Filmfestivalen CPH PIX er netop slut og hvis du aldrig nåede at finde hoved og hale i programmet og egentlig bare har brug for nogle anbefalinger til hvad du skal holde øje med på stream, DVD, biograflærred og hvad du ellers benytter leverer vi her hver især vores varmeste anbefalinger.

Fred: Mandy
Verdens mest interessante skuespiller leverer sin måske stærkeste præstation til dato. Nicolas Cage er omringet af rød røg, blod og mytologiske mordvåben, der alle tjener et vigtigt formål i hans psykotiske, psykedeliske og underligt relaterbare hævntogt. Cage er fremragende, Jóhann Jóhannssons sidste soundtrack er magisk, og så er det såmænd også bare lige det vildeste visuelt visionære mesterværk, der æstetisk uden at tøve placerer sig mellem b-film og decideret art-film. Overlegent.

Linda: Cutterhead
Sjældent har jeg oplevet så fysisk en film. Dens klaustrofobiske univers sætter sig i kroppen både under og efter. Det fantastiske lydarbejde og valget af en location er med til at understøtte denne oplevelse, samt de intense skuespilspræstationer, der levere hele vejen igennem. Aldrig har ubehag været så nærværende og helt fantastisk, og så uden en eneste dråbe blod. En film der minder dig om at trække vejret. Se den! (Den får ordinær premiere til vinter)

Katrine: Searching
Det befriende ved festival er at man ofte får lov at se nogle helt anderledes filmformater. Af og til med lidt blandet succes. ‘Searching’ er en film, der er fortalt udelukkende gennem en computerskærm. Det lyder skørt, men man er fuldkommen revet med. En ung pige forsvinder og faderen opdager at han stort set ikke kender sin datter, og intet har at give til privatdetektiven. Der er crime-thriller for alle pengene og jeg sad på kanten af sædet – og glæder mig i øvrigt til at se den på en vaske ægte computerskræm.

Mathilde: Sorry to Bother You
’Sorry to Bother You’ er en rappers instruktørdebut, men resultatet er en imponerende fusion af ’Being John Malkovich’ og den sorte mands USA. Med honnør til apartefilmmagere som Kaufman, Jonze og Gondry tages teten i den grad efter den racemetaforiske gyser ’Get Out’. I samspil med komediegenren er den metaforiske tilgang ingenlunde overgjort. Og så er den sindssygt underholdende. Fremtidens banebrydende quirky filmmagere ser ud til at have helt andre politiske dagsordener end før set. Og det er fandme spændende at følge med i.