I Nordvest lærer man hvordan man gemmer ti gram coke i en scooter. Coke som man har fået hos rockerne, der bor i en 70’er villa med østeuropæiske ludere i kælderen. Ludere som bliver skudt i hovedet af en rivaliserende indvandrerbande. Og således kunne man fortsætte længere og længere ind i det på en gang banale og komplekse system over kriminelle aktiviteter, der har skabt både myte og realitet i den berygtede københavnske bydel. Instruktør Michael Noer tager dette forår biografgængerne hårdt, men kærligt, ved hånden og trækker dem gennem mudrede moser, grå beton-komplekser og tilrøgede stuer. Velkommen til NORDVEST.
Casper (Gustav Dyekjær Giese) bor i Nordvest med sin mor, lillebror og lillesøster, hvor han supplerer familiens økonomi ved at lave småbræk og sælge varerne videre til den lokale bandeleder Jamal (Dulfi Al-Jaburi), der ikke har meget til overs for Caspers trange vilkår. Hans rygte som tyveknægt når en dag rocker-typen Bjørn (Roland Møller), der introducerer Casper til den mere organiserede kriminalitet. Efterhånden som Casper kommer dybere og dybere ind i Bjørns forretninger med narko og prostitution, optrappes konflikten med Jamal, og barndomskvarteret forandrer sig til en regulær kampplads. Casper bliver fanget i en konflikt, som truer med at ødelægge både ham og hans familie.
Instruktør Michael Noer, som de fleste vil kende fra fængselsfilmen “R” fra 2010, udtaler selv, at filmen NORDVEST er en hilsen til de virkelige drenge fra den nordvestlige del af København. Og netop “virkelig” er ordet, der bedst beskriver mit indtryk af filmen. NORDVEST er en socialrealistisk tour-de-force, der muligvis prikker til myterne om bandekvarterer hos den almene dansker, men overbeviser som realitetsbillede med sine gode skuespilpræstationer og brug af de ægte områder i Nordvest og resten af København som regnvejrsgrå og nikotingule kulisser.
Bevares, vi har jo egentlig oplevet historien før. NORDVEST kan da læses som et heftigt mash-up af Astrid Lindgrens “Brødrene Løvehjerte” og Nicolas Winding Refns “Pusher”-trilogi. Sammenlignet med disse to klassikere, bliver hovedkarakterernes motivation for de valg, som de træffer ikke helt klare eller medrivende nok, og ubehageligheden ved de kriminelle handlinger er ikke altid lige indtrængende. Dog må man tage Noers socialrealistiske insisteren i forsvar og påpege, at virkeligheden netop ikke er sort/hvid. Den er grå. Grå som betonaltaner i sociale boligbyggerier – og Michael Noers hilsen til drengene i Nordvest er potentielt en hilsen til en hel generation af unge, der vokser op med ironisk distancering til den “virkelige virkelighed”, som den udspiller sig på den anden side af ligusterhækken eller Bispeengbuen.
Det er et privilegium at få lov til at være flue på væggen i Caspers verden og få et blik ind i et socialt miljø, der er en skræmmende realitet, men som de færreste virkelig kender til. NORDVEST får en stor anbefaling herfra.
