Udover at være en dokumentarfilm om Israel-Palæstina-konflikten er ‘No Other Land’ også en dokumentar om kærligheden og retten til sin hjemstavn og om et venskab mellem en palæstinenser og israeler, som ellers måske burde være fjender. Eller burde de?

Den banebrydende israelsk-palæstinensiske dokumentarfilm ‘No Other Land’ har som sit omdrejningspunkt bjergregionen Masafer Yatta med sine 20 palæstinensiske landsbyer på den sydlige spids af Vestbredden. Her bor den unge palæstinensiske aktivist Basel Adra, der sammen med de øvrige landsbybeboere i Masafer Yatta lever under en konstant trussel, da det israelske militær uberettiget har erklæret området for en ”aflukket militærtræningszone”. Det betyder, at palæstinenserne modvilligt må forlade Masafer Yatta, og at landsbyerne skal ryddes med jorden. 

Basel er sammen med sin noget usædvanlige ven, den israelske journalist Yuval Abraham, filmens midtpunkt. Sammen dokumenterer de med deres egne optagelser, hvordan det israelske militær med vold, magt og bulldozere vender tilbage til landsbyerne. Optagelserne spænder fra sommeren 2019 til oktober 2023 med udvalgte udpluk af optagelser fra Basels barndom.

Et helvede bestående af gule bulldozere 

Angsten og frygten er ikke til at tage fejl af i beboernes blikke, når de hører gisninger om, at gule bulldozere er på vej. Basels åndenød, når han tænder sit kamera for at filme det israelske militærs bulldozere, er heller ikke til at tage fejl af. 

De gule bulldozere bliver et gentagende element i dokumentaren. Det er svært ikke at have en klump i halsen, når man gang på gang ser stakkels palæstinensiske familiers huse blive jævnet med jorden. Det er ubarmhjertigt at se på, og det bliver ikke bedre af, at de i stedet er nødsaget til at bo i en af de mange grotter i bjergregionen. 

Men til trods for, at det er meget ubarmhjertige sekvenser at se på, så kommer den højaktuelle dokumentarfilm virkelig til sin ret her. De skrækkelige optagelser viser i alt sin råhed den magtesløshed, som palæstinenserne er oppe imod, og den virkelighed, som de befinder sig i. Filmen viser for alvor sine dokumentariske kvaliteter her. Der bliver ikke lagt skjult på noget, hvilket medfører en stor autenticitet, som klæder dokumentarfilmen.  

De gule bulldozere er på mange måder et helvede for landsbybeboerne i Masafer Yatta. Aldrig har synet af en bulldozer været så frygtindgydende før. 

Dybe samtaler i nattens mørke

Når bulldozerne er kørt væk for en stund, får dokumentarfilmen plads til de mange nænsomme og betagende samtaler mellem Basel og Yuval. Blandt andet italesætter Basel, at han er bange for at ende som sin far, der som Basel selv er aktivist, og som er blevet arresteret op til flere gange af det israelske militær, da Basel var barn.

Ligeledes har Basel og Yuval en rørende samtale midt om natten med en glødende cigaret i hånden, hvor Yuval giver udtryk for, at han ville ønske, at der var stabilitet, så Basel kunne besøge ham i Israel, så det ikke kun er ham, som kan besøge Basel i Palæstina. Hvortil Basel svarer ”måske” med et venskabeligt grin. 

Samtalerne mellem Basel og Yuval, som ofte foregår i nattens mørke, giver dokumentaren masser af dybde. Fokusset på Basel og Yuval som dokumentarens anker fungerer rigtigt godt. Dog springer dokumentaren lidt lemfældigt over, hvordan de mødte hinanden. Hvilket er lidt ærgerligt, nu når filmen har et så stort fokus på dem.

En verden med gule og grønne nummerplader

Selvom Basel og Yuval på mange måder er ligesindede, så bliver det tydeligere for dem i deres samtaler, at de lever i to meget forskellige verdener. Det bliver også adresseret undervejs i dokumentarfilmen af fortælleren, som i øvrigt er Basel selv. I en af sine speaks, siger Basel, at de lever i en verden med gule og grønne nummerplader. 

De gule nummerplader viser, at en bil er israelsk og dermed kan krydse grænsen mellem Israel og Palæstina frit. De grønne nummerplader er derimod palæstinensiske biler, som ikke kan krydse grænsen. 

Basels speak om de grønne og gule nummerplader og den tilhørende billedsekvens fungerer rigtigt godt, fordi den tilføjer en symbolsk funktion til dokumentaren. Nummerplade-symbolikken skal selvfølgelig afspejle den ulighed, der er mellem Basel og Yuvals muligheder. Men den illustrerer også den ulighed og adskillelse, som de er født ind i.

Med nummerplade-symbolikken italesætter dokumentarens israelske-palæstinensiske-instruktør-kollektiv, som blandt andet indeholder Basel og Yuval, også deres ønske om en fremtid med mindre undertrykkelse og med mere lighed mellem israelere og palæstinensere, som de blandt andet håber, at deres film kan være et skridt på vejen mod.

’No Other Land’ har potentialet til at blive den dokumentarfilm, som alle refererer til, når man taler om Israel-Palæstina-konflikten i de kommende år. Det har den, fordi den skildrer en brutal virkelighed for mange palæstinensere uden filter. På samme tid er det også en dokumentarfilm om et usædvanligt venskab, hvor Basel og Yuvals snakke i nattens mørke giver filmen en utrolig sensibilitet og dybde.