‘Om det uendelige’ er mesterinstruktør Roy Anderssons seneste værk – der flyder over med livslyst, trods alt. Stilmæssigt er der intet nyt at komme efter, men hold op, hvor er det skønt at have ham tilbage. 

 

“Er det ikke fantastisk?” – “Er hvad fantastisk?” – “Alt. Alting er fantastisk.”

Var den lille dialog blevet skrevet af en instruktør med en vagere sans for slægtskabet mellem det grusomme, det tragikomiske og det smukke ved tilværelsen, havde den måske virket overfladisk og pladdersentimental for nogle; lyksalig og livsbekræftende for andre. 

Når den dukker op i en Roy Andersson-film, er den imidlertid ingen af delene. 

GROTESK, SKØNT, SKRØBELIGT

Man mærker, at der er noget sandt og oprigtigt over den dialog – at Andersson vitterlig mener, at tilværelsen er fantastisk, smuk og meningsfuld. Samtidig undslipper man næppe den erkendelse, at han har skrevet de ord med et fintfølende øre for ironi, når de ytres af mennesker så enfoldige, så indsigtsløse, ja, så fortabte, som hans karakterer sædvanligvis er. 

Ud af deres munde virker ordene nærmest som en pinlig vittighed. De rummer noget grotesk, noget dystert og virkelighedsfjernt. Men også – og det er den slags transparente tvetydighed, Andersson mestrer – noget forfærdelig skønt og skrøbeligt.

Den film, der er tale om, er den svenske instruktørs seneste, hvis titel, ‘Om det uendelige’, forekommer mig lige så selvfølgelig som enigmatisk.

ET KARAKTERISTISK FILMSPROG

Filmen deler væsentlige træk med nogle af Anderssons tidligere værker, navnlig den inspirerende trilogi bestående af ‘Sange fra anden sal’ (2000), ‘I, de levende’ (2007) og ‘En due sad på en gren og funderede over tilværelsen’ (2014).

Ikke mindst fordi den benytter et identisk fortællegreb, hvormed filmen struktureres omkring en håndfuld korte sketches, der er lige så triste som komiske, og som blotlægger finurlige, ofte banale detaljer fra dagliglivet – typisk, men ikke udelukkende, i det hvide, Stockholmske borgerskab.

Også billedemæssigt er ligheden markant: hver scene består af én lang kameraindstilling, hvori et stillestående kamera holder afstand og lader scenerne bevæge sig uden at blande sig i dem. Seeren fastholdes overvejende i observatørrollen, med et par mærkværdige undtagelser, hvor en karakter henvender sig direkte til publikum. 

VARME OG LIVSLYST – TRODS ALT

Narrativt er der stort set ingen sammenhæng mellem scenerne; alligevel akkumulerer filmen lidt efter lidt en slags betydning, der kan forstås på et andet, intuitivt plan. 

Flere af scenerne omhandler en alkoholiseret præst, der har mistet sin tro. I en anden scene ærgrer en midaldrende mand sig over, at en gammel skolekammerat nægter at tale med ham. Først virker han uskyldig. Senere viser det sig, at han har fortjent fjendtligheden, og at han ovenikøbet er småligt og stædigt forbitret over, at selvsamme kammerat har vundet større karrieremæssig anseelse end ham selv. 

Og sådan forløber de fleste af scenerne – variationer på smålighed og banalitet; på knuste drømme, knust tro. Som i hans tidligere film, med hvilke ‘Om det uendelige’ i allerhøjeste grad er tematisk beslægtet.

Men åh! Hvor er der også varme og livslyst iblandt det grålige. 

I en af de scener, som jeg forestiller mig, instruktøren er særlig glad for, sidder et teenage-kærestepar i et soveværelse og læser om termodynamikkens første lov: den, som siger noget i retning af, at energien er livets eneste konstante. Den kan flyde, skifte form, men aldrig tilintetgøres. Hvilken form vil deres energi tage, når de engang er borte? 

I en anden scene svæver et forelsket par over en sønderbombet by. Det er uvist, om de ser destruktionen forneden. I al fald svæver de, i et kærligt omfavn, langt, langt over den.    

EN FILMMAGER I SÆRKLASSE

Hvis filmen har en mangel, er det, at visse indstillinger virker for uvæsentlige til at vare så længe, som de gør, enten fordi deres pointe hurtigt stagnerer, eller fordi de ikke er så interessante til at begynde med. 

For eksempel en scene, hvor en ung, dydig far viser sit nyfødte barn frem til barnets bedstemor, der ivrigt og uforskammet tager en endeløs strøm af billeder lige op i dets ansigt, varer en unødvendig evighed. Indholdsmæssigt er det heller ikke den skarpeste indstilling, han nogensinde har skabt. Barren har han også virkelig sat højt.  

Et andet sted standser en trio af gymnasiepiger ved en strandcafé på en lun sommerdag, hvor de spontant bryder ud i en rhythm & blues danserutine foran gæsterne. Det er en dejlig og livsbekræftende oplevelse, men selv om scenen er velplaceret som kontrast til filmens hovedsagelig dystre, protestantiske scenarier, er der også noget generisk over dens udførelse. Rutinen virker forceret, og scenens forløb, som jeg er sikker på, er blevet planlagt ned til sidste detalje (præcision og grundighed er nok det meste kendetegnende ved Anderssons metode), virker underligt tilfældig. 

Men det er smådetaljer, så små, at det er meningsløst at kalde dem mangler. Andersson krystalliserede ved årtusindskiftet et helt særegent (og helt igennem fantastisk!) filmsprog, der vil forundre og forandre mange af os ud i det uendelige; og har siden, på trods af, at han på tværs af sine værker holder fast i en identisk stil, formået at genskabe sit virke med hver ny film. 

Filmen har præmiere i danske biografer den 17. juni.