Operation Argo er en vanvittig, fantastisk og paradoksalt utrolig sand fortælling om en gidselsmugling af amerikanske ambassademedarbejdere i Iran for godt 30 år siden. Og selvom fortællingen ikke er en nyhed, har undertegnede svært ved at forestille sig en mere relevant film netop nu i 2012 med ambassade terrorangrebet d. 11. september i Libyen, præsidentvalgkampens afslutning og de stigende spændinger mellem USA og Iran. Operation Argo er med andre ord en politisk film, der passer perfekt ind i en amerikanapolitisk dagsorden, hvorfor den under overfladen får sin egen dagsorden – kan du også høre Oscar-klokkerne ringe?
At undgå at få en amerikansk politisk krigsrelateret film til at se overpatriotisk og (som en god europæer ville sige det) overamerikansk ud er ingen let opgave. Men instruktør og hovedrolleindehaver Ben Affleck viser sig i den grad opgaven moden og har med Operation Argo skabt et lille mesterværk, hvor han for alvor smider det blanke pretty boy-image fra sig.
Kort fortalt fortæller Operation Argo – baseret på virkelige hændelser – historien om den hemmelige og livsfarlige redningsaktion, der gik ud på at redde seks amerikanere under den iranske gidselkrise i 1979. Affleck spiller en rolig og stålsat CIA-agent ved navn Tony Mendez. Han er en såkaldt ”exfil” specialist, hvis formål er at få folk ud og i sikkerhed, når lokummet brænder. Affleck fungerer på en og samme tid som filmens usandsynlige og selvfølgelige helt, der i afdæmpet og diskret facon arbejder sig stille og roligt ind i hjertet på tilskueren.
Mendez’ plan for at få de seks amerikanere ud af Iran går ud på at flyve ind alene og ud med de seks, alle forklædt som et canadisk filmhold, der ”scouter locations” til en falsk Star Wars– ripoff med titlen ”Argo”. Det er dog lettere sagt end gjort – historien skal jo holde. Således drager Mendez til Hollywood for at mødes med sin gamle ven, en oscarvindende makeup artist spillet af en usædvanlig veloplagt John Goodman, med formålet at starte et produktionsselskab, der angivelig vis skal lave ”Argo”-filmen. Til dette har de brug for en stjerneproducer – enter Alan Arkin, og så kan du ellers godt forberede dig på at få et smil på læben. Dynamikken mellem Affleck, Goodman og Arkin er så meget i skabet, at selv hvis resten af filmen havde været på niveau med Præsident Obama’s første debatpræstation, ville filmen stadig i den grad være værd at se. Heldigvis for os er resten af filmen mere på niveau med Præsidentens takketale i forgårs.
Vanvidselementet i planen – come on, Hollywood og CIA samarbejder – og ”Argo”-filmens åbenlyse skodhed giver anledning til nogle virkelig morsomme Hollywood scener. På denne og flere andre måder frembringer og rammer Affleck slut 70’er/start 80’er æraen perfekt uden samtidig at dyrke den: han giver os sci-fi b-film, kæmpestore briller, fulde askebægre og fladt bundesligahår på en måde, hvor omgivelserne ikke fjerner fokus fra historien, men blot øger og naturliggør dens troværdighed.
Se den for historiens skyld, for skuespillets skyld, for spændingens skyld eller fordi du simpelthen ikke tror på, at Mr. Affleck kan udrette noget magisk. Tro mig, du bliver ikke skuffet. Det, der startede som en falsk B-film i 1979, er blevet en af årets bedste film her i 2012