Af Sandra Holm

Nogle dage er verden en anelse smukkere end sædvanlig. Himlen er lidt mere blå,  skyerne hvidere og solens gyldne stråler varmer lidt mere. På sådanne dage vil alle de, der ikke har for travlt til at opdage det, og som har hang til enten idyl eller romantik, måske skænke jorden og livet en ekstra kærlig tanke. Alle de, bør gøre sig selv den tjeneste, at gå ind og se denne film. For det vil give dem skønhed nok til at klare mindst et halvt års vinter mere.  Og resten, alle de, som ikke lader en blå himmel sagtne deres cykeltur på vej til arbejde, de bør også gøre sig selv den tjeneste at gå ind og se denne film. For de vil forhåbentlig se noget de ikke før har set og som får dem til at stoppe op, en gang imellem, og betragte farvernes forsvinden i solnedgangen.

Men det er ikke den blå himmel denne film handler om, derimod det blå hav.  2/3 af jordens overflade er dækket af hav. Og trods menneskenes ihærdige og nysgerrige forsøg på at opdage og forklare, er det kun en brøkdel der er blevet udforsket. Derfor er måske logisk at en person med smag for eventyr ville kaste sin kærlighed på netop dette element. Heldigvis for os, har manden bag Oceans, Jacques Perrin, skrabet eventyrere af alle slags til sig og i samarbejde med ikke mindre end 12 produktionshold, skabt et levende og enestående værk, der både fascinerer, skræmmer og underholder.

I 2003 fik Jaques Perrins første dokumentar, Winged Migration, premiere i Danmark.  Det var et fireårigt projekt der med imponerende billeder ”portrætterede” fugle på træk. Hen over kontinenter og landskaber, i solskin og regn. Med Oceans er det kun blevet større. På seks år er det blevet til 70 ekspeditioner til 50 forskellige steder rundt om i verden – alle under havoverfladen. De mange hold fulgte og filmede over 100 forskellige dyrearter i omgivelser og situationer hvor man tidligere ikke har kunnet følge med. Forklaringen på dette, ligger i opfindelse af helt nye teknikker og nyt udstyr, som man i samarbejde med vor tids Q skabte til  det omfattende projekt. Man udviklede bla et kamera, der, pakket ind i en lille torpedolignende ubåd, kunne filme delfinerne i fuld fart og desuden både over og under vandet, så man ikke tabte dem af syne når de sprang.

Selv kalder Jacques Perrin ikke filmen for en dokumentar, men en wildlife opera. En ganske rammende beskrivelse, for trods de dokumentariske billeder, minder den ikke om en dokumentar. Filmen har fået et dramaturgisk forløb, der med udgangspunkt i et simpelt spørgsmål, ikke forklarer, men viser os svaret. Og da alle naturens processer afhænger og påvirkes af andre, kommer vi vidt omkring. Både i tanker og mil. Fakta er ikke vigtige i denne sammenhæng, det er ikke for at undervise at Perrin har lavet denne film. Det er heller ikke for at pege fingre eller gnide salt i vores dårlige samvittighed. Det virker, derimod, som et projekt der er skabt, udelukkende fordi, de der står bag, ikke kunne lade være. Deres nysgerrighed, kærlighed og respekt for livet og alle dets eksistenser og fænomener når langt ud over skærmen. Uden brug af 3D eller andre unaturlige virkemidler, opsluges man af undervandsoptagelser så smukke, at man skal lede længe for at finde noget der kommer i nærheden. Sammen med billederne lyder et rørende score komponeret af Bruno Coulais, der på en personlig og elegant måde komplimenter de smukke sekvenser. Og som prikken over i’et har man bevaret de naturlige lyde. De siger ikke noget, dyrene, på et sprog vi forstår i hvert fald. Men grundet lyd- og billedsidens fuldendte udtryk, bliver grynt, gab, skrig og snøft til universale udtryk for glæde og sorg, nydelse og frygt. Når alt kommer til alt er vi ikke så forskellige, dyrene drives at de samme ting som vi, men vi har meget at lære endnu.

Gør dig selv en tjeneste, gå ind og se den her film.