Vi har ventet på ’Nomadland’ i, hvad der virker som, uendelige tider. Heldigvis viser filmen sig at være hele ventetiden værd, for med sårbarhed, ironi, fantastiske billeder og McDormands pragtpræstation gøres al tvivl til skamme – Akademiet valgte den rigtige film!

For få dage siden løb det 93. Oscarshow af stablen. Grundet corona og nye folk i kulissen var alt lavet om, og det var derfor ikke overraskende, omend antiklimatisk, at aftenens storfavorit var en film, som ikke ret mange havde set. Chloé Zhaos ’Nomadland’ løb nemlig med hele tre af aftenens største priser, og Zhao og Frances McDormand måtte rejse sig og tage imod statuetter for både ”bedste instruktør”, ”bedste kvindelige hovedrolle” og ”bedste film”.

Mens Hollywood rydder op efter deres store filmfest, og Zhaos får indgraveret sine små guldmænd, så har Disney+ rubbet neglene, og på deres streamingtjeneste er det nu endelig muligt at se den film, som de fleste går og snakker om, men som de færreste har set.

Utak er verdens løn, og du bliver rigtig ringe betalt

Række efter række samler de uidentificerbare arbejdere kasser ved Amazons gigantiske samlebånd. Fern (spillet af Frances McDormand) er en af dem, og som hun står dér, træt, slidt og foroverbøjet, er hun ikke til at kende fra den næste.

Alligevel er Fern ikke helt som de fleste, for når fabrikken lukker ned og arbejderne tjekker ud, låser hun sig ind i sin van og lægger sig til at sove. Når Amazon-sæsonen hører op, pakker hun sine få ejendele sammen og kører mod nye destinationer. Nogle gange for et nyt arbejde, andre gange for lunere nætter.

Fern er en nomade, og det har hun været lige siden sin mands død. Kort efter, og mens den økonomiske krise buldrede, mistede hun og alle andre i byen Empire, Nevada deres job, og lige siden har Fern ikke haft råd til at gå på pension endsige købe sig et hus.

Derfor er Fern nødsaget til at rejse fra by til by i jagten på en arbejdsgiver, der vil betale hende bare akkurat nok til, at hun kan købe det absolut nødvendige. Denne jagt pryder gevaldigt hendes CV, der igennem filmen udvides med erfaring inden for samlebånd, stenbutikker, byggepladser, fastfood-restauranter og campingpladser.

Fern er arbejdsom som bare pokker, og hun proklamerer da også over for kvinden på kommunen, at hun ”likes to work” – alligevel er det ikke helt nok, for lønningerne er så lave, at Fern om vinteren ligger rystende af kulde under sit tæppe, da pengene ikke rækker til varme.

Total uafhængighed som den ultimative frihed

Ved første øjekast fristes man til at tro, at ’Nomadland’ udelukkende er en kritisk kommentar til det Amerika, hvor folk i alle aldre må slide sig halvt ihjel for blot at få råd til fedtede kyllingevinger. I forlængelse heraf virker det som en kritik af Amazon, for hvad virker mere oplagt og aktuelt end en film om en virksomhed, der i forvejen er i så meget modvind?

Men ’Nomadland’ har mere på hjerte end dét. Den melankolske alligevel til tider optimistiske klavermusik, der pryder lydbilledet hele filmen igennem, minder én om, at der imellem de sveddryppende arbejdstimer på fabrikken og de kolde nætter i den lille campingvogn gemmer sig en frihed og et fællesskab uden lige.

Selvom nomaderne ikke bor det samme sted ret længe ad gangen, kender alle hinanden, og de hjælpes ad samt deler ud af den smule, de nu engang måtte have skrabet sammen. Nomadernes liv er som en årelang festival med klapstole, dåsemad og sammenhold, og her kan fine fornemmelser og materielle erhvervelser ikke købe dig adgang – det kan til gengæld medmenneskelighed og værdighed.

For nomaderne er noble! Trods al Ferns modgang bliver hun aldrig et offer, og lige så uretfærdige de amerikanske arbejdsforhold end måtte forekomme, i lige så høj grad har mange af nomaderne enten selv valgt og/eller er tilfredse med det liv, de lever.

Selvom Fern fryser om vinteren og skrubber toiletter for håndører om sommeren, så er hende og de andre nomaders totale uafhængighed af alt andet end hinandens sporadiske selskab lig med den ultimative frihed.

 Et biografisk glimt af virkeligheden

’Nomadland’ er baseret på en biografi af samme navn, og det skinner igennem. Langt de fleste karakterer portrætteres ikke af skuespillere, og flere af dem spiller ”bare” sig selv. Det giver filmen en livagtig troværdighed, der, ligesom McDormands oscarvindende præstation, er så underspillet, ironisk og overbevisende som det virkelige liv. Ligesom virkeligheden er filmen stille og uden unødigt drama. Den gør ikke et stort nummer ud af sig selv.

Endda de storladne naturscener, hvor Fern for alvor befinder sig i sit rette element, er afdæmpede. De er ikke smukke, men i stedet maleriske. De er ikke billedskønne, men alligevel dragende. Præcis ligesom Ferns liv.

’Nomadland’ er en betagende film om de små nuancer i livet. En gråtonet beretning, der viser, at verden hverken er sort eller hvid, men snarere et sted midt i mellem. En fortælling, der dvæler ved de stille individers rørende fortællinger.

Hvorvidt ’Nomadland’ giver dig lyst til at demonstrere mod ”corporate America” eller løsrive dig den kapitalistiske verdensorden fuldstændig og rejse ud på må og få, ved jeg ikke. Men ét er helt sikkert: ’Nomadland’ er ikke sådan lige at ryste af sig, og den vil sidde i dig i lang tid fremover.