Hysterisk julekatastrofefilm er skamløs genbrug og himmelråbende infantil. Tiden må efterhånden være løbet fra den slags enarmede tyvefilm.

Advarsel! Karaktererne i omtalte film er ikke mennesker. De er typer. Kedelige typer. Ikke fordi de ikke skejer ud og ter sig åndsvagt. Men fordi de er gennemskuet på hundrede kilometers afstand. Vi har set alt før og bedre. Men her er de alligevel igen. Er du også træt? Det er jeg.

Når julefrokost er for kedeligt
Har man set den danske film ’Julefrokosten’ ved man hvor galt det kan gå, når sådanne løjer skal filmatiseres. Komikken forsøges her såvel som i dens nytilkomne amerikanske pendant at fremkaldes ved en uhørt eskalering af festlighederne. Og i USA er alt som bekendt større, så her kan en julefrokost slet ikke gøre det. Vi taler i stedet rave-party med DJ, basketballstjerner, ludere og coke.

Historien bindes op på, at en klient skal overtales til at gøre forretninger med firmaet og hvad virker bedre end at invitere ham til en.. vild personalefest? Ret mange ting skulle man tro, men det er der ikke nogen grund til at gruble videre over.

Grøn omstilling
Det er svært at finde en eneste begrundelse for filmens tilblivelse udover det åbenlyse ønske om at tjene penge. Havde ’Office Christmas Party’ været et forbrændingsanlæg havde filmen nok vundet priser og vakt begejstring på venstrefløjen. For hold da fest, hvor kan den genbruge.

T.J. Miller er typecastet som en mindre sjov udgave af sin karakter fra tv-serien ’Silicon Valley’ og den ellers fremragende Jason Bateman får på sædvanlig vis tildelt en rolle som sympatisk og underspillet straight man. Jennifer Aniston er ikke overraskende striglen, der hundser med de andre og Saturday Night Live-komikeren Kate McKinnon er det skøre side-kick. Alle gode skuespillere, der i filmen tvinges ned i en stereotypisk opfattelse af hvad de kan levere. Opfindsomheden ligger på et absolut minimum.

Vildere er lig med sjovere
I de begyndende minutter opleves enkelte sjove momenter. Typecasting indebærer jo også at folkene bag ved, hvad der har virket førhen. T.J. Miller og Jason Bateman viser således i glimt deres komiske talenter, men historien kvæler med al for stor hast deres redningsforsøg.

I det øjeblik julefesten begynder glemmer filmen at fortælle en historie, og forlader sig på, at publikum kan underholdes af brændende juletræer og køleskabe, der kyles ud fra tredje sal. Hvorfor går alle pludselig sådan amok? Det er der ingen, der ved og filmen virker også ganske ligeglad.

Her er skabelonen, unger – sæt i gang
En overflod af usympatiske karakterer og umotiverede handlinger gør ’Office Christmas Party’ til en mildest talt lidet seværdig film. Her er ingen idéer at spore. Intet formål med galskaben.

Desuagtet er det jo jul, og filmen bringer da også en lille gave med sig. Undervisere i mediefag på gymnasiet har netop fået tildelt den perfekte skabelon til klassisk opbygget filmunderholdning. Strukturen er tilmed så klodset implementeret at hvert eneste lille vendepunkt tydeligt træder frem; det kunne næsten ikke være bedre. Så mangler det bare, at de også finder opskriften på kvalitet. Den må opstøves andetsteds.