Maj står i kærlighedens tegn, for Netflix er ude med en tilføjelse til Bridgerton-universet, der er fuld af lige så meget romantik, sex og forbudt kærlighed, som de første to sæsoner af ’Bridgerton’.

Denne gang er der tale om en forløber til den oprindelige serie, som går tilbage til Dronning Charlottes forlovelse med Kong George i 1760’erne. Charlotte (spillet af India Amarteifio) er en tysk, brun pige, som er blevet lovet væk til kong George af England (spillet af Corey Mylchreest) til det, som hoffet kalder ”the great experiment”, altså foreningen af den hvide og brune befolkning.

Charlotte er 17 år og ved intet om den mand, som hun skal giftes og regere England med. Hun har dog sine mistanker i og med, at kongen skulle helt til Tyskland for at finde en dronning. Men til alles (eller ingens?) overraskelse er kong George gudesmuk for ikke at nævne klog, sød og sjov. 

Men der er en grund til, at muren rundt om kongeslottet er så høj.

Bridgerton-universet er et magisk sted at være, hvis man spiller med på dets regler 

Bridgerton har altid været en smagssag. Enten elsker man the tons overdådige kostumer, hungrende romancer og endeløse sladder, ellers hader man dem. ’Bridgerton’ er især blevet kritiseret for at være en urealistisk og romantiserende skildring af fortidens England. Jeg synes personligt, at det er en del af magien i ’Bridgerton’.

’Bridgerton’ udfordrer idealet om, at film og serier skal være én til én med virkeligheden. Fiktion skal meget mere. Fiktion skal også slippe fantasien løs og stille spørgsmålet hvad nu hvis? Og dette er den nye sæson et stjerneklart eksempel på i sin udforskning af køn, race og seksualitet.

Det er en hårfin grænse mellem naivitet og samfundskritik, der, efter min mening, gør ’Bridgerton’-universet magisk. På den ene side skildres 17-årige Dronning Charlottes hede sexliv med den (næsten) perfekte Kong George. På den anden side skildres Lady Danburys ægteskab med en meget ældre mand, som mildt sagt behandler hende som en avlshest og kun lader hende snakke, når det er for at pleje hans ego.

Denne vekslen mellem romantiske og realistiske skildringer minder seeren om, at fiktion og virkelighed kan gå hånd i hånd, men ikke bør forveksles.

’Bridgerton’ træder ind i de voksnes rækker

Selvom ’Bridgerton: Queen Charlotte’ går tilbage i tiden til dengang, de gamle var unge, føles sæsonen som den hidtil mest modne. Vi får nemlig et indblik i, hvordan ens ungdom lever videre i én, selv når man bliver gammel.

Hvor denne sæson adskiller sig fra de andre, er, at den tager skridtet videre fra romantikken og lidenskaben – som uden tvivl er seriens tour de force – og dykker ned i tematikker som sorg, ensomhed og psykisk sygdom på et dybere plan, end vi før har set i ’Bridgerton’.

Selvom hovedfokus naturligvis ligger på Charlottes liv som dronning, er der lige så meget at komme efter i de andre karakterers historier. Især Lady Danburys var forfriskende så vel som følelsesfuld og nuanceret, og skinner et nyt lys på hendes karakter, som vi kendte den i den oprindelige ’Bridgerton’-serie. 

Selv karakterer, som umiddelbart ikke ville tænkes som interessante, såsom dronningens højre hånd, Brimsley, fyldes med følelser og kompleksistet.

Serie-hviskeren Shonda Rhimes

Jeg sidder især tilbage med en forbløffelse over, hvor vellykket og detaljeret de forskellige karakterers historier kulminerer mellem de to tidslinjer. ’Bridgerton: Queen Charlotte’ føles ikke som en eftertanke, hvilket jeg havde frygtet i en tid, hvor der laves prequels, sequels, spin-offs og remakes af næsten alle film- og seriesucceser.

Karaktererne var veludviklede, komplekse og holdte mig investeret hele vejen igennem. Cadeau til skaberen Shonda Rhimes, som virkelig forstår at skrue en god historie sammen. Rhimes mestrer især (og ikke kun i ’Bridgerton’) at fortælle uden ord. Ofte lærer vi mest om en karakters følelser ud fra det, de ikke siger.

Betyder det, at ’Bridgerton: Queen Charlotte’ er en cringe-fri oplevelse? Nej. Hvis man besidder en smule kritisk sans, vil den nok blive vækket en gang eller to, hvor man tænker arh, så god kan deres sex ikke være. Men den kritiske sans kan nemt pakkes væk og så er der altså seks timers underholdning at gøre godt med.Hvis du kom for sexscenerne, kostumerne og en Beyonce-sang spillet af et strygeorkester, så kan du roligt se ’Bridgerton: Queen Charlotte’. Den har det alt sammen. Men den har faktisk også meget mere at byde på.