Christopher Nolan genbruger sin geniale opskrift på indviklede fortællestrukturer og nervepirrende spændingsopbygning i portrættet af manden, der skabte atombomben.

Denne anmeldelse er skrevet under WGA og SAG-AFTRA strejkerne i 2023. Filmmagasinet Nosferatu støtter alle forfattere, skuespillere og kunstnere, der strejker for bedre arbejdsvilkår i branchen. Uden forfatternes og skuespillernes hårde arbejde ville denne film ikke eksistere.

‘Oppenheimer’ er en subjektiv fortælling om J. Robert Oppenheimer, der under Anden Verdenskrig bliver leder for Manhattan-projektet. Sammen med en gruppe af verdens skarpeste fysikere, skal han udvikle verdens største bombe, atombomben, i håb om at afslutte krigen. Vi følger hans karriere tæt og får samtidig et glimt ind i hans privatliv. Det er en historie om tvivl, success, kærlighed og ødelæggelse, som fortsætter op igennem 50’erne og Den Kolde Krig, hvor Oppenheimer kommer i politisk modvind.

På mange måder er dette en klassisk Nolan-film, der leger med flere tidslinjer og benytter sig af den samme spændingsopbyggende lydside, som han så flittigt har brugt siden sin debut i 1998. Derfor er der heller ikke mange overraskelser i ‘Oppenheimer’, udover det faktum at jeg ikke vidste hvem han var, før filmen blev lavet.

Nolan på flaske

Det lader til, at Christopher Nolan har fundet en tæt-på-perfekt opskrift til sine film. ‘Oppenheimer’ bliver i høj grad båret af gamle tricks fra øverste hylde, og det er imponerende, hvordan han fortsat inddrager præcis samme elementer, uden at det bliver kedeligt.

Filmen formår at blande den stressende atmosfære fra ‘Inception’ (2010) med indlevelsen fra ‘Dunkirk’ (2017) og topper den med sort/hvid-sekvenser, der skal skelne mellem filmens to synsvinkler. Sidstnævnte fungerede dog en del bedre i gennembrudsfilmen ‘Memento’ fra 2000.

Det er også næsten en regel, at Nolans film omhandler komplekse emner og koncepter, hvortil kombinationen af kernefