Er du klar til at blive bidt?

Introduktion af redaktøren, Sofie Rechendorff Andersen

I dag er det den første december, den første søndag i advent, og vi tager første skridt ind i årets mørkeste tid. Men frygt ej kære læsere for mørket bringer andet med sig end vintertræthed og julegavestress, for ud fra mørket kryber også de væsner, der skyer sollyset. 

Når det bliver mørkt allerede ved firetiden, er der uanede mængder af muligheder for at et helt specifikt mørkets væsen kan gå på eventyr uden at skulle frygte at bryde ud i lys lue eller make the whole place shimmer (alt efter hvilken mytologi, vi tror på.)

Vinteren tilhører mørket, og mørket tilhører vampyrerne. Og det vil vi fra Filmmagasinet Nosferatu i år ære med vores vamp-adventskalender, hvor vi hver søndag i advent vil præsentere jer kære læsere for fire vampyrfilm eller -tvserier, som er et must see i årets mørkeste måneder.

Vi gør det selvfølgelig også for at varme op til, at den tyske stumfilm ‘Nosferatu, en skrækkens symfoni’ fra 1922, som vi her på magasinet skylder vores navn (og måske krop og sjæl?) til, er blevet genindspillet og får premiere i en version instrueret af Robert Eggers den 2. januar. Hvis ikke det er værd at tælle ned til, så ved vi ærligt talt ikke, hvad er!

Grever i sort/hvid og lidt for stærke farver samt de sejeste vampyrjægere i byen

Derfor begynder denne lille vampyr-kalender selvfølgelig også med en anbefaling af netop denne film, som var så indflydelsesrig, at den opfandt selveste myten om, at vampyrer ikke kan tåle sollys!

Den bliver lynhurtigt efterfulgt af en film med udgangspunkt i samme romanmateriale, men på en udpræget anderledes facon, nemlig Francis Ford Coppolas stjernespækkede, overstyrede og nærmest absurd-visuelle ‘Bram Stoker’s Dracula’ fra 1992. 

Vi følger det op med to eksempler på det kitschede-cool rum, vampyren indtog i slut-90’ernes film og tv.

Først med tv-serien ‘Buffy the Vampire Slayer’, som begyndte i 1997 og indeholder både nogle af de mest fjollede “monster of the week”-kreationer og platte penismetaforer nogensinde set på network tv, men også havde banebrydende repræsentation af queer karakterer, ultrafacetteret personudvikling og en af de mest nuanceret viste despressioner set på tv (snøft sæson 6). 

Sidst men ikke mindst slutter vi af med endnu en cool as nails vampyrdræber med tegneseriefilmatiseringen ‘Blade’ fra 1998, der var ‘Matrix’ før ‘Matrix’ og banede vejen for mange mørke superheltefilm siden.

Velkommen til vampyrernes verden! 

Vi bliver nødt til at tale om ‘Nosferatu’

Skrevet af Jonas Ernst Monty

‘Nosferatu: en skrækkens symfoni’, som den hedder på dansk, har ikke bare lagt navn til Danmarks sejeste filmmagasin og inspireret utallige remakes, men det var faktisk også den første filmatisering af Bram Stokers roman ‘Dracula’.

Men er den bare en kuriositet, som kun har interesse for hardcore film- eller vampyrnørder? For hvem ellers gider se en over hundrede år gammel stumfilm, som teknisk set ikke engang har vampyrer med?

I denne version er Dracula Grev Orlok nemlig en nosferatu, fordi F. W. Murnau ikke havde rettighederne til Bram Stokers bog, og filmen derfor ikke måtte virke alt for åbenlyst inspireret. Stokers hovedperson Harker bliver til Hutter og Londons tågede gader byttes ud med den fiktive tyske by, Wisborg.

Selv med alle de ændringer blev filmen sagsøgt af Stokers arvinger, hvilket fik alle eksemplarer beordret ødelagt. Heldigvis blev nogle gemt, og filmen er nu tilgængeligt gratis online. (Og kan desuden ses i Husets Biograf lørdag den 4. januar med præsentation af Filmmagasinet Nosferatu!)

