Netflix’ nyeste neonoir; ’Night in Paradise’ af instruktør Park Hoon-jung er desværre ikke rosen fra Filmfestivalen i Vendig værd.

’Night in Paradise’ er skrevet og instrueret af Park Hoon-jung, som blandt andet har skrevet manuskriptet til den grumme hævnthriller ’I Saw The Devil’. Denne gang er filmen dog mindre sadistisk anlagt end Kim Jee-woons film, på trods af netop hævn som en af hovedtematikkerne i begge film.

Efter et mord på sin søster og niece, og hertil hævn over den rivaliserende mafiamand bag, må Tae-Gu flygte til Jeju-do øen. Mens tingene falder til ro, flytter han ind hos sin mafia-families våbenleverandør og dennes dødeligt syge niece. I flotte omgivelser, og med tid på hænderne udvikler Tae-Gu (Tae-goo Eom) og niecen (Yeo-bin Jeon) et venskab. Men da Tae-Gus opholdssted bliver kendt blandt den rivaliserende familie, er hendes lidelse ikke den eneste trussel for venskabets overlevelse.

Kendt koreansk kost
I ’Night in Paradise’ er der tale om en actionfilm, af den koreanske grad. Actionscenerne i filmen er eksplosive, ekstremt voldelige og veludførte. En scene udmærker sig. Heri udviklers en flugt til fods til en aggressiv biljagt, hvor kameraet bevæger sig ubehageligt tæt på bilerne i topfart.

Park Hoon Jungs manuskript til ’I Saw the Devil’ er dog ikke den eneste Jee-woon forbindelse. I hovedrollen som Tae-Gu, ses Tae-goo Eom, kendt fra sin rolle i både ovennævnte, og i ’The Age of Shadows’, hvori han spillede antagonisten Hashimoto. I ’Night in Paradise’ får han lov til at udfolde sig i rollen som en mand, der er presset til absolut yderste. Både i de fysiske actionscener, men også i de følelsesmæssige stunder. Nærbilleder af Tae-Gus opgivende ansigt, i filmens mere stille øjeblikke, understreger at her er en mand, som intet har at miste.

I rollen som den dødeligt syge niece, Jae-Yeon, ses Yeo-bin Jeon som på trods af sin aggressivt nøgtern og dødsforagten holdning til livet, samt sin sarkastiske attitude, formår at være rimeligt sympatisk. Det er dog i deres sammenspil, med kække kommentarer og interne jokes, at filmen får det meste af sin charme fra. Det er bare enormt ærgerligt at der ikke er mere tid til deres forhold.

Pigen eller vreden? Fjolleri eller seriøs neonoir?
Når konflikten endelig når til øen, kommer Hoon-Jung desværre i tvivl om, hvor opmærksomheden skal lægges. Hoon-Jung forsøger både at vise, at Tae-Gu har en enorm vrede, som er knyttet til sin tidligere tilværelse som mafioso, og at han er blevet enormt glad for Jae-Yeon, men det lykkes desværre ikke. Både vreden, eller Jae-Yeon, kunne have været motivation nok for handlingen, havde instruktøren valgt at fokusere på én af dem. Men vi får ikke nok tid med de to til, at deres venskab virker reelt, men heller ikke nok til at belyse Tae-Gus forhold til livet som gangster.
I stedet får vi en halv/halv tilgang, som sætter en kæp i hjulet på filmens dybde, da der nu ikke er ordentlig tid til nogle af delene.

Et andet punkt hvor filmen er splittet på, er brugen af humor undervejs.
Birollerne, som her består af den ynkelige mafiaboss Yang og den respektable mafiaboss Ma, står sammen for nogle af filmens lettere og sjovere øjeblikke, men heller ikke det forløber gnidningsfrit.  Problemet er her, at disse fjollede momenter står i så stærk kontrast til filmens tone, som mere hælder mod mørk eller makaber humor i volden. På trods af at disse øjeblikke er velspillede og sjove, efterlader de en dårlig smag i munden, da resten af filmen udspilles i et helt andet toneleje.

Strygerne spiller for Jeju-do
I få scener lader Hoon-jung scoren og nogle meget kønne billeder overtage. Jae-Yeon og Tae-Gu ryger under en lygtepæl på stranden, og efterfølgende vises de i hver af deres værelser, hvor de ser ud over kysten. Man kan ane et glimt af noget dybereliggende. Måske har de fundet noget tilfælles i tanken om døden? Eller måske overvejer de, hvor de står i forhold til hinanden? Inden vi får muligheden for at tænke os om, vil filmen gerne videre.

Filmen er simpelthen for bange, til at give sig helt hen til seeren, måske i troen om at et ”actionpublikum” ikke kan holde koncentrationen. Eller fordi vi skal videre med handlingen, for nu har vi dvælet nok her. Det er enormt ærgerligt, da det føles som om at ’Night in Paradise’ ikke stoler nok på publikum, til at finde meningen, eller værdsætte kameraarbejdet. Især fordi disse øjeblikke også hjælper med at få ro på, mellem filmens mere intense øjeblikke.

Filmfotografen Kim Young-Ho er bag billederne af de flotte omgivelserne. Disse billeder får desværre først rigtig løb under rulleteksterne. Her kommer de pæne, men tomme naturbilleder til gengæld i sådan en grad, at man jævnt kunne forveksle dem med en dårlig rejsevideo fra Jeju-do øen.

Scoren af komponisten Mowg, er til gengæld enormt effektivt. Det skifter mellem ulmende, percussionbaseret spændingsmusik, når vi befinder os i storbyen og i actionscenerne, samt klassisk klaver og strygermusik, i scenerne på Jeju Do. Ofte sker dette skiftet mellem de to stilarter meget drastisk, og illustrerer elegant den fremmede og nye situation som Tae-Gu befinder sig i.

Men i sidste ende er ’Night in Paradise’ plaget af, at det er svært at tyde Hoon-Jungs intentioner med filmen. Skal det være en arthouse actionfilm? En neonoir mafiafilm? En film om venner, der knyttes over deres relation til døden?
Det er en skam for, hvis Hoon-Jung havde valgt at gå med bare én af disse retninger, kunne ’Nights in Paradise’ sagtens have været vellykket.
“Hvad du gør, gør fuldt og helt…”