Oliver, Charles og Mabel er tilbage på Disney+, og alt er præcis, som det altid har været. Nu er der bare endnu flere koldblodige mord, endnu flere sjove anekdoter, endnu flere skøre gæstestjerner, og stadig masser af godt humør. 

I den nye sæson af ‘Only Murders in the Building’ (OMITB) er den talentfulde og teatralske trio tilbage med endnu et nervepirrende og humoristisk mordmysterium. Denne gang er de draget til Hollywood, hvor chancen for en filmatisering af deres populære podcast bliver en stor mulighed for amatørdetektiverne. Men inden da, er der landet et nyt og friskt mord lige i skødet på dem. Og det gemmer på en endnu større hemmelighed, end dem de før har tacklet.

Hvor er vi nået til?

Til dig, som aldrig har set OMITB, så kommer præmissen her: Oliver Putnam (Martin Short), Charles Hayden Savage (Steve Martin) og Mabel Mora (Selena Gomez) er alle midt i hver deres livskrise, da de finder hinanden gennem deres lejlighedskompleks og deres fælles interesse for True Crime. 

Som sendt fra himlen dumper et lig og hermed et spændende mordmysterium ned i deres store og smukke bygning. De beslutter sig for at starte deres egen True Crime-podcast i takt med opklaringen af det mystiske mord, og ender med at blive mastodonter i podcastverdenen med deres vidunderlige og særegne personligheder.

Den unge, kloge og traumatiserede Mabel, som står i stærk kontrast til den falliterklærede teaterinstruktør Oliver, og den tidligere stjerne i B-tvserien ”Brazzos”, Charles.

Vi starter den nye sæson, hvor vi slap, direkte efter sæson 3. De har lige opklaret mordet fra sidste sæson, Mabel er blevet hjemløs, Olivers store krimimusical ” Death Rattle Dazzle” (som sæson 3 omhandlede) er droppet, og hans smukke kæreste Loretta (Meryl Streep) er flyttet til Hollywood for at være stjernen i en ny tv-serie.

Men under fejringen af deres seneste podcast-afsnit, sker der noget, der sætter gang i en ny efterforskning, og ændrer Charles` selvbillede og forholdet til sin branche.

Sazz Pataki, Charles’ stuntdouble gennem 20 år, bliver skudt og dræbt i Charles’ køkken. Var der en, som prøvede at dræbe Charles, eller ligger noget andet bag mordet? 

Mere end bare en klassisk ”Whodunnit”

Alle sæsoner er bundet op på et sideplot, der bringer hovedpersonernes personlige liv i direkte kontakt med den efterforskning, de er i gang med. Stilen i hvert afsnit kan godt ændre sig markant fra afsnit til afsnit i samme sæson, hvilket gør serien levende og underholdende, da efterforskningen ellers går utroligt langsomt. 

På imponerende vis formår trioen næsten altid at holde politiet ude af podcastproduktionen, hvilket godt kan virke urealistisk. Men de kan altid forklare sig ud af det. 

Denne gang bliver trioen tilbudt at få filmatiseret deres podcast. På den måde bruger denne sæson filmhistorien som referencepunkt. For eksempel er der i første afsnit en reference til Once Upon A Time In The West, der bliver brugt til at formidle afsnittets mål og pointer. Seriens skabere formår stadig efter mange sæsoner at skabe visuelt og fortællemæssigt spændende takes på noget, der ellers virker utroligt fjollet.

Denne sæson bliver en fortælling om branchen, om Hollywood og om de glemte stuntmænd. Samtidigt med, at det som de tidligere sæsoner er en kommentar og parodi på alle dem, der lytter til True Crime-podcasts og binger serier om seriemordere, og tror at de snildt kunne opklare et mord af den kaliber. 

Sådan er det også for Oliver, Charles og Mabel. Nogle gange aner de ikke, hvordan man leder efter spor, og andre gange ved de alt om vinklen på skudhuller og blodstænk, og brugen af luminol til at vise blodpletterne på gulvet. De ved alt og intet på en og samme tid.

Og lige præcis det kan godt være lidt af en frustrerende seeroplevelse, da man fra scene til scene aldrig helt kan regne ud, om de tre hovedpersoner er eksperter eller nybegyndere. Dér har tidligere sæsoner brugt politiet som rettesnor for trioens svingende efterforskning, men her er deres rolle næsten helt udeladt. 

Dog er der ingen tvivl om, at serien er selvbevidst om dens ret tynde præmis. 

Oliver: ”Nej, det vi skal have et varmt, friskt mord, helst lige her eller lige i nærheden af vores bygning”

Charles: ”Det er rigtig, vi har været meget heldige med hvor mange, der dør lige her i vores bygning”

Mabel: ”Ja, men det er lidt af en skavank i vores produktionsmodel”

Og selvbevidstheden retfærdiggør al den viden om plot og karaktertræk, der ofte opstår ud af den blå luft. Det udgør den perfekte blanding mellem ironisk distance og produktionsmæssig dybde, og serien formår at gribe fortællingen i faldet mod det, der ellers kan virke som plat komedie.

Amerikas komedieklenodier

Zach Galifianakis, Eugine Levy og Eva Longoria skal spille hovedrollerne i den biografiske spillefilm, som podcastværterne bliver tilbudt. Den skøre blanding mellem virkelighedens kendte og fiktive karakterer fortsætter fra tidligere sæsoner. Det er til tider lidt forvirrende, men mest af alt skønt, når Oliver fortæller om sit sexliv med Julie Andrews, og Charles rolle bliver erstattet af skuespilleren Matthew Broderick. 

Kemien mellem Martin Short, Steve Martin og Selena Gomez er eminent, og den bliver kun bedre og bedre. Martin Short og Steve Martin har mange års samarbejde og venskab på bagen. Men dynamikken med sanger og skuespillerinde Selena Gomez får deres jokes og skævheder til at gå op i en højere enhed. Generationskløften mellem de tre karakterer skaber en vidunderlig dynamik, der både sætter overbevisningerne hos ungdommen og det grå guld på spidsen.

Oliver, der tager billeder med sin iPad med flash og ”shutter sounds”, og Charles, der aldrig kan finde ud af at udtale et slangudtryk rigtigt. Disse to mænd er de eneste, som kan finde ud af at lave ”Boomerhumor” sjovt.

Og med det stjernecasts, som de to komikere med venner overalt i branchen formår at samle hver evig eneste sæson, kan man ikke andet end at blive glad.

Især Martin Short kan få én til at grine af de dummeste små vittigheder og ansigtsudtryk. De ældre herrer er som taget ud af deres comedy-tid i 70´erne, OG DET VIRKER. En tilbagevendende karakter får mig også til at hulke af grin, og seriens soundtrack får mig til at danse af glæde hver gang, jeg hører det.

Giver amatørdetektivernes metoder altid mening? Nej. Er ledetrådene ofte mere tilfældige end kloge? Ja. Men det er lige meget. Det er skørt, sjovt, plat, sjofelt og virker mest af alt som en velproduceret Disney Channel serie for voksne, og jeg elsker det.

Hvis du aldrig har set OMITB, så er det ikke den her sæson, du skal begynde på. Den gemmer på alt for mange callbacks og velkendte karakterer, til at du nogensinde ville kunne følge med. I stedet kan du glæde dig over 3 fantastiske sæsoner, inden du kommer hertil, og vente spændt på sæson 5 ligesom alle os andre OMITB-fans.