Af Frederik Schelde-Jensen

I Jackson, Mississippi, kommer Eugenia ‘Skeeter’ Phelan hjem fra universitet hvor hun har været i fire år, og forsøgt på at gøre en stor karriere som journalist.  Hun mangler dog lige det sidste for at få drømmejobbet ved et forlag i New York. I Jackson får hun jobbet på den lokale avis som indehaver af en brevkasse, hvor hun skal besvare breve angående rengøring af hjemmet. Skeeter kontakter en af sine veninders stuepige, Aibileen, for at besvare brevene så kvalificeret som muligt.

I kraft af Skeeters retfærdige og omsorgsfulde person, falder det hende i øjnene, hvor undertrykte de afroamerikanske stuepiger er, og beslutter sig for at fortælle deres historier i en selvstændig bog. Aibileen spørger sin gode tjenestepigeveninde Minny, om hun vil deltage, men hun mener det er et forrykt projekt. Minny ser nemlig skævt til hvide mennesker efter hun blev fyret fra sin værtsfamilie fordi hun ville bruge husets toilet i stedet for at gå ud i haven mens en tropisk orkan hærgede Mississippi. Hilly, Fruen som fyrede Minny, fremsætter imidlertid et lovforslag til Mississippis guvernør om, at alle hvide familier skal stille et separat toilet til rådighed for deres tjenestepiger. Skeeter, Aibileen og Minny finder, trods farvede kontroverser, sammen, og de to tjenestepiger fortæller deres mange historier fra deres liv ved hvide familier. Herefter begynder den hårde kamp for at fortælle hele sandheden som den er.

Men Niceville handler ikke kun om racehad og Ku Klux Klan. Den handler også om at stå frem og fortælle sandheden, og om, hvor svært det kan være at få sig selv til at sige tingene som de er. For hvis det kommer frem, hvem bogens afsendere er, kan tjenestepigerne miste deres job og liv. Det er nemlig forbudt at publicere materiale som kan medføre lighed mellem sorte og hvide i Mississippi. Heldigvis har Minny en historie om hendes frue, som garanterer tjenestepigernes sikkerhed.

Hemmeligheden, som det ville være ledt at offentliggøre her, er til megen grotesk morskab gennem filmen. Generelt er Niceville en rigtig morsom film, og bølgerne går da også højt, når først tjenestepigerne er samlet og fortæller historier om deres værtsfamilier. Man er godt underholdt, og fornemmer det meget stærke sammenhold det har krævet at være tjenestepige i 1960’ernes racistiske Deep South.

Filmen fokuserer da også på de barske sider, der er ved at være tjenestepige. Aibileen fortæller for eksempel, at hun gennem tiden har passet sytten hvide børn, og at de børn kun har oplevet hende som moderfigur, mens deres egne mødre har været fraværende gennem hele barndommen. Forholdet mellem Aibileen og den pige hun passer i filmen, er meget flot skildret, og da Aibileen må tage konsekvenserne af sine handlinger, sætter der sig også en klump i halsen.

Den sociale determinisme skinner klart igennem, og til tider fremstilles tjenestepigerne som maskiner i stedet for mennesker. Og det er netop dette syn på tjenestepigerne, Hilly, hende som fyrede Minny, har: I forbindelse med forslaget om et separat toilet for tjenestepigerne siger hun ”Seperate, but equal”. Selv en blind vil kunne se, at hun her anvender kras sarkasme.

Niceville er baseret på Kathryn Stocketts debutroman ”The Help” fra 2009. Bogen har solgt mere end fem millioner eksemplarer, og har fået mange roser af såvel læsere som anmeldere. Herhjemme ser vi filmen under navnet Niceville, mens den i USA er udgivet som The Help, altså romanforlæggets titel. Dette frygtes dog at kunne skabe en situation, hvor læsere af bogen ikke opfatter, at Niceville er en filmatisering af ”The Help”, og at der så heri kan indgå en potentielt set mistet indtjening.

Niceville viser på en inspirerende måde, hvordan forholdet mellem to adskilte befolkningsgrupper, hvad enten det er deres tro, hudfarve, arbejde, sociale baggrund eller indkomst som skiller dem ad, kan forenes. Filmen er hjertevarm, flot, velspilleog meget betagende. Særligt bedes der lægge mærke til Viola Davis, som spiller tjenestepigen Aibileen. Davis’ præstation er meget flot, og minder på en ikke-folkelig eller –karikeret måde om Elin Reimers rolle som Laura i Matador. Aibileens totale underkastelse i forhold til den hvide værtsfamilie brydes gennem filmen, men i modsætning til Laura vender Aibileen ikke tilbage – hun kæmper videre, og det er denne lydløse men indædte kamp som hun mestrer så flot.
Niceville spiller på mange følelser, og den gør det med stil. Se den, hvis du vil udvide din horisont.

Filmen har premiere torsdag den 17. november over hele landet.