Taika Waititi er færdig med store Marvel-blockbusters for denne omgang og er nu tilbage med endnu en eftertænksom film om livet som øboer i Stillehavet. Og fodbold?
Selvom han fik sit store gennembrud med Marvel-filmen ’Thor: Ragnarok’ i 2017, er det Taika Waititis mindre komedieprojekter, der rigtigt viser hans talent frem. Den skæve, newzealandske instruktør passer ikke ind i blockbusterstøbeformen, og nu er han forhåbentlig brudt fri fra den.
Da han for et par år siden på den røde løber blev spurgt, hvilke film han godt kunne tænke sig at lave, svarede han, at han aldrig havde lavet en musical eller en sportsfilm. Og med ’Next Goal Wins’ har han fundet den perfekte historie til at opnå et af de mål og samtidigt fastholde sin skøre stil.
Fodboldhistoriens største tabere
Cirka halvvejs mellem New Zealand og Hawaii ligger Amerikansk Samoa, ikke at forveksle med Samoa. Det er et amerikansk territorium ligesom Puerto Rico, med deres egen regering og uden stemmeret i USA. Selvom de blot har en befolkning på 50.000, har de selvfølgelig et fodboldlandshold.
Overraskende nok er det ikke et særligt godt hold. Faktisk har de rekorden for største tab i en officiel fodboldkamp, nemlig 31-0 til Australien i 2001, hvilket mange fodboldfans sikkert kender til (spoiler alert: jeg ved intet om fodbold).
’Next Goal Wins’ handler dog ikke om dette nederlag, selvom det bliver omtalt ofte. Den foregår 10 år efter, hvor FIFA sender den hollandske træner Thomas Rongen (Michael Fassbender) til Amerikansk Samoa for at træne fodboldholdet som alternativ til at blive fyret. Han har blot tre uger til at træne holdet til VM-kvalifikationen, og den samoanske chef for fodboldholdet har kun et enkelt krav: scor ét mål.
Klassisk Waititi
Det er en arketypisk historie for instruktøren, som med film som ’Hunt for the Wilderpeople’ har vist sin underspillede, mørke humor, altid med en ukuelig optimisme. Det understøttes som tidligere af et fantastisk cast af indfødte stillehavsbeboere (dog ikke alle samoanere), som alle forstår præcis den type humor, Waititi opererer i.
Og Fassbender i hovedrollen formår at spille en god straight man til øsamfundets til tider skøre traditioner og overtro. Han medvirker også selv til visse komiske indspark, som hans brandtale på toppen af et bjerg han tvang holdet til at løbe op på, hvor han selv næsten er ved at besvime af udmattelse.
Hans primære rolle bliver dog at skabe en følelsesmæssig kerne i filmen, som de mindre erfarne skuespillere kan læne sig op ad. Det lykkes mestendels, dog savnede jeg selv en lidt mere klar forløsning på Rongens relation til fodboldspilleren og transkvinden Jaiyah Saelua. Hans skift fra intolerance til accept virkede for det meste usagt, hvor jeg selv i den slags debatter gerne vil have skåret det lidt mere ud i pap.
Lidt et selvmål
Denne fodboldkomedies svageste led ender underligt nok med at være dens internationalt kendte stjerner (udover Fassbender). Stort set alle roller, udover samoanerne, spilles af kendte skuespillere, heriblandt Will Arnett, Elisabeth Moss, Luke Hemsworth og Rhys Darby.
De er alle gode skuespillere i deres egen ret, men i deres scener føles det næsten som en anden film. De fire nævnte spiller FIFA-folk, hvis scener føles mere opstillede og forsøgt humoristiske frem for den mere naturlige og stilfærdige humor i resten af filmen. Det er mest Will Arnetts højlydte amerikanske stil, der bryder med filmens vibe, da Rhys Darby som han også tidligere har bevist, kan spille med på Waititis humor.
Kombinerer man det med det faktum, at ’Next Goal Wins’ ikke helt når den samme emotionelle dybde som Waititis tidligere indiefilm, står man tilbage med en værdig retur til hans tidligere stil, som dog ikke rammer helt lige så hårdt. Her kan det også have haft en indflydelse, at jeg udelukkende så filmen på baggrund af min kærlighed til instruktøren og ikke emnet fodbold, som jeg ved forsvindende lidt om. Men selv om man er fodbold-agnostiker som mig, skal ’Next Goal Wins’ ikke forbigås som den fine historie om håbløs optimisme, den er.
