Identitetskrise og forræderi er overraskende forfriskende temaer i en familiefilm. Og så bliver det heller ikke dybere end det – det er trods alt jul.

‘Niko og nordlysets hemmelighed’ følger sirligt opskriften på en god, børnevenlig julefilm. Den er både sjov og alvorlig, og ikke mindst hyggelig. På forunderlig vis kombinerer forfatterne plat humor med en anderledes fortælling om venskab og kærlighed.

Nikos største drøm er at blive det bedste juniorrensdyr i Julemandens Kanekorps, ligesom sin berømte far Sprinter. Det er en drøm, der er lige ved at gå i opfyldelse, indtil han bliver udfordret af et andet, ungt rensdyr ved navn Stella. Hun er hurtig, klog og enormt selvsikker, hvorimod Niko er mere usikker og tænksom.

Deres kamp om pladsen bliver sat på pause, da Julemandens kane bliver stjålet. Nu skal Niko bevise over for sin far og resten af Kanekorpset, at han hører til hos dem. Det skal dog vise sig, at hverken Stella eller Sprinter er helt, som han troede, de var.

De to faderfigurer

Ligesom så mange andre familier er Nikos langt fra perfekt. Han bliver nødt til at forlade sin mor, sine søskende og sin trofaste følgesvend Julius for at blive en del af Kanekorpset. Det er hårdt for moderen, der synes, at Niko stadig er for ung, og for det flyvende egern Julius, der praktisk talt har opdraget Niko i Sprinters fravær.

Der sker en ret smuk udvikling i netop Niko og Julius’ forhold, som minder meget om, når en forælder skal lære at give slip på sit barn. I de forrige film, ’Niko og de flyvende rensdyr’ (2008) og ’Niko og de flyvende brødre’ (2012), har Niko altid haft brug for Julius’ råd og vejledning.

Men nu er Niko klar til at blive voksen og finder sig ikke længere i at blive behandlet som et barn. Derfor bliver optagelsen i Kanekorpset hans rebelske måde at vise, hvor voksen han er, på. Det får Julius til at føle sig overflødig, og da Niko ikke engang siger farvel, må han jo følge efter ham.

Nikos rigtige far Sprinter har, modsat Julius, ikke været en stor del af Nikos liv. Det kan tydeligt fornemmes i Sprinters akavede og kammeratlige måde at opføre sig på over for sin søn. Han kalder Niko for “mester” og er over-støttende, da Niko og Stella konkurrerer om at få pladsen i Korpset.

Men superhelten Sprinter er Nikos forbillede. Så da Niko finder ud af, at hans far ikke er den superhelt, som han troede, må han lære, hvordan han finder sin egen vej. En fin kommentar på, at børn ofte indser, at deres forældre også bare er mennesker.

Hov-jokes og østeuropæiske lemminger

Trods de lidt tungere emner om faderskab og forræderi er ‘Niko og nordlysets hemmelighed’ ret sjov. Man kan måske argumentere for, at jokesene er lidt for åbenlyse, men de fungerer, fordi det er en børnefilm.

Den mest oplagte gimmick er rensdyr, der “fist-bumper”, altså slår hovene sammen, som var det knytnæver, mens de siger “hov-sa”. Derudover har Julemandens Kanekorps en sang, der både er selvbekræftende og gør alle klar over deres status; “vi er rensdyr, ikke heste. Vi flyver, vi er de bedste”. Min første indskydelse var at grine af, hvor dumt det er.

Min yndlingsjoke var en velplaceret samfundskommentar på at sætte folk i kasser. Det sker i en scene, hvor Julius sætter et rensdyr på plads, der fejlagtigt kalder ham en mus; “Du ser gnaver og tænker straks mus”, hvor han minutter efter siger “Følg efter den hest”. Det er billigt sluppet, men præcis den type humor, som børn elsker.

Julius er faktisk generelt filmens komiske indspark. Han har den mærkeligste sidehistorie, hvor han bliver tilbedt af en flok østeuropæiske lemminger. “Hvorfor skal vi vide, at de er østeuropæiske?” tænker du nok – ja, det forstod jeg heller aldrig. Heldigvis får de nuttede skabninger betydning for plottet, for ellers kunne man godt blive bange for, de kun var med for at give Julius modstand på sin færd efter Niko.

Nogle rensdyr er værd at smelte for

Det bedste ved Niko og hans Julemission er, hvor rørende den er. Der er så mange øjeblikke, der ramte mig lige i hjertet. Første gang da Niko finder ud af, at han ikke kan se sin familie til jul igen, fordi Julemandens Kanekorps åbenlyst har ret travlt i julen.

Derudover er Niko god til at skabe problemer for sig selv. Da hans godtroenhed bider ham i rensdyrenden, prøver han at forklare til Kanekorpset; “Jeg prøvede bare at være venlig”, hvortil de svarer, “Og så satte du julen på spil?!” Det er helt klart følelsen af selv at være barn, og måtte stå til ansvar for konsekvenserne af sine handlinger, der spilles på her.

Et andet virkelig fremragende øjeblik er da Niko indser, at Julius’ modstand mod, at han skal være med i Kanekorpset skyldes, at Niko ikke har brug for ham længere. Niko fortæller Julius, at han ikke kan gøre det alene, og det er (igen) meget som et barn, der lader sine forældre vide, at selvom man bliver voksen, vil man altid have brug for dem.

Vi har altså at gøre med en virkelig følelsesladet og medrivende fortælling. Krydret med børnevenlige jokes og en skurk, som også fortjener særlig anerkendelse. Uden at sige for meget, er han hemmeligheden, som Niko skal kæmpe mod, og der er budt på mesterlig stemmeføring af Lars Mikkelsen. Så hvis du har brug for en hyggelig, sjov og rørende forsmag på julen, er ‘Niko og nordlysets hemmelighed’ det helt rigtige valg.