre gradvist mister sympati for den stakkels John. Filmen giver hans forrykte omgivelser som svar på hans ulykkelige skæbne, men i virkeligheden kommer den ind imellem til at virke mere eller mindre selvforskyldt. Filmen forsøger at fremstille ham som et klassisk offer for arv og miljø, men klarer ikke opgaven helt overbevisende. Det er ikke videre iøjefaldende, hvad det præcis er, der får John til at ændre kurs imod ulydighed og kriminalitet – skolesystemets manglende opbakning er det i hvert fald næppe, selvom filmen gør et halvhjertet forsøg på at påstå det. Dette skaber til tider en overskyggende irritation på karakteren John, når han for syttende gang i streg går over grænsen. Netop som man tror, at galskaben hører op, figurerer et nyt tåkrummende scenarie, hvor man fortvivlet sidder og tænker: ”Nej, nej. Så stop da vanviddet, menneske!”
Man må dog unægtelig indrømme, at NEDS formår at fastholde publikums udelte opmærksomhed i de lidt over 2 timer, filmen varer. Man opsluges af handlingen og glemmer omgivelserne omkring sig, idet man hele tiden higer efter og venter på en forløsning og et håb. Et spinkelt et af slagsen gives dog også i filmens slutning, hvilket man må klynge sig til for, at filmen er til at bære.
En filmoplevelse, hvorved du væmmes, fortvivles og røres og bliver mindet om, hvor vigtigt det er at holde fast i sine drømme.
