Hvis du stadig går og leder efter Prince Charming, finder du ham ikke her. Til gengæld finder du heller ikke så meget andet.
Det er modigt af Disney at filmatisere eventyret ’Nøddeknækkeren og de fire kongeriger’, som er blevet genfortolket så mange gange, og som de ikke engang har monopol på. Disney kan altså ikke her score billige point i form af nostalgifølelse, og det bliver en udfordring for dem. Eventyrgenren har et grundlæggende formål, nemlig at opdrage børn (og voksne!) til at passe ind i et samfund. Og måske er det netop her, at det skrider for Disney. For hvad vil Disney egentlig opdrage os til?
Nej tak til Prince Charming
I ’Nøddeknækkeren og de fire kongeriger’ præsenteres jeg for den intelligente Clara Stahlbaum (Mackenzie Foy), hvis mor for nyligt er gået bort. Clara skal derfor lære at bearbejde sin sorg. Og hvor synes jeg, at det er befriende, at Disney ikke tager udgangspunkt i endnu en prinsesse, hvis opdragelse forudsætter at hun skal finde Prince Charming. Jeg er også vild med, at der her både er en kompleks og til dels uforudsigelig skurk, som faktisk er mere prinsesseagtig end hovedpersonen selv.
Disney har virkelig taget nogle utraditionelle valg, hvilket jeg sætter stor pris på. Men når det så er sagt, har vi stadig at gøre med en hovedperson, der skal lære at klæde sig pænt, få sat håret og danse med far, når han siger det. Ligesom at den kloge pige, der er god til mekanik, desværre stadig er den anderledes pige. Begge ting bliver flere gange tykt pointeret, og det efterlader en ret vag følelse.
Inkonsekvens pointe
Den vage følelse spreder sig til fortællingens narrativ. ’Nøddeknækkeren’ i dens mange afskygninger, har altid været en fortælling opdelt i to spor. Og her er det ingen undtagelse. Første spor er Claras virkelige verden, som er Tyskland i 1800-tallet, hvor fremtræden, skønhed og familie er højt prioriteret. Andet spor findes i den magiske verden, som Clara rejser ind i, hvor kvinder kan lede en hær, og kontrol og orden bliver bekæmpet.
Der er et stort potentiale for et godt eventyr, hvor en virkelig verden bliver udfordret af en alternativ verden. Men det er netop i vekslen mellem de to verdener, at det for alvor går galt. De to spor skaber en inkonsekvens i eventyrets opdragelse, og det er en stor svaghed for hele filmens pointe. Det spørgsmål, jeg sidder tilbage med, er: skulle Clara lære at bearbejde sin sorg eller danse? Hvad er det egentligt, den vil fortælle?
Måske næste gang
På papiret så Disney’s ’Nøddeknækkeren og de fire kongeriger’ ud som en snack. En overdådig ekstravagance, af et kærkomment eventyr og smuk musik af Tchaikovsky med dertilhørende ballet. Kan det blive bedre? Men som jeg kæmpede mig længere og længere ind i filmen, fes luften langsomt af den ellers smukke ballon. Og da jeg forlod mit biografsæde, havde jeg allermest lyst til bare at gense balletten.
Det er et eventyr, der handler om en drømmeverden. Det handler om en flugt væk fra virkeligheden til et sted, hvor det at være anderledes gør dig til en helt. Men som det så oftest er med Disney’s forsøg på at forny sig, bliver de ved med at falde tilbage i den gamle normative jargon. Jeg tvivler i hvert fald selv på, at man nødvendigvis skal lære at være en rigtig prinsesse, for at kunne bearbejde sin sorg. Fat mod Disney, måske lykkedes det næste gang.
