Robert Eggers’ gotiske mareridt fortsætter med en nyfortolkning af ’Nosferatu’, der vil give dig kuldegysninger af ren eufori.

På trods af at han kun har tre film på sit repertoire indtil nu, så har Robert Eggers hurtigt etableret sig som en af de instruktører, man skal holde et vågent øje med.

Han har taget gysergenren med storm, og mestret dunkle nattescener og temaer syret igennem med religion og folkemyter, og hans nyeste skud på stammen er på ingen måde en undtagelse.

I modsætning til hans to originale manuskripter, ’The Witch’ og ’The Lighthouse’, så kastede han sig ud i en filmatisering med 2022-filmen ’The Northman’, baseret på legenden om Amleth. Og i år tager han endnu engang denne tjans op med en fortolkning af ’Nosferatu’; vampyrfilmen over alle vampyrfilm.

Og som alle hans forrige film er hans fjerde projekt fyldt med en betagelse af døden og en higen efter livet, smeltet sammen til en drøm, der aldrig ender.

Draculas uægte søn

Hvis man ikke allerede har kendskab til ’Nosferatu’, så kan fortællingens oprindelse spores uendeligt langt tilbage. Det er dog ’Nosferatu’; F. W. Murnaus tyske ekspressionistiske stumfilm fra 1922, som blev sagsøgt af Stokers efterkommere for plagiat og beordret til at blive destrueret, der er dén film, Eggers har lavet sit remake over.

Vi følger Ellen (Lily Rose-Depp), som siden barnsben har været plaget af mareridt, søvngængeri og hallucinationer. De er dog stoppet, efter hun har mødt og giftet sig med Thomas (Nicholas Hoult). Men på trods af, at ægteparret har fundet lykken i hinanden, så er økonomien hård mod dem.

Thomas håber, at deres held vil vende, da han får til opgave at rejse langvejs til Transsylvanien, og sælge et hjem ellers fordømt til forfald til en gammel og sky greve. 

Det er dog desværre snarere starten på et mareridt end på held. Mens Thomas befinder sig alene i ukendte omgivelser og med en mystisk vært, vender Ellens natteplager tilbage, stærkere end nogensinde før, og familiens venner må ty til alternative metoder for at nå til bunds i hendes pine.

Det smukkeste er fordærvet

I en industri plaget af dårlig colorgrading og kedelige omgivelser, så forstår Robert Eggers netop at omfavne det grå og det dystre. Det er i skyggerne, at skønheden findes, og i det monstrøse, at Eggers og hans karakterer trives.

Det er derfor netop også billederne af Thomas i Grev Orloks (Bill Skarsgård) slot, der er tæt på uforglemmelige. Allerede fra hans ankomst, synes både omgivelserne og Orlok, tågede, uforudsigelige, nærmest formskiftende, og man bliver sammen med Thomas i tvivl om, hvad der er ægte og hvad, der ikke er.

Eggers skaber en atmosfære som få andre instruktører kan, og han har allerede fundet sin egen niche. Det er tydeligt, dette er en Eggers film, ikke kun på grund af de temaer og skuespillere, der går igen, men også hans æstetik, den mareridtsagtige klipning. Selv i noget så basalt som karakterens kropssprog, ser det næsten ud som om, de er besat af Eggers selv.

Et match skabt i himlen og helvede

Det er ikke nogen hemmelighed, at rollen som Ellen først skulle have været besat af en af Robert Eggers’ muser, Anya Taylor-Joy. Det blev i stedet Lily Rose-Depp, som er intet mindre end fænomenal (og det er Anya også, alt kærlighed herfra), og som lægger en rastløshed i Ellen, en panik og en smerte, man som publikum higer efter at lindre.

Hun forstår også at gribe begæret og passionen, der er en essentiel del af vampyrhistorien. Hun vrider sig på gulvet og flyder væk i drømme om død og sex og gruskab, og det er gudesmukt og tragisk på samme tid. Ellen længes efter livet og længes efter døden, og kan aldrig rigtig finde sin plads i noget af det.

Eggers’ anden muse, Willem Dafoe, er dog stadig med, her i rollen som Von Franz, en vismand og et omsorgsfuldt lys i mørket for Ellen, den eneste, der rigtigt kan forstå hende, mens hendes mand er revet væk fra hende.

Dafoe og Hoult er lige så utrolige i deres egen ret. Franz’ galskab og Thomas’ naivitet er levende og håndgribelige og realistiske, i en verden der ellers er kold, modbydelig og uægte.

Og så er der Bill Skarsgård, nyerklæret konge af freaks, der spiller den klamme, monstrøse, livsopslugende vampyr til perfektion. Han ligner på ingen måde sig selv, og hjemsøger hver en afkrog af denne verden, med higende åndedrag, med hud der nærmest skræller af skelettet på ham, og en eksistens, der drypper af rædsel.

’Nosferatu’ er så klassisk, som noget kan være. Den er definitionen på en gotisk fortælling, der er blevet genbrugt og kopieret og nyfortolket gennem årtier, men på trods af denne sandhed, så formår den alligevel at skabe noget udover det sædvanlige.

’Nosferatu’ betager, som få film kan. Den fordærver kødet, knuser hjertet og forbander sindet. Den er en ond drøm, man alligevel aldrig ønsker skal slutte. At se hundrede flere film som denne fra Eggers kan kun være sand lykke.