Fire ikoner – Malcolm X, Muhammad Ali, Sam Cooke og Jim Brown mødes i en fiktiv udlægning af et ægte møde. Et møde, som havde væsentlige konsekvenser for alle fire, samt USAs historie.

En februar nat i Miami, 1964. Classius Clay har lige vundet over daværende verdensmester i boksning og beslutter sig for at fejre det med venner, der inkluderer NFL- og filmstjerne Jim Brown, faderen af soul Sam Cooke og senior medlem af Nation of Islam, Malcolm X. Inden for et år efter denne aften, vil de to sidstnævnte være blevet skudt – men ikke før de har sagt, hvad der skal siges.

Black History Month er begyndt, så hvorfor ikke fejre det med en film som hylder nogle af de største idoler i Afroamerikansk historie. Fra skuespiller og nu debutinstruktør Regina King (‘The Leftovers’, ‘Ray’) kommer ’One Night in Miami’, baseret på teaterstykket af samme navn, som afbilleder det virkelige møde mellem fire formidable forkæmpere.

Filmen indledes med fire personlige fiaskoer. Muhammad Ali, som på daværende tidspunkt var kendt som Cassius Clay, bliver slået i gulvet. Sam Cooke fumler en koncert på Copacabana. Malcolm X har problemer med at forlade Nation of Islam, og Jim Brown lærer, at hans stjernestatus ikke ændrer på Jim Crow-lovene

Det lader dem dog ikke slå ud, og snart får vi også deres respektive sejre at se. Efter Cassius Clay vinder verdensmesterskabet i boksning mødes de fire venner på et lille motelværelse, hvor Malcolm X har planlagt en leg.

Stemningen er trykket og det bliver kun værre, da selskabet, som er under tæt overvågning af Nation of Islam, begynder at diskutere deres respektive roller i borgerrettighedskampen. Selvom aftenen starter med venskabelige samtaler og godmodigt drilleri, udvikler emnerne sig hurtigt til en større diskussion om at leve op til sit ansvar og at finde sin plads i verden.

En præmis, der i stor grad afhænger af så store ikoner og deres personligheder skal helst leves op til og her skuffer ’One Night in Miami’ ikke. For ikke nok med at skuespillerne er vellignende i udseendet, så er de også vellignende i udstråling.

Kingsley Ben-Adir (’Peaky Blinders’, ’The OA’) ses i rollen som Malcolm X, som i løbet af filmen når igennem en hel palet af følelser. Fra glæde til vrede og frustration – alt udtrykt med de talegaver, Malcolm X havde. Ben-Adir rammer plet i sin portrættering med en præstation, der hverken tager fokus fra de andre karakterer, og som heller ikke underminerer manden. En bedrift som ikke er givet, når man har med en historisk figur af den størrelse at gøre.

Leslie Odom Jr, som er kendt som Aaron Burr i Broadwaystykket ’Hamilton’, folder sig ud som Sam Cooke. Odom Jrs baggrund som sanger ses i hans fortolkning af Cookes sange undervejs – som er så snydt ud af næsen på originalindspilningerne, at man skulle tro, at de var de selvsamme.

Det er i diskussionerne mellem X og Cooke at filmen brillierer og skuespillerne er overbevisende i deres roller som venner, med meget forskellige synspunkter. Hertil er det dog en skam at Eli Gore (’Race’, ’The 100’) og Aldis Hodge (’Straight Outta Compton’, ’Hidden Figures’) bliver sat på sidelinjen undervejs til fordel for Xs & Cookes diskussioner. For det er i sammenspillet mellem de fire hovedroller, at filmen får en del af sin charme fra.

Hertil er også problemet med filmens tempo. Filmens centrale konflikt består i diskussionerne mellem vores hovedkarakterer, men de selvsamme diskussioner begynder først omkring 40 minutter inde i filmen. Med en spilletid på to timer efterlader det ikke nær så meget tid til at komme under huden på karaktererne, som man godt kunne have ønsket sig. Hvis filmen havde været en smule mere effektiv i sin introduktion af karakterer og konflikt, ville der være mere spilletid til filmens bedste aspekt.

Når karaktererne så endelig går i kødet på hinanden, sker det desværre ved en tør og firkantet filmfotografi. I disse enormt følelsesladede scener ville en tilsvarende kameraføring og belysning gøre en del for at hjælpe publikum med at forstå de involveredes sindstilstande.

Men selvom filmfotografien er mangelfuld, så er kostumer og kulisser enormt veludførte, især i gengivelsen af det historiske Hampton House Hotel, som er den primære lokation, der fremstår præcis som på billeder fra 60’erne.

Det eneste vi ved med sikkerhed er, at de fire mænd har mødtes. Vi ved ikke, hvad der er foregået bag motelværelsets dør den februar nat for 57 år siden, men King og hendes ensemble giver i hvert fald et veludført bud på det. I løbet af to timer kommer vi tættere på de fire mænd, end arkivoptagelser tillader, og lærer dem at kende i forhold til hinanden.

På trods af at filmen ikke helt lever op til sit potentiale, er den stadig et enormt ihærdigt og imponerende forsøg – fra en debutinstruktør vel og mærke. Filmen formår også at være både underholdende og inddragende samtidig med, at den behandler problemstillinger som stadig er relevante i dag.