”Even though I am no better than a beast, don’t I have the right to live?”.

Sådan lyder de ord, der åbner og afslutter den sydkoreanske kultklassiker, ‘Oldboy’ af Chon-wook Park fra 2003. Et citat der i sin ordlyd vækker klare referencer til Sofokles’ Ødipus – tragedien om Ødipus der i sin higen efter sandheden om sin fortid, sideløbende udfolder sandheden om sine egne umoralske ugerninger. Dette handlingsforløb er da også tematisk beslægtet med både Parks klassiker og den nyfortolkning af selvsamme film, der netop har ramt alverdens biografer og som er instrueret af en anden instruktør med kultklassikere på sit resumé – amerikanske Spike Lee.

Det groteske handlingsforløb i Lees genindspilning af ‘Oldboy’ følger originalen meget nøje. Den alkoholiserede ejendomsmægler Joe Doucett (Josh Brolin) vågner efter en særdeles våd nat op på et mystisk hotelværelse til den grumme kendsgerning, at han er spærret inde af uransagelige årsager. Som dagene går bliver Joe mere og mere desillusioneret. Med et fjernsyn som eneste vindue ud til den virkelige verden begynder Joe en mental og fysisk renselsesproces, der kommer til at vare intet mindre end tyve år. Men på dagen for Joes 20. år som tilfangetaget, bliver han sluppet fri. Og nu går den vilde jagt på at få hævn over hans tilfangetager – og på opklaringen af hvorfor han har holdt Joe indespærret i 20 år.

Instruktør Spike Lee har i flere instanser udtalt at filmen skal betragtes som en nyfortolkning af Parks klassiker. Men for undertegnede er der snarere, som ovenfor understreget, tale om en genindspilning. For der er vitterligt ikke mange nye tiltag at spore i 2013-udgaven af ‘Oldboy’. Det skulle da være det amerikanske cast om noget. Flere scener er endda optaget på samme facon, og det er kun få plotpoints, der er blevet drejet en smule for at pifte den amerikanske version op.

Men alligevel viser Lee sin genindspilning en smule hæder, ved at have mere fokus på den tid karakteren Joe opholder sig på ”hotelværelset”. Det griber tættere ind på livet af den klaustrofobiske fornemmelse, der omgiver Joes forvandling i isolation. Desværre er Josh Brolin ikke i stand til at hæve sit spil som tiltagende vanvittig til over det middelmådige, og derfor udebliver identifikationen med den maniske karakter langt hen af vejen.

Det er dog interessant at iagttage de kulturelle forskelle, der implicit ligger i skildringen af det kataklystiske hævntogt i de to film. I den amerikanske version er det den altoverskyggende selvjustits, der driver Joe til sit hævndrevne mål. Omvendt bliver det i den sydkoreanske version, som filmen skrider frem, langt mere et spørgsmål om opretholdelse af sociale kodeks og krænkelse af den individuelle privatsfære, der ændrer hovedpersonens forståelse af sine gerninger og straf.

Disse østlige træk ligger langt fra den amerikanske socialforståelse, hvor det liberale individ er i højsædet. Men de er værd at prøve at forstå og giver hovedkarakteren i den sydkoreanske version des mere dybde.

Lidt generelt sagt implicerer genindspilninger, at der findes en ældre men bedre version. Det gør som oftest den nyere film mere eller mindre formålsløs. Desværre er det langt hen af vejen også tilfældet for Lees ‘Oldboy’. Bevares, den enormt flotte historie om det groteske hævntogt får med den nye version også et helt nyt publikum. Men en relancering af den sydkoreanske version havde været bedre, både for Lees omdømme og for Parks mesterværk.