Daniel Craig slutter sin Bond-karriere af med en film, der er mere interesseret i at lege rundt i sin egen indviklede kanon end i at være et godt 007-eventyr.

Hvorfor er en ny James Bond-film sådan en stor begivenhed? Hvorfor lægges der røde løbere ud af biograferne?

Mit svar ville være, at James Bond-film altid er fede på en eller anden måde. Det er en overdådig omgang action med de bedste effekter og gadgets, eksotiske locations fra hele verden, en lækker Bond og lækre Bond Babes. Underholdningsfilm i klassisk forstand.

Folkene bag ’No Time To Die’ synes ikke at være enige. De mener, at folk vil strømme i biffen for at se, hvordan Craigs version af agenten får forløst sin overdrevent indviklede baggrundshistorie gennem højt melodrama og tomme taler.

Tre prologer og to superskurke

Efter at være løbet tør for materiale i James’ barndom i løbet af ’Skyfall’ og ’Spectre’ springer vi i stedet hovedkulds i Madeleines (Leá Seydoux, som Craig kørte bort med i slutningen af sidste film) fortid, hvor der gemmer sig en superskurk, som slog hendes mor ihjel.

Vi møder hende igen som voksen og fast kæreste til den lykkeligt pensionerede agent 007. Men efter deres italienske idyl afbrydes af flere af Blofelds (Christoph Walz) agenter, som den trætte eks-agent med nød og næppe undslipper, skiller Bond sig af med sin nye kærlighed, måske for at beskytte hende, men måske fordi hun stadig er forbundet med Spectre ligesom sidst, og han derfor ikke kan stole på hende.

Fem år senere møder vi Bond på pension (for anden gang denne film og fjerde gang siden Craig indtog rollen, tror jeg). Nu er han alene på Jamaica, hvor plottet endelig, endelig møder ham:

En genmodificeret supervirus udviklet af MI:6 er landet i de forkerte hænder (ja, det er Spectre igen), og mens det britiske agentur vil holde på så mange hemmeligheder som muligt, håber CIA på at rekruttere Bond til den delikate mission.

Selvfølgelig er det mere kompliceret end som så, især da det viser sig, at den mystiske Safin (Rami Malek) har saboteret Spectres anskaffelse af virussen. Og hans kamp mod Blofelds organisation foregår, mens James får gensyn med hele MI:6 holdet og selvfølgelig den mystiske nu-ekskæreste Madeleine.

Hvis det lyder som meget, så har du ret. Og der er mere på vej, når fortællingen kommer i sving.

Fint tju-bang

Ja, der er masser af baggrund og plot. Men hvad med alle de ting, vi egentlig kommer efter? Der er sådan set en del at rose…

Actionscenerne er fint eksekverede med seje stunts og klar klipning. Craig brillerer fortsat i rollen som en mere rå Bond, der gemmer på en dybere følsomhed. Og der kan naturligvis laves rejsebrochurer i massevis på baggrund af filmens smukke landskabsbilleder.

Så snart missionen kommer i gang på Cuba, husker filmskaberne pludselig også at have det sjovt med jakkesæt, excentriske videnskabsmænd og Ana de Armas i rollen som en naiv, men overraskende kompetent rekrut. Men vi vinker farvel til den del efter en enkelt skudduel.

Den manglende flair

Man kan ikke misunde instruktør Cary Joji Fukunaga (’Beasts of No Nation’) opgaven med så mange producere at gøre glade og så stor en film at styre. Men det manglende fokus sætter en dæmper for filmens lyspunkter, uanset hvor mange verdensklasse-håndværkere der har været inde over den.

For ja, actionscenerne er kompetente, men de har ikke den neglebidende spænding, man ser i ’Mission: Impossible – Fallout’ eller de smukt koreograferede skuddueller fra ’John Wick’.

Ja, landskaberne hele vejen fra Italien til Norge ser flotte ud, men det ser ofte ud som en parfumereklame modsat Roger Deakins’ selvsikre ekstravagance fra ’Skyfall’.

Kan vi få 007 tilbage, tak?

Det er efterhånden ingen hemmelighed, at Craig lægger pistolen på hylden, men det er også på tide, for hans britiske superagent har efterhånden så meget bagage, at den næste film vil kollapse under vægten.

’Casino Royale’ bragte Bond ind i det 21. århundrede ved at tage alle de rigtige lektioner fra rivaler som ’The Bourne Identity’ og finde en emotionel kerne i den hårde spion. Men siden da har franchisen kun lært, at kontinuitet mellem film sælger billetter.

Lad os håbe, at den næste Bond-film kan sparke røv og bevæge, uden at vi behøver at vide, hvad der skete i sidste film. For hvis man ikke kan gøre det, hvorfor så stadig rulle løberen ud for en franchise, der er så træt som sin hovedperson?