Den nye Disney-Pixar Op er en både sjov, fantastisk flot og meget sød film. Det er finurlig underholdning i den helt specielle Disney-Pixar stil, som man kender den tilbage fra Toy Story. Men så god som sin forfader er den langt fra.

Op handler om en gammel enkemand, Hr. Frederiksen, der beslutter sig for at udleve sin barndomsdrøm om at bo ved Paradisvandfaldene i en vild jungle et sted i Sydamerika. Det udlever han på en yderst spektakulær måde – nemlig ved at binde tusindvis af heliumballoner fast til sit hus og dermed bruge hele huset som en form for zeppeliner, der kan føre ham til vandfaldende. Den lille spejderdreng Robert, der ihærdigt har forsøgt at gøre sig fortjent sit et spejderbevis for at hjælpe de ældre, har ved en fejl sneget sig med ombord. Den gamle mand og den lille dreng er ikke just perlevenner, men de viser sig efterhånden at udgøre et fint makkerpar til trods for store og meget morsomme konflikter. I junglen i Sydamerika møder de den oldgamle opdagelsesrejsende, Charles Muntz, der er på jagt efter en yderst sjælden fugl. Sammen med en hær af talende hunde udgør Muntz pludselig en stor fare for de to nyankomne eventyrere, da han frygter, at de vil stå i vejen for hans jagt på fuglen. Et vildt eventyr med masser af luftkamp, jagt og dramatik udspiller sig herefter, og filmen er her ganske underholdende.
Men det er først ret sent i filmen, at man bliver revet med af begivenhederne. Specielt optakten til Hr. Frederiksens eventyr i begyndelsen af filmen, som både skildrer hans barndom og hans senere ægteskab med barndomskæresten Ellie, er simpelthen for langtrukken. Filmen er her helt gennemskuelig og byder ikke på megen underholdning, selvom pointen med sekvenserne selvfølgelig er, at vise os motivationen for, hvorfor Hr. Frederiksen vil på eventyr.
Selvom de fleste børn nok er ligeglade, så bliver historien simpelthen for pladderromantisk. Den gennemtærskede pointe om, at man bør tage på eventyr og nyde livet selv i en sen alder, som man f.eks. har kunnet se på samme måde i filmen The Bucket List, hvor to gamle kræftsyge mænd beslutter sig for at nyde livet deres sidste korte levetid, er næsten for tyk – carpe diem, min røv! Kan man se igennem fingre med disse kvalmende træk ved en typisk amerikansk feel-good fortælling, så er Op dog, når det er sagt, ganske seværdig med både fantastiske animationer af landskaber og bygninger samt et hav af små morsomme slapstick-sekvenser, der vil kunne få alle aldre til at bryde ud i klukkende latter.