Ny titel og fankritik til Hobbitten-trilogien

December nærmer sig, og det betyder, at Peter Jacksons prisvindende eventyr om Midgård snart fortsætter – eller begynder, skulle man nok nærmere sige. Seriens fans og haters havde nok at diskutere, da det tidligere i sommers blev offentliggjort at Hobitten, eller ud og hjem igen, som finder sted 60 år før handlingen i Ringenes Herre: Eventyret om ringen, ikke bare bliver til to, men tre film.

I starten af weekenden gav Warner Bros. os så endnu mere at diskutere, da de annoncerede flere nyheder om trilogien:

For det første er der navnet. Da det var meningen, at der kun skulle være to film, hed 2’eren nemlig blot Hobitten: Ud og hjem igen. Den titel har man nu gemt til tredje og sidste film, hvor 2’eren på engelsk nu kommer til at hedde The Hobbit: The Desolation of Smaug. Og der gik ikke mange minutter, før internettet så rødt i flueknepperiets tegn, da begge titler skaber forvirring. Især The Desolation of Smaug (‘Smaugs ødelæggelse’) har mødt stor kritik, da den er blevet anset af mange som en spoiler. Det er dog blevet forklaret senere, at der med desolation, som bedst, men ikke så prangende, kan oversættes til affolkning, ikke refereres til den antagonistiske drage Smaugs (Benedict Cumberbatch) skæbne, men den skæbne han forvolder et område af Midgård – hvorved altså ordet affolkning kommer til sin ret. Og hvorved Warner Bros. altså med nød og næppe redder spoileranklagen i land.

Desuden har titlen Hobitten: Ud og hjem igen fået kritik for ikke at passe til den sidste tredjedel, da der ikke er meget Ud (eller ‘There’, som det oversættes fra), men blot hjem igen i handlingen.

Den anden nyhed er, at det nu er endelig fastlagt, at seriens fans ikke behøver at vente et helt år imellem hver film, som det var tilfældet med Ringenes Herre-trilogien. For hvor de første to film i Hobitten-serien udkommer midt december i 2012 og 2013, rammer Hobitten: Ud og hjem igen allerede biograferne 18. juli 2014. Forklaringen lyder ganske enkelt:

“Vi ønskede at have en kortere afstand mellem den anden og tredje film. Udgivelsen i juli giver os ikke kun den perfekte sommer tent pole (et pænere ord for ‘pengemaskine’, red.), men fans vil også skulle vente mindre på finalen i dette episke eventyr,” siger Warner Bro.’s distributionschef, Dan Fellman, til The Hollywood Reporter.

 

Peter Jacksons Hobitten: En uventet rejse med Martin Freeman som Bilbo Sækker og Sir Ian McKellen tilbage i rollen som Gandalf får premiere over hele landet den 12. december i år.