Den står på hylden derhjemme, et par cm dårlig samvittighed. Med andre ord, denne anmelder har aldrig fået læst Jack Kerouacs On the Road, en af beatgenerationens store værker og noget af en nøgleroman, hvor stort set alle karakterer afspejler en virkelig person, du ved Kerouac selv, Allen Ginsberg, William S. Burroughs og deres kvinder. Bogen er først nu blevet filmatiseret selvom Francis Ford Coppola erhvervede sig rettighederne allerede i 1979. Det endte med at være  makkerparret Walter Salles og José Riveras charmerende sydamerikanske roadmovie The Motorcycle Diaries fra 2004 der endeligt overbeviste Coppola om at han havde fundet de helt rigtige til at forvandle denne kultbog til en film.

Beatgenerationen, forgængeren for 60’ernes ungdomsoprør, har været genstand for adskillige film i tidens løb, senest i 2010 med filmen Howl, om Allen Ginsberg, men spørgsmålet er om On the Road kan andet end at formidle tidsbilledet og generationen eller om den har samme kultpotentiale som bogen.

Den unge Sal Paradise oplever et tomrum efter sin fars død og bogprojektet som han troligt sætter sig foran skrivemaskinen for at komme i gang med vil ikke rigtig flytte sig. Askebægrene fyldes til randen med cigaretskod og livet står stille, ikke bare for Sal, men også for digtervennen Carlo Marx. Da de bliver introduceret til den fandenivoldske, småkriminelle og utroligt karismatiske Dean Moriarty er det som en lysende åbenbaring for dem begge. Dean er sex, drugs and rock ’n’ roll – foran sin tid – og Sal og Carlo hægter sig ikke bare på Deans sans for eventyr, kvinder og det sorgløse liv, de bliver også afhængige af ham. Den ene tur på landevejen følger den anden. På bagsædet af en ladvogn med daglejere eller i en ramponeret bil sammen med Deans hyperseksuelle kone/kæreste Marylou. Landevejen bliver håbet om at det sande jegs formål eksisterer i det ukendte, men den er også en ventil for den iboende rastløshed, som Dean i høj grad er plaget af. Sal følger med Deans udsvævende liv det bedste han kan, så længe han kan, men det siger sig selv, at selv konstant bevægelse kan blive en stillestående affære, og et skift må ske.

On the Road fungerer bedst i forhold til det tidsbillede og den generation den skildrer, dér i de sene ’40ere og tidlige ’50ere. Og så er skuespillet rigtig godt og troværdigt. Man kunne indvende at Kristin Stewart er typecastet i rollen som Marylou med det i Twilight serien så kendte og latente ”kom og knep mig” udtryk. Her er det dog i fristende lys lue. Og Stewart er en konstant fugtigt og seksuelt frigjort indfrielse af mange mænds drøm om det ultimative, grænseløse og uforpligtende knald. I den anden ende af kvindeskalaen har vi Kirsten Dunst, som blond, kølig og skarp kvinde, der for en tid domesticerer Dean. Men egentlig vil begge kvinder det samme – og ingen af disse mænd vil give dem det. De er for selvcentrerede til andet end at jagte oplevelser og fisse.

Sam Riley som Sal og Garret Hedlund som Dean er forfriskende nye ansigter og rigtig dygtige skuespillere. Riley har allerede gjort det godt i Control om forsangeren Joy Division og i dramaet Brighton Rock, med sin rolle i On the Road kan vi kun forvente at se endnu mere til ham. Hedlund kender de fleste nok kun fra Tron – men han bør blive et meget mere kendt ansigt efter denne fabelagtige præstation af Dean Moriartys sammensatte og fascinerende væsen. Selvom Viggo Mortensen og andre kendte navne er med i potente biroller, så gør Tom Sturridge i rollen som Carlo Marx et særlig stærkt indtryk, med sin ærlige or sårbare skildring af den forelskede, følsomme og homoseksuelle poet, inspireret af Allen Ginsberg.

Som The Motorcycle Diaries er On the Road en lang film og også lidt for lang. For på et tidspunkt bliver selv den bedste tur triviel for den rejsende og det samme sker for publikum, hvilket måske nok kan have sin egen pointe, men det er desværre smådræbende for opmærksomheden og interessen. Da vi når filmens slutning, som på sin vis er bogens begyndelse, har den endelige store konflikt med tilhørende patos næsten mistet sit tag i os. Vi er simpelthen blevet turtrætte.

Men On the Road er helt klart seværdig nok – masser af visuelt lækre miljøskildringer af denne fascinerende tidsperiode, og umanerligt godt skuespil hele vejen rundt.