Caleb Landry Jones leverer en magtpræstation i den australske Cannes-vinder, som langsomt slæber seeren på en tur gennem helvede og tilbage igen. Filmens forudsigelige plot vil efterlade en med en tom fornemmelse, og det er lige som dét skal være.

I april 1996 skød og dræbte den 29-årige Martin Bryant 35 mennesker og sårede yderligere 23 i Port Arthur, en lille by på den Australske ø og delstat Tasmanien.

Begivenhederne som ledte op til masseskyderiet genfortælles nu i instruktør Justin Kurzels ’Nitram’ (Martin stavet bagfra) – et psykologisk karakterstudie og beskuelse af et yderst ømtåleligt emne, som ændrede Australien for altid.

Men formår Kurzel at behandle tragedien med den respekt og omtanke, den fortjener?

Portræt af en massemorder

Den udviklingshæmmede, Nitram (Caleb Landry Jones), bor hjemme hos sin mor og far i en gudsforladt forstad til den tasmanske storby, Hobart. 

På ydersiden kan han snildt forveksles med en hvilken som helst anden australsk surfer med sit lange, sammenfiltrede hår og posede kluns. Men på indersiden varsler der et stormvejr, som vil få umenneskelige konsekvenser for lokalsamfundet.

Livet på hjemmefronten er tillige alt andet end mageligt.

Nitrams tyranniske mor (Judy Davis) styrer husstanden med et jerngreb uden lige, og hans ellers evigt støttende og omsorgsfulde far (Anthony LaPaglia) må håbløst se til, mens de langsomt mister kontrollen over deres søn.

I håbet om at få råd til at købe et surfbræt ved at slå folks græsplæner møder Nitram en dag den fallerede skuespillerinde, men velhavende arving, Helen (Essie Davis), som tager ham til sig, da hun ser noget i ham, som ingen andre gør.

Der hviler en konstant følelse af stum rædsel over tilværelsen i det lille forstadssamfund, som iagttages nøgternt gennem diverse drone-skud, der fremtvinger en nærmest kvalmende forudanelse, når man godt ved, hvad der venter forude.

Mest iøjnefaldende er filmens brug af truende Steadicam-skud, hvor kameraet følger Nitram bagfra. Denne teknik blev populariseret af den britiske instruktør Alan Clarke, men huskes nok bedst fra Gus Van Sants ’Elephant’ fra 2003, som skildrer den lige så forfærdelige Columbine-massakre.

Dette greb er især effektivt, når det kommer til at etablere karakter og miljø, som ’Nitram’ gør upåklageligt.

Vi bliver nødt til at tale om Nitram

Det er ikke først gang, at Justin Kurzel beskæftiger sig med følelsesbetonede emner fra sit hjemland.

Hans spillefilmsdebut ’Snowtown’ fra 2011, som omhandler en række seriemord begået i Australien i 1990erne, illustrerer Kurzels formodede fascination af at grave fortiden op og kigge på den med nye briller.

’Nitram’ blev ligeledes mødt af bekymrede miner fra den tasmanske befolkning, som satte spørgsmålstegn ved nødvendigheden bag filmatiseringen af så mørkt et kapitel i landets historie. Et kapitel, man helst vil glemme.

Det er dog lykkedes Kurzel at indfange tiden op til det forfærdelige masseskyderi med en enorm hensyntagen til ofrene og deres familier.

Filmen er absolut ikke et forsøg på at glorificere Martin Bryants handlinger, men snarere at sætte fokus på fortidens løse våbenlov og at undersøge, hvad der gjorde ham til et produkt af sine omgivelser, som endegyldigt kulminerede i den voldsomme tragedie.

Der er ufatteligt stærke præstationer over hele feltet, men især Caleb Landry Jones spiller Nitram med så uvirkelig en intensitet, at det ikke undrer én, at han vandt de Gyldne Palmer i hovedrollen som den titulære gerningsmand.

At sidde i biografen og se ’Nitram’ er som at se på en bilulykke i slow-motion. Hvor meget man end har lyst til det, kan man ikke tage øjnene fra lærredet.