Den sande historie om Nicholas Winton og hans kamp for at hjælpe jødiske børn fra nazi-besatte Tjekkoslovakiet til Storbritannien filmatiseres på rørende vis.

Kender man lidt til Nicholas Winton, vil man vide, at en filmatisering af hans arbejde i opløbet til anden verdenskrig ligger lige til højrebenet.

Det er som om, skaberne fra start har luret, at appellen ved ’One Life’ ligger i den emotionelle vægt bag den sande fortælling om Winton. Derfor har vi at gøre med et værk, der rent æstetisk ikke har det store udtryk, men derimod har klar fokus på karakterarbejde med stærkt manus, god instruktion og fantastisk skuespil.

Efter et besøg i Tjekkoslovakiet i 1938 sætter den unge britiske børsmægler Jonathan Winton (Johnny Flynn) sig for at orkestrere en stribe operationer, hvori så mange af landets fattige jødiske børn som muligt skal hjælpes til London via tog. Det skal lykkes inden Nazitysklands jerngreb om netop Tjekkoslovakiet strammes yderligere og helvede bryder løs.

Parallelt med den fortælling følger vi Winton som gammel mand (Anthony Hopkins) mange år efter. Han ser her tilbage på sin indsats, mens han spekulerer over hvad der mon blev af dem han fik reddet, og tynges af tanken om alle dem han ikke kunne redde.

To præstationer, en rolle

Fortællingen springer meningsfuldt i tid mellem de to perioder af Wintons liv. Den unge idealists iver efter at redde hele verden, og den gamle, ydmyge helts ambivalente tilstedeværelse mange år efter. Det kommer fra realiseringen af at det aldrig er muligt at redde alle, samtidigt med realiseringen af hvor uvurderlig en gestus hvert eneste liv han har reddet, i sandhed er.

Flynn og Hopkins lykkes sublimt med at afspejle hinandens udtryk, temperament og følelsesregister i deres fælles portrættering af Winton.

Filmen gør meget ud af at skildre hvordan Wintons ekstraordinære humanistiske drivkraft udspringer af sin tendens til at spejle sit – i sine øjne – ordinære jeg i de fleste af sine medmennesker. Noget som Flynn og Hopkins i et forrygende samspil lader komme til udtryk gennem skuespil der får karakterens smittende empati til at virke dybt troværdigt. Endda uden nogensinde at dele skærmen.

Gennem glimrende klipning smeltes de to faser af hans liv sammen til en samlet karakterudvikling centreret om formål og selvtilgivelse. I samspil med de to hovedrolleindehaveres synkront medrivende, charmerende og sårbare skuespil får det fortællingen til at udfolde sig på enormt rørende vis. Især Hopkins leverer en kraftpræstation der står som endnu en påmindelse om at han er en af de allerbedste skuespillere nogensinde.

Det eneste der er at udsætte på portrætteringen, er at filmen insisterer på at være så historisk korrekt i en særligt veldokumenteret episode i Wintons sene liv, at det trækker momentum ud af filmens tempo. Historisk præcision er ofte en styrke, men lige her forårsager det at en nøgledel af filmen strækkes ud over en scene eller to for meget.

En rørende hyldest

Der er da også kvalitet at finde i rammerne omkring hovedrollen, men i mere moderat grad.

Blandt Wintons medaktører og de mennesker som de hjælper, er der både store og små biroller der gør stort indtryk og bidrager flot til fortællingen. I det omfattende karaktergalleri er der dog også flere roller af forskellig størrelse der går direkte i glemmebogen.

Filmens billede- og lydside fungerer dertil godt uden decideret at brillere. Med henblik på kameraføring og belysning er filmen simpel men solid. Derudover føles den emotionelt ladet klavertunge musikalske score lidt invaderende i starten af filmen, men falder til undervejs, og bliver et vigtigt bidrag til historiens kraftige patosappel.

Rent filmteknisk er det da klipningen der er stærkest, og som tidligere pointeret spiller en vigtig rolle i at flette Flynns og Hopkins arbejde sammen til et samlet stærkt stykke karakterarbejde.

Alt i filmsproget, men især i manus, instruktion og skuespil, viser at Wintons portrættering er i klart fokus som filmens liv og sjæl. Fortællingen om ham og hvor meget hans indsats har betydet for dem han hjalp, og for ham selv, er fantastisk rørende.

En vidunderlig film om hvor dyrebart hvert eneste liv er, og hvor smuk en gestus det er, at vie sit liv til at redde andres.