Af Ditte Madvig Evald for Nosferatu

Er din viden om Sydamerikansk politik ret så begrænset, så er der hjælp at hente i den chilenske film NO, Chiles første Oscarnominerede film, der med Gael Garcia Bernal i hovedrollen, sender sin seer lige lukt ind i 80’ernes Chile. Her har Augusto Pinochet været enehersker i mange år, efter ved et dramatisk militærkup at have afsat den demokratisk valgte Salvador Allende i 1973. Chile er i 1988 et land, der på den ene side har økonomiske vækst, og mindst lige så mange pastelfarver som resten af verden på det tidspunkt, men det er også et land, hvor folk forsvinder, og hvor det at sige sin mening er forbundet med vold og fængsling. Men noget er ved at ske, for omverdenen er ved at få øjnene op for det lange land i Sydamerika, der producerer den daglige frugt, og Pinochet ser sig tvunget til at udskrive et valg, der ganske enkelt går ud på, om befolkningen vil sige ja eller nej til 8 år mere med ham som leder.

Der er ingen, der rigtig tror på, at nej-siden har en chance, da de er 17 partier med forskellige dagsordener, mod en ja-side der har terroriseret sin befolkning i mange år. Begge sider har 15 minutters tv-tid til rådighed hver dag i 30 dage, og derfor bliver René Saavedara (Bernal) hyret til at lave en kampagne for nej-siden. René er en yderst succesfuld reklamemand, der med arme og ben stjæler koncepter fra USA, og som ikke er fremmed overfor regimets brutalitet. Hans ekskone er politisk aktiv, og i en stærk scene henter han hende på politistationen, hvor politiet med megen lille grund begynder at slå løs på hende og andre demonstranter med store køller.

NO er centreret omkring René, der fungerer som det perfekte eksempel på diktaturets dobbelthed: han er fri til at arbejde, han er en af de første til at eje en mikrobølgeovn, og han kører i en smart bil, når han altså ikke sejler rundt i byen på sit skateboard. På den anden side er der hans ekskones oprør mod regimet (det bliver også antydet at hans far var aktiv modstandsmand) så han er ikke blind for, hvad der sker omkring ham.

Nu lyder det måske som om, at det er en politisk film, der påpeger de store forskelle, der er i et ultrakapitalistisk men også ultradiktatorisk land, og det er ganske sandt, men det behøver det så absolut ikke blive kedeligt af. Selve kampagnen kører på positivitet, glæde og humor ikke ulig de greb der bliver brugt i filmen, der dog kører på realisme, men ikke den grå og kedelige køkkenvask som vi er så gode til i Danmark. På genial vis er hele filmen optaget i en dokumentarisk stil, der bringer én tilbage til 80’erne. Det er nogle gange, som at se en dårligt optaget hjemmevideo fra dengang, med kornede billeder, lidt for close close-ups, problemer med modlys, men forbløffende god lyd. Det fungerer rigtig godt, og især som tiden går og plottet udvikles, bliver man suget længere og længere ind i den virkelighed, der bliver skabt, og de autentiske optagelser som står for 30 % af filmen, bliver nærmest umulige at skille fra de nye. NO er en genfortolkning af både virkelige hændelser og virkelige optagelser, men med fiktive karakterer. Det er en blanding af fiktion og dokumentar, der virker utrolig godt.

NO er et veloplagt, velspillet og dybt underholdene bekendtskab, der sendte denne anmelder oplyst og optimistisk ud af biografen, mere af det, tak.