Hvad gør den helt almindelige familiefar, når han har flyttet hele familien til Sydøstasien, og der så pludselig udbryder borgerkrig?

Da jeg gik ind i biografen, troede jeg, at jeg vidste, hvilken slags film jeg skulle se. Da jeg satte mig i sædet og læste pressematerialet ændrede den opfattelse sig. Ordet ‘familiefilm’ fangede mit blik. Umiddelbart lød det ikke som den film, jeg havde set trailer til. Så starter filmen med, at kongen i et unavngivet sydøstasiatisk land bliver dræbt. Så det var det altså ikke ’Fars sygt fede bilferie’ om igen. Hvad mente de så med familiefilm? Måske at filmen er skrevet og instrueret af brødreparret Dowdle? Eller at filmen bogstavelig talt handler om en familie?

Da jeg gik ud fra biografen et styks dyster film senere, følte jeg mig godt underholdt. Jeg havde hoppet i sædet, når ting eksploderede, jeg var på grænsen til at græde, når Owen Wilsons karakter løj for sine døtre for at redde dem, og jeg hadede rebellerne, som voldtog, dræbte og massakrerede sig igennem byen. ’No Escape’ er voldelig, blodig og kynisk. Havde den kørt det scenarie helt ud, tror jeg, at jeg ville være mere positivt stemt nu. For efter et par dage er jeg begyndt at tænke på alt det, der gik galt med filmen. Det realistiske syn på hvad et bundalmindeligt menneske er i stand til, når det virkelig gælder, er fascinerende. Men som var det en ubevidst refleks kører filmen af sporet og ramler direkte ind i noget amerikansk pladder et par gange. Havde den holdt sig på det groteske spor, der kommer til udtryk, når f.eks. rebellerne henretter tre mænd ved at meje dem ned med en truck, tror jeg, at den kunne have haft en længerevarende effekt. Men folk reddes af fordrukne specialagenter og (åbenlys SPOILER) slipper ud af landet med livet i behold. I en så ufantastisk verden er det ret fantastisk. Så er Owen Wilsons karakter altså bare endnu en amerikansk karakter, der usårligt klarer sig igennem alverdens pinsler?

Hvis jeg havde troet, at Wilson var usårlig, så havde filmen trods alt ikke kunne hæve min puls i biografen. Men det gjorde den. Flere scener var så ubehagelige, at jeg faktisk var nødt til at kigge væk. Men flere gange sad jeg også og heppede på, at Dowdle-brødrene ville vælge den groteske udvej og føre alle deres trusler ud i livet. Men det skete aldrig. ’No Escape’ ender som et semidovent valg på Netflix en dag, hvor der ikke er andet at lave.

Jeg må tilføje til sidst, at jeg har hørt denne film blive beskyldt for at være bundracistisk. Det opfattede jeg slet ikke. Idéen, at et sydøstasiatisk folk skulle vælte kongen, er ikke ny. Heller ikke at amerikanerne skulle opfattes som fjenden. Men faktisk synes jeg slet ikke, at den her film beskæftiger sig med den omgivende befolkning. Det hele handler om den amerikanske familie. Om det i sig selv er racistisk, kan jeg ikke sige. Hvis man mener det, så er der jo ingen formildende omstændigheder. Men selve portrætteringen af rebellerne synes jeg ikke, der er noget i vejen med. Filmen kunne principielt have foregået i andre lande.