Velkommen til ’Vild med Dans the Musical’ – en forestilling uden hovedpersoner og gennemgående temaer og med en humor, der blander pruttejokes og #MeToo-bashing. Boomer, gem din friværdi og gå hjem. Denne forestilling er ikke dine penge værd.
Da jeg så plakaterne for musicalforestillingen på Østre Gasværk med en ældre herre, der kigger lysten på en kvinde i rødt med teksten ‘Vild med Dans the Musical’, tænkte jeg, herregud, hvad skal det nu til for. Mine bange anelser for, at forestillingen skulle være en unødvendig pengemaskine fik også gang på jord. Hurtigere end et par quick step-trin springer hen over scenen, røg forestillingen på gulvet.
Et stivbenet forsøg på underholdning
Forestillingen begynder med at publikum bliver taget imod af en karakter, der arbejder som publikumsopvarmer på tv-showet ‘Vild med Dans’ i stykket. Det er meningen, at han skal være sjov, fordi han er selvfed og usympatisk, men ikke engang dét virker troværdigt.
Han lægger ud med jokes om #MeToo, og én i salen griner med. ”Uha, jeg må ikke engang befinde mig i prøverummet længere!” er en af hans kommentarer. Jeg får associationer til dem, der insisterer på at kalde flødeboller for negerboller, og jeg græmmes. Er det en musical, eller er det egnsteater fra det forrige århundrede, som jeg ser?
Humoren er flad og kikset, og de to karakterer, der skal skabe en rød tråd i forestillingen, den røvbananede publikumsopvarmer og tv-værten (forestillingens svar på Christiane Schaumburg-Müller eller Sarah Grünewald) er ligeså.
Mange jokes omhandler området syd for navlen, blandt andet publikumsopvarmeren, der nævner at han har maveproblemer (høhø, sjovt?), og den ene nydanser, der gang på gang kommer til at slå knæet ind i sin partners penis.
Uoprigtig, uigennemtænkt og uden charme
De ligegyldige og tomhjernede replikker, der gennemsyrer forestillingen, gør ikke sagen bedre. Hver replik er max to sætninger lang, og ingen af karaktererne har en personlighed.
Deres mål er defineret meget vagt: en alkoholiker, der vil vinde sin ekskone tilbage, en forretningskvinde, der skal lære at slippe kontrollen, og en klodset kvinde med en brækket arm, der gerne vil tages seriøst. Tror jeg på forestillingens forsøg på at skabe en udviklingskurve for disse uinteressante mennesker? Nej, ikke spor. Vi bliver på overfladen, og det der skulle ligne personligheder, minder mere om catch-phrases.
Hvorfor skulle vi have en ‘Vild med Dans the Musical’?
Det velkendte tv-koncept, der matcher en kendt med en professionel danser, har kørt over 15 sæsoner siden 2005 og haft mange – efter showets egen lingo – “nydansere” på dansegulvet. Vi har set kendte såsom Iben Hjejle, Allan Simonsen, Søs og Molly Egelind blot for at nævne et par stykker.
Afsindigt mange gange har vi altså set “Danmarks modigste dansere” både kvaje sig og imponere i kameraets søgelys i bedste sendetid på TV2. Så hvorfor skal vi nu have en musical?
Jeg tænker, at idéfolkene bag forestillingen på Østre Gasværk har øjnet en mulighed for let tjente penge. Deres gameplan kan tænkes at have set nogenlunde sådan ud:
- 1) Tag noget alle allerede kender, der har vist sig at være en tv-succes, og sæt det op, så det kan spilles hver aften i et stort teater med mange sæder.
- 2) Ignorer, at forestillingen er baseret på et tv-koncept, som alle kender.
- 3) Ændre kun én ting ved præmissen: det er fiktive ukendte mennesker, der skal danse med professionelle, men sørg for at de ukendte også er stereotype og flade.
- 4) Kald det en musical, men lad kun tv-showets sangere (James Sampson og Gry Trampedach) synge covernumre.
Til tider i forestillingen overvejer jeg, om de endda bevidst har valgt at trække tiden, så de kan lave så lidt som muligt. Dansen er ok, men alt andet skriger til himmelen.
