Nightcrawler stiller spørgsmålstegn ved vores kommercielle livsstil igennem øjnene på Lou Bloom – en autodidakt moderne psykopat med et kamera og et forskruet moralsk kompas. Filmen er flot stiliseret og byder på satirisk, nærmest grotesk humor igennem sit morbide billede af den moderne presse.
Lou Bloom (Jake Gyllenhaal) er faret vild! Eller det siger han i hvert fald til en vagthavende sikkerhedsvagt, inden han slår ham ud og stjæler hans ur. Dog er det ikke en fuldstændigt løgnagtig proklamation fra vores hovedperson Lou, der lader til at have glemt sit moralske kompas i Los Angeles’ nattetimer allerede længe inden filmens start. Hans første og mere umiddelbare problem er dog fattigdom og arbejdsløshed, og det er til trods for, at hans ambitionsniveau er højt, og at han netop er tilbøjelig til at overskride de gængse moralske rammer for at få det, han vil have. Lou er nemlig selvlært igennem, hvad der tyder på en meget bred vifte af selvhjælpslitteratur, der har givet ham det genkendelige mantra, at gode ting sker for dem der knokler, og at hvis du vil vinde i lotteriet må du tjene pengene til at købe en kupon. Hans forkærlighed for denne selvhjælpslitteratur skal vise sig at være en stor kilde til den satiriske humor, som er en af filmens grundsten. Nysgerrigt falder han over et tv-nyhedscrew, der dokumenterer et par betjente i færd med at redde en kvinde ud af en brændende bil. Lou bliver fænget af tv-reporternes arbejde, og han får på listig vis anskaffet sig en politiradioscreener og et videokamera, og så går jagten efter ”gode” nyheder i gang.
Sensationspressen
Efter at have solgt sit første scoop lærer Lou hurtigt, hvilke nyheder det er der sælger, og hvordan de skal præsenteres. Det gør han igennem Nina (Rene Russo), en afdanket tv-redaktør som straks forelsker sig i Lous eksplicitte videomateriale, som hun nærmest orgasmisk kigger igennem og bruger på morgen-tv fladen med advarslen: ”Viewer discretion is advised”. I jagten efter noget der sælger, bliver Lou dog lidt for kreativ. Tilfældigt, kommer han forbi en bilulykke før politiet, føreren af den ene bil ligger død, kastet ud af bilen, og en kvinde sidder bevidstløs på passagersædet. Lou begynder at filme, men han kan ikke få sin framing til at blive helt perfekt, derfor trækker han den afdøde, sådan så han ligger foran og bliver lyst op af bilens forlygter. Sådan! Perfekt framing af den smadrede bil og den afdøde bilist. Man ved at Lou ikke har nogle skrupler, og at han ikke ville tøve et sekund for at få det bedste ud af sine billeder. Man kan se det på hans øjne.
Jake Gyllenhaal er fænomenal
Puha nej! Gyllenhaal er uhyggelig, psykotisk og fuldstændigt hylende morsom. Han blinker aldrig i sine close-ups, hvilket får ham til at virke som den her satiriske psykopat, der altid er i kontrol. Men det er ikke kun det, at han ikke blinker, men den måder han betragter verden med sine øjne på. Han får ligesom lov til at bestemme slagets gang med sine øjne – og sit videokamera; ude om natten og filme bestialske mord og inde i tv-studiet et par timer senere med et smøget smil på læben og en kammeratlig tone og det er en flot måde, at Gyllenhaal får portrætteret disse forskellige former for kontrol især også i de adskillige forhandlingssituationer ham og Nina imellem, som er nogle af filmens satiriske højdepunkter, kan man fx rationelt forhandle sig til sex?
Samfundskritik
Det er klart, at filmen har en stor samfundsmæssig bevågenhed og er en kritik rettet imod journalistikken, der bliver styret af seertal og reklameindtægter, men samtidig er den også en kritik af det ambitiøse menneske og samfund med karriere og forretnings- og kommunikationsstrategier, som stiller uopnåelige krav, som alle på bedste vis må indordne sig under eller give fortabt. Det uhyrlige ræs om arbejdspladser, karriere og det gode liv med penge er sat op på en satirisk måder, der indrammer tonen for ’Nightcrawler’. Den er måske lidt tacky i sine skildringer, men det er så stilistisk gennemført, at den må siges at være en meget gennemført film.
Et Mesterværk?
’Nightcrawler’ er nok ikke et moderne mesterværk i den forstand, at den mangler en bredere appel i form af en hovedperson, som alle kan hold af og med, men når det er sagt har den en kæmpestor appel til denne anmelder, der føler sig i zen med humoren, karaktererne, temaerne, det hele! Det er dog især den totalt morbide, satiriske humor som trækker filmen op på et niveau, hvor den skal have topkarakter. Til trods for en håbløs midtvejsmontage, som bryder stilen, men må betragtes som et ironisk virkemiddel og et par andre småskavanker, ser jeg ingen grund til at ’Nightcrawler’ skal have andet end en sensationel karakter.