Af Frederik Schelde-Jensen

One Lucky Elephant er både glæde og sorg, ensomhed og det modsatte, vildskab og dynamik, knivskarpe og fire ton tunge ægte følelser.

I 1982 blev hunelefanten Flora født ind i en vild elefantfamilie i Afrika. Kort herefter blev hendes mor skudt for øjnene af hende, af krybskytter, men hun blev heldigvis adopteret af cirkusdirektøren David Balding fra St. Louis, Missouri. Balding havde sit eget cirkus, og eftersom Flora blev hovedattraktionen omdøbtes cirkusset til ”Circus Flora”. Her optrådte hun sammen med Balding i femten år, frem til år 2000 hvor dokumentarfilmen tager sin begyndelse.

Balding, der ser Flora som sin datter, fornemmer på den afrikanske elefant, at hun ikke længere synes det er sjovt at optræde. Hun er tydeligvis ligeså bundet til Balding som han til hende, og han beskriver hende som en territoriel teenager der ikke vil give slip på sin far. Dette udvikler sig imidlertid til et dilemma, for Flora har behov for et nyt hjem eftersom der ikke er plads til en træt elefant i et cirkus. Baldings drøm er at sende Flora tilbage til den afrikanske savanne så hun kan genopleve det vilde liv i sit naturlige habitat, og så hun kan resocialiseres som elefant blandt elefanter, og ikke længere være en elefant blandt mennesker. At sejle Flora til Afrika er for dyrt og usikkert, og Balding er også usikker på, hvorvidt hans ”datter” vil kunne overleve en så lang sejltur. Herfra handler det for cirkusdirektøren om at finde den mest optimale park eller zoo til Flora, så hun i gode omgivelser kan nyde sin begyndende alderdom.

One Lucky Elephant omhandler et meget ømt, nært og sjældent venskab. Det er helt tydeligt, at relationen mellem Flora og David Balding er ægte, og netop det ubeskrivelige, specielle forhold de to har, er meget flot fortalt i filmen. En stor, grå og larmende bamse på fire ton, som spiser 200 kilo frugter, grøntsager og korn om dagen, er ikke det gennemsnitlige billede på et dyr, man vil kalde for sin slægtning. Og det er muligvis Floras særegenhed, og paradokset om, at hun er utæmmelig og samtidig fungerer som en art datter, der gør hende så uimodståelig. Ligesom Steven Spielbergs hvidhaj i  Jaws, E.T. i filmen af samme navn og Viktor Navorski (spillet af Tom Hanks) i The Terminal, fatter publikum sympati for Flora. For den afrikanske hunelefant er ligesom hvidhajen, E.T. og Viktor Navorski et ensomt individ, som er meget forskellig fra dens omgivelser, men som samtidig har en forunderlig vilje til livet. Flora er på en måde, som de tre eksempler fra Speilbergs univers, misforstået og fejlplaceret, men hendes relation til Balding gør hende til mere end en fire ton tung bamse.

I forhold til Spielbergs hvidhaj har elefanten Flora dog, som spækhuggeren Keiko i Free Willy og kæmpeaben King Kong, et mere udpenslet følelsesregister. Ved netop Keiko og King Kong opstår der, som i Floras tilfælde, et specielt bånd mellem et menneske og det utilpassede, hjemsøgende dyr. De menneskelige følelser mellem Flora og Balding gør det nemt for publikum at identificere sig med elefantens situation og de lange og opslidende prøvelser det er for Balding at finde det perfekte hjem til sin ”datter”. Heldigvis for filmen bliver Baldings længsel efter at se Flora ikke for patetisk, men længslen læner sig lidt ind over grænsen til det barokke. Baldings førsteprioritet er nemlig ikke at komme tilbage med Flora i cirkusset, men blot at være i hendes nærhed. Han fornemmer, via brevvekslinger og telefonopkald med Floras nye passer, at hun er rastløs i sin søgen efter ham, og Baldings kone har vel egentlig de samme fornemmelser omkring cirkusdirektøren. Det er et utroligt smukt forhold mellem to væsner, som trods distancen mellem dem stadig fornemmer fordums nærhed. Filmens problem er, at den desværre er en dokumentarfilm, og at den ikke slutter med ”og de levede lykkeligt til deres dages ende”. Det havde ellers været perfekt.

Filmen har premiere den 13. oktober, og kan ses i Cinemateket frem til og med den 20. oktober.