Det er næsten sørgeligt at bevidne, hvordan manden bag klassikere som What’s eating Gilbert Grape og About a Boy tilsyneladende er kommet ud på et sidespor. Peter Hedges skuffer med denne sukkersøde og overfladiske moralprædiken af en film, der farer vild i sin egen fortælling og krampagtigt og succesløst forsøger at presse på tårekanalerne og vinde publikums gunst.

Det unge, smukke par, Cindy (Jennifer Garner) og Jim ( Joel Edgerton ), har netop modtaget den sørgelige nyhed om, at de aldrig vil kunne få det de ønsker sig allermest: et barn.
Som for at affinde sig med tanken om et liv uden børn skriver de samme aften en masse små sedler med egenskaber, som de forestiller sig netop deres barn ville have. Nænsomt – næsten rituelt – lægger de sedlerne i en træ-æske som de begraver i baghaven. Natten falder på, et voldsomt tordenvejr bryder ud, og som sendt fra himlen (eller haven) dukker en mudderindsmurt, 10-årig dreng ved navn Timothy (CJ Adams)  op i parrets stue. Efter et kig ud i baghaven og på Timothys bladbegroede ankler er de hurtige til at lægge to og to sammen. De tager drengen til sig som deres egen, med intentioner og forventninger om at være verdens bedste forældre.
Timothy er både køn, godhjertet og i besiddelse af alle de egenskaber, der blev lagt ham i vuggen, men opgaven som forældre sætter Jim og Cindy på lidt af en prøve.

”Det er trods alt en film for børnefamilier, og det er vel sådan, den slags film skal være. Eller er det?” Undertegnede forsøger at tvinge sig selv til at anskue filmen fra den tiltænkte målgruppes synspunkt og undlade den klagesang, der unægteligt presser sig på og truer med at vælte ud som hidsige slag i tastaturet.
Så inden da, for at give The Odd Life of Timothy Green et lille klap på skulderen, skal det indledende siges, at den uden tvivl vil fascinere det yngre publikum med sit eventyrlige univers og sin feel-good-stemning. Der er vitterligt Disney-kræs for alle pengene: En lille yndig, klog, godhjertet dreng gror op i en have– vokser frem fra det barnløse pars begravede ønsker – og bliver en slags prøvelse for deres forventninger om det perfekte barn, en forberedelse på dét at være forælder.
Hvis man tilhører en lidt ældre generation af biografgængere, vil en plotopremsning som ovenfor nok fremkalde en kølig rislen ned ad ryggen.
Man får simpelthen sukkerchok af det tommetykke slør af sentimentalitet, der hænger over alle 100 minutter. Det bliver tydeligt, hvor ivrigt filmen forsøger at fremkalde følelser hos publikum; desværre vil potentielle tårer alene fældes ved tanken om hvor forceret det hele virker. Filmens afslutning sætter da også virkelig kronen på værket…!

Højst besynderligt, ja faktisk forstyrrende utroværdigt, er det, at omgivelserne tager Timothys pludselige opdukken så roligt, som var det en hundehvalp parret havde anskaffet sig. Der er åbenbart ingen i selv den nærmeste familie, der synes at ønske en forklaring på, at et for nyligt barnløst par lige pludselig har en 10-årig søn. Hva fa’en, børn vokser jo så hurtigt nu om dage…(?!)

En anden af filmens store svagheder er, at der bruges unødvendigt lang tid på forskellige sidehistorier, der i sidste ende viser sig ikke at have bidraget til historiens fremdrift og egentlige pointe. Eksempelvis er der den noget ældre Jodi, til hvilken Timothy knytter et særligt bånd, da også hun ”bærer på en hemmelighed” i form af et kæmpe modermærke ved kravebenet. Hvor dette stammer fra, melder historien dog på intet tidspunkt noget om – det er nok alene den smukke tanke om samhørighed der ønskes understreget.

En afsluttende kommentar skal tilgodese skuespillerne, der ikke må klandres for filmens utilstrækkeligheder. CJ Adams er meget autentisk som den godhjertede og naive Timothy – det er næsten synd, at filmen ikke formår at udnytte hans præstation. Garner og Edgerton gør også deres bedste i de til tider fjollede og stereotype roller som Cindy og Jim.

Er man ca. 10 år gammel, Disney-fan eller bare en person med hang til oversentimentale feel-good-film om noget, der skal forestille at være en virkelig væsentlig og universel del af livet, er det muligt, at en biografbillet til The Odd Life of Timothy Green ikke vil være spildte penge.
Tilhører man ingen af ovennævnte grupper, anbefaler jeg, at man holder sig væk og bibeholder respektfulde tanker om Hedges ved at gense hans tidligere værker.