Julen er over os, og endnu en gang skal danske børn, forældre og anmeldere have glæden af at dele den stemningsfyldte tid, med rensdyret Niko i en ny animeret julefilm. Denne gang i ”Niko og de flyvende brødre”, hvor titlen tydeligvis ikke afspejler filmens start men budskab og slutning. Filmen er instrueret af finske Kari Juusonen og danske Jørgen Lerdam i samarbejde med Nordisk Film.
Niko (Emil Boda Spallanzani) er netop hjemvendt efter i lang tid at have boet hos sin far Sprinter (Niels Olsen), der tjener det vigtige erhverv, som et af Julemandens flyvende rensdyr. Niko har i den første film genetableret sit forhold til sin far, og fået overvundet sin højdeskræk ved at lære at flyve. Det gør at han vender hjem med noget lignende stjernestatus og helt specielt idoldyrkelse hos ét bestemt rensdyr.
Niko vender nemlig hjem til sin mor Luna (Camilla Bendix), som venter med en kæmpe nyhed. Luna har fundet en kæreste, rensdyret Lenni (Nicolaj Kopernikus), og med ham følger bonuslillebroderen Jonni (Simon Gustav Ulvsgaard).
Niko er vandt til udfordringer, men er bestemt ikke klar på en ny familie og slet ikke en besværlig uægte lillebror, der desperat forsøger at vinde hans anderkendelse. Niko opfører sig særdeles sårende og uansvarligt overfor Jonni, og med ordene ”du er ikke min bror”, stikker Niko af fra Jonni for at lege. Det får konsekvenser.
Den onde Hvide ulv (Annette Heick) har lige siden Nikos indblanding i drabet på Hvide ulvs bror, Sorte ulv, planlagt hævntogt. Hvide ulv, som regerer i sand ”Scar-stil” (Løvernes Konge 1) over Ørnenes domæne, har sendt sine nye hjælpere ud for at finde Niko. Ørnene finder i stedet Jonni og kidnapper ham. Niko føler sig ansvarlig, og drager fluks af sted mod Ørnenes domæne for at komme Jonni til undsætning. Det er en lang og farefuld færd, men heldigvis får han følgeskab af den konfliktsky Julius (Jens Jacob Tychsen), og det gamle sære rensdyr, Tobias (Lasse Lunderskov). På trods af Tobias’ næsten blinde tilstand, finder han både vej til det mørke Ørnenes domæne og til Julemandens fabrik, hvor alle vores hovedpersoner viser en heroisk indsats.
I denne simple trivielle animationsfilm møder vi de klassiske eventyrskarakterer, som ikke bidrager til noget i filmen udover hvad man ville forvente af dem. Til gengæld suser vi ind imellem trætoppe, gennem snedækkede bjerglandskaber i en fantastisk velfungerende 3D-film. Filmen var nuttede og til tider underholdende, så selv en sal af voksne anmeldere kunne grine med af en god tør humor.
Årets første julefilm ”Niko og de flyvende brødre” formår ganske fint at integrere træk fra den moderne families hverdag med et sandt juleeventyr. Filmen rummer et tydeligt budskab for voksne og mere skjult for børn.
Da jeg var lille fik jeg mine vitaminer skjult gennem en tablet med jordbær smag, det 21.århundredes børn får nu en film der handler om enlige forældre der forelsker sig på ny og forsøger at sammenbringe to halve familier. Budskabet er iklædt rensdyr, sne og klassiske eventyrstræk, men et tydeligt tema skinner igennem. Det 21.århundredes mange skilsmisse- og sammenbragte familier.
Det er juletid og mange familier bærer præg af frustration over forandringer enten ved skilsmisse, at mor eller far har fundet en ny, eller over at hverdagen bare ikke er hvad den var. Børn skal vænne sig til nye søskende, forældre og lære at finde sig til rette i en fremmed hverdag. Filmen portrætterer det svære ved at introducere børnene for hinanden, den nye forælder og meget fint hvordan man på trods af manglen på biologiske bånd, kan blive en rigtig familie.
Med Nikos egne ord for sin nye familie til slut, vil jeg ende denne anmeldelse, med følelsen da man gik ud af biografen – ”glæde i hjertet”.
