‘Nymphomaniac’ er en 4 timer lang erektion, der holdes oppe af overintellektualiseringer, depressionseufori og metakomik – ikke af de eksplicitte sexscener. Udløsningen udebliver.
Joe (Charlotte Gainsbourg) bliver fundet i en gyde af den ældre, charmerende ungkarl Seligman (Stellan Skarsgård). Hun er forslået og delvist bevidstløs. Seligman får overtalt Joe til at følge med op i sin lejlighed, hvor hun i det følgende døgn beretter om sit liv med en seksualitet, der har både skabt og destrueret hendes identitet.
“Er jeg mon den eneste, der ikke har lyst til bare at ejakulere stjerner ud over ‘Nymphomaniac’?” Det var det mest presserende spørgsmål i mit hoved, da jeg efter 4 timer rejste mig fra biografsædet og måtte konstatere, at både min røv og min hjerne havde begyndende liggesår. Som inkarneret fan af ‘Idioterne’ (1998) og ‘Antichrist’ (2009), havde jeg set frem til det ultimative von Trier-værk. Værket der fik gamle-Trier og nye-Trier til at gå op i en højere enhed. I stedet fik jeg et værk og en Trier, der på den ene side var alt for selvbevidst og tilstedeværende i dialogkonstruktionen, og på den anden side alt for fraværende, idet instruktøren (påståes det i hvert fald) kun på papiret har godkendt den version af ‘Nymphomaniac’, som vises i biograferne fra den 25. december. Mesteren har ikke set versionen og gemmer sig et ukendt sted i ”weirdo”-land med gaffatape over munden med den “rigtige” version: et directors cut på 5,5 timer, som måske/måske ikke får premiere på Cannes Filmfestival i 2014. En version, som jeg tænker, Trier-metaforisk sagt, kunne kridtstregsoptegne præmisrammerne for Triers vision i sin egentlige helhed.
Det har været et PR-marathon af højeste kaliber, der har gjort ‘Nymphomaniac’ berømt og berygtet langt forud for premieren. Det var en nyhed, der kunne få pressen op ad stolene, at Zentropa nu skulle genoplive de våde pornoproduktionsdrømme fra slut-90’erne og få klasket både pik og kusse op i bredformat og lige i synet på publikum. Det viste sig dog at være anderledes. Stellan Skarsgård har udtalt, at ‘Nymphomaniac skulle være umulig at onanere til, trods de mange eksplicitte sexscener. Det har han ret i. Nymphomaniac’ pirrer ikke de nedre regioner. Joes saftige sex-historier er i stedet forspil til Seligmans analogiseringer, som bruges til at analysere og perspektivere Joes vilde liv. Filmens mest stimulerende øjeblikke foregår altså i Seligmans lille grå lejlighed med Joe installeret i en usexet pyjamas: Et lukket, aseksualiseret og fikseret univers, hvor der indhentes teorier og refleksioner fra alverdens videnskabelige retninger. Det er ofte interessant, men det er også her, at Lars von Triers trang til at overbevise om sit intellekt kommer til at skinne for meget igennem. Vægten mellem underlivets umiddelbarhed og forstandens kalkulerende væsen er ikke i balance. Som så ofte med Trier ville man kunne argumentere for dette som et betagende indblik i instruktørens eget sind. Sikkert sandt – men det er bestemt også sandt, at von Triers sind i så fald var langt mere interessant i ‘Antichrist’ og ‘Melancholia’ (2011).
Da jeg var kommet mig over den umiddelbare skuffelse (og mine baller igen havde fået følelsen tilbage) måtte jeg dog indrømme, at ‘Nymphomaniac’ også på mange måder var en pragtfuld film.
Som med Triers to forrige film er depression og metakomik konstant nærværende i ‘Nymphomaniac’. Scenen med Uma Thurman som den ulykkelige Mrs. H er dybt betagende; så voldsom og absurd, men på samme tid så realistisk at ens følelsesregister går i komplet selvsving. Man griner og græder på samme tid. Joes forhold til sadisten K (Jamie Bell) er også et kapitel, der bliver pisket så hårdt og kompromiløst ind under huden på tilskueren, at den empatiske smerte på forunderlig vis bliver til nydelse! Fantastisk! Og hvis der rent faktisk var noget, der kunne få både min krop og mit sind til at tvinge mit ansigt til at fortrække sig af ren orgasmisk tilfredsstillelse, på samme måde som skuespillernes på ‘Nymphomaniac’-plakaten, er det filmens suspense-pakkede og sygeligt smukke åbningssekvens. Bravo!
Trier er mesteren. Men ‘Nymphomaniac’ er ikke et mesterværk. Det er nærmere et mastodontværk, der både vinder og taber på sin kvantitet af verbalonani og instruktørens åbenlyse selvforherligelse. Det har været meget svært at stjernebedømme ‘Nymphomaniac’, fordi den er så mangesidet. Tvivlen om, hvor klare mesterens intentioner med de overgjorte virkemidler og referencer har været, kommer det endelige produkt til gode – for er det overhovedet muligt at give Trier en middelkarakter for en film, der lever så meget i kraft af kvantitetsdyrkelsen? Nymfomanen vil bare have mere og mere, og som tilskuere må vi bare se til, mens Trier søger den endelige udløsning. Den udebliver, og det er muligvis med vilje. Jeg fandt mig selv siddende tilbage efter filmen, udmattet og opslidt af 4 timers Trier-eufori, men alligevel hungrende efter mere og mere. Jeg vil se Triers værk i sin fulde 5,5 timers længde. Måske jeg dér kan få den endelige udløsning. Og måske dér, vil de to sidste stjerner kunne ejakuleres ud over ‘Nymphomaniac’.
Filmen vises i to dele: ‘ Nymphomaniac Vol. 1’ og ‘Nymphomaniac Vol. 2’ . Det er netop offentliggjort, at ‘Nymphomaniac Vol. 1’ vil blive vist i directors cut-udgaven på Berlin Filmfestival i 2014.
