Daniel Rohers dokumentar om den indflydelsesrige rockgruppe har sine momenter af udsøgt kvalitet, men hæmmes af for få perspektiver.

Musik er noget man hører – eller er det?

Koncertoplevelser er et sammensurium af sanselige indtryk, som tilsammen enten hensætter en i ekstase eller i lysten til at komme hjem og stene foran tv’et.

Mellemstadiet mellem audio- og totaloplevelsen, findes i musikdokumentaren. Typisk er de udformet som enten rene koncertoptagelser, en masse mennesker med forskellige meninger og tilknytning til emnet for filmen, eller et miks af de to.

For den rene koncertoplevelse af det hedengangne The Band kan Martin Scorseses ’The Last Waltz’ varmt anbefales. Det skulle have været gruppens sidste gig og byder på et væld at gæster, både tidligere samarbejdspartnere som Bob Dylan og den karismatiske canadiske rockabilly sanger Ronnie ’The Hawk’ Hawkins.

I ’Once Were Brothers: Robbie Robertson and The Band’ er det den sidste af de tre tidligere nævnte muligheder. Dog med en klar fortæller hele vejen igennem, nemlig guitarist og sangskriver Robbie Robertson – og det er både godt og skidt.

Fra not til hot

Instruktør Daniel Roher har valgt at tage udgangspunkt i Robertsons selvbiografi ’Testimony’ og filmens titel er sågar en reference til musikerens sang fra 2019, der netop hedder ’Once Were Brothers’.

Der er derfor ingen tvivl om, hvem der er vores primære fortæller i den her gennemgang af bandets historie. Eller rettere sagt, Robertsons tid i gruppen. For en hurtig Google-søgning viser at stik imod, hvad filmen ellers alluderer til, så blev The Band gendannet i 1983 med de fire andre medlemmer og derefter skiftende medlemmer. Undertitlen afslører det dog.

Og med det i mente, er det faktisk en fin gennemgang fra den spæde start som band for føromtalte Hawkins til gennembruddet – først som backupband for Bob Dylan og derefter som The Band.

Fra venner til ”Nej, ikke dig!”

Til at støtte op om Robertsons udlægning er der et væld kendisser. Udover de allerede nævnte, bidrager Bruce Springsteen og Eric Clapton med rosende ord, og Robbie Robertsons eks-kone Dominique giver sammen med studieteknikere og andet personale indblik i, hvad der foregik i indercirklen.

Der tegnes et billede af Robertson og trommeslager Levon Helm, som værende to gutter, der fandt fælleskab i deres teenageår og derefter langsomt, men sikkert gled fra hinanden. Fjendskabet opstod, ifølge Helms, over, hvem der havde skrevet gruppens sange, hvor Robertson står krediteret for de fleste.

Og det er her, den største og mest graverende indvending kommer i forhold til ’Once Were Brothers: Robbie Robertson and The Band’. Den er for lukket og fokuseret på ham til, at dokumentaren rigtig løfter sig op på et højere niveau, som f.eks. ’Bee Gees: How to Mend a Broken Heart’.

Tre af de originale fem medlemmer er døde, men den sidste, Garth Hudson, optræder næsten kun i arkivklippene og med en tekstoplysning om, hvad han laver i dag.

Med tanke på, hvad standarden ellers er for gode musikdokumentarer, så falder Rohers film lidt til jorden. Det bliver fantastisk at høre musikken i biografhøjtalerne, men ellers er der ikke det store at komme efter for fans. For novicer og nysgerrige fungerer ’Once Were Brothers: Robbie Robertson and The Band’, som en glimrende introduktion til en af rockhistoriens vigtigste og mest indflydelsesrige grupper.

Fans kan med fordel sætte ’The Last Waltz’ på og skråle med, når Helms leverer en fremragende udgave af bandets hjerteskærende ’The Night They Drove Old Dixie Down’.