Udover at være skelsættende inden for vampyrfilm, er ‘Nosferatu’ også et godt eksempel på den ekspressionistiske bølge, der dominerede tysk film efter første verdenskrig. Instruktøren F. W. Murnau bliver også den dag i dag set som en af stumfilmens mest indflydelsesrige personer.

Men indflydelse og betydning er ikke det samme som et fornøjeligt gennemsyn. Og stumfilm skal også ses på en anden måde, end man måske er vant til. Den passer ikke til en aften alene på din MacBook, så er der i hvert fald en stor chance for distraktion.

Men hvis man sætter sig ned med et par venner (og potentielle vampyr-nørder), kan det garanteres, at man får sig en hyggelig aften. Især fordi man sagtens kan snakke imens, uden at misse noget dialog.

Grev Orloks lange arme, skaldede hoved og spidse ører gør ham på samme tid skræmmende og komisk. Når han henter Hutter i sin karet spilles filmen i dobbelt hastighed, for at vise dens unaturlige fart, hvilket i dag er sjovt at se, men dengang var toppen af special effects.

Det er nok ufrivilligt komisk, men det gør det næsten kun bedre. Og hvis man mangler ammunition til at overtale sine vampyr-venner, kan man sige, at det var i denne film vampyrers svaghed overfor dagslys blev introduceret.

‘Bram Stoker’s Dracula’ er et special effects-mesterværk

Skrevet af Jonas Ernst Monty

Francis Ford Coppolas filmatisering af Bram Stokers gotiske horrorklassiker er uden tvivl et vampyrisk storværk, som burde være øverst på de fleste lister af vampyrfilm. Og det er hverken plottet eller skuespilpræstationerne, der hæver den til dette.

Nej, faktisk er det de visuelle effekter, som Coppola benytter, især i filmens første halvdel. Dracula er, som vi alle ved, en unaturlig perversion af et menneske, og det vises fantastisk i Harkers første møde med ham i Transsylvanien. Gary Oldman glider hen over gulvet, mens hans skygge kæmper for at følge med, og rummets vægge glider væk til svimlende effekt.

Alt dette understreger Dracula som en grotesk abnormalitet, indtil han suger Harkers blod og bliver unge, sexede Gary Oldman. Hvis det endnu ikke imponerer, kan jeg fortælle, at der kun er et enkelt computergenereret billede i hele filmen. Alt andet bliver lavet in camera, altså med fysiske effekter foran linsen. Især imponerende er skuddet, der delvist er Harkers brev til Mina og toget, der kører ham igennem helvedesilden til Transsylvanien. Denne effekt blev opnået med et miniaturetog og en kæmpeversion af brevet.

Alt det gør filmen værd at se eller gense, som et af de bedste eksempler på ægte filmmagi, u-korrumperet af computerens forførende lette løsninger. Derudover kan filmen også ses som den ultimative indgang til karakteren Dracula (hvis man ikke har lyst til at læse bogen), hvorfra man kan begynde at se alle de nyere fortolkninger af karakteren.

Og med en rolleliste spækket med stjerner som Gary Oldman, Winona Ryder, Anthony Hopkins, Monica Belucci og Tom Waits, kan man næsten (kun næsten) se bort fra Keanu Reeves’ absolut modbydelige engelske accent.

‘Buffy the Vampire Slayer’: Undervurder aldrig en teenagepige

Skrevet af Amalie Caroline Anderson Isen 

‘Buffy the Vampire Slayer’ (1997-2003) følger den 16-årige pige Buffy Summers (Sarah Michelle Gellar), hvis skæbne det er at være en “vampire slayer”. Det betyder, at det er hendes skæbne at dræbe vampyrer.

Hun får hjælp af sine venner Willow (Alyson Hannigan) og Xander (Nicholas Brendon), og vogteren Giles (Anthony Head), som er bibliotekar på skolen som cover for hans job som vampyrdræber-mentor.

Serien er kendt for at have badass hovedkarakter. Den var anderledes, fordi det var en blondine, både ung og kvinde, der var helten. Noget der ofte ikke blev taget seriøst. Men der er intet bullshit med Buffy, onde væsner skal dræbes og sådan er det bare. Hun er modig og følger sit hjerte.

Men livet er stadig hårdt. Nogle gange er det fordi, vampyrerne er svære at dræbe, andre gange er det psykologisk hårdt, at man altid er i fare og ikke kan være som de andre piger, og nogle gange er det bare hårdt at være teenager. Og at være menneske helt generelt. 

Buffy og hendes venner bekæmper oftest vampyrer. Det er den gennemgående handling. Men det forhindrer ikke serien i at introducere alle former for mærkelige og mystiske væsner. Der bekæmpes alt fra dæmoner og Frankenstein- lignende monstre til insekt-kvinder og dræberklovne. Det er skørt og lidt uberegneligt, men fantastisk.

Buffy kæmper og lærer hver gang. Det er det gode mod det onde, og alligevel er det aldrig så sort og hvidt. Det er nemt at være vampyrslayer, når vampyrer altid er onde. Men det bliver svært, når de lige pludselig måske er gode og lidt søde, og man bliver lidt forelsket i en til flere af dem. 

‘Buffy the Vampire Slayer’ er ikke bare et must watch i vampyr-verdenen, men faktisk bare i tv-historien helt generelt. Det er en ikonisk 90’er-serie både visuelt, stilistisk og tematisk. Og det var den første serie, der etablerede flere af de omvæltende tvserie-greb, vi kender i dag, blandt andet den musikalske episode.

Serien bevæger sig fint på grænsen ved at være til voksne og teenagere, voldelig men aldrig for blodig, seriøs og filosofisk men også rigtig sjov, fantasy og teendrama.

’Blade’: Vampyrsuperhelten der blev stilikon

Skrevet af Alexander Bendtsen

Genopfindelsen på det store lærred af Marvels tegneseriekarakter Blade, med Wesley Snipes i rollen, har en helt særlig plads i popkulturen. På én og samme tid er den første film i ’Blade’-trilogien et unikum i vampyrgenren, et stilistisk omdrejningspunkt i action-genren og en pioner i superheltegenren.

Det er en film, der holder en spøjs og til tider kluntet balance mellem det fjollede og det dybt seriøse, men som bæres af sit fantastiske visuelle udtryk, der oser af stil og overskud. Som halvt menneske, halv vampyr, jager Blade sine vampyrartsfæller, anført af den skruppelløse skurk Deacon Frost (Stephen Dorff).

På overfladen er det en ret konventionel handling for en vampyrfortælling, og det er da også badet i genrens typiske mørke og gotiske billedside. Alligevel skiller ’Blade’ sig ud i karakterisering, præsentation og stemning.

I Blades rivalisering med Frost er hverken det fine tøj eller de majestætiske slotte, der danner rammer for opgørene mellem vampyrgenrens to gudfædre, Dracula og Van Helsing.

I stedet diskes der op med lædertøj, muskler, cheesy one-liners, banden og svovlen, samt hård technomusik, der spiller til østasiatisk inspireret action, hvor kampsport og sværdkampe kombineres med hæsblæsende skududvekslinger. I centrum for det hele giver en knivskarpt trimmet Wesley Snipes den gas, klædt i sort fra top til tå.

Særligt ikonisk er undercut-frisuren, solbrillerne, kevlar-vesten og trenchcoaten, såvel som det sværd, den oversavede shotgun, og de kamsportsteknikker, han med overmenneskelig styrke ordner sine fjender med. 

Meget af stilen, både i forhold til beklædning, action og endda soundtrack, ses implementeret i  mesterværket ’The Matrix’, der først kommer året efter, og i dag er anerkendt som en af de mest indflydelsesrige actionfilm nogensinde.

’Blade’ beviser også med sin blodige og fandenivoldske fortælling, at en superheltefilm uegnet for børn både kan være en kunstnerisk og kommerciel succes, mere end halvandet årti inden de R-ratede kæmpehits ’Deadpool’ (2016) og ’Logan’ (2017) understreger samme pointe.

Samtidigt kommer ’Blade’ den Oscar-nominerede ’Black Panther’ (2018) 20 år i forkøbet, i forhold til at skabe en ikonisk sort superheltefigur på det store lærred. Man kan sige hvad man vil om dramaturgien i ’Blade’, men man kan ikke benægte værkets indflydelse, som superheltefilm, actionfilm og vampyrfilm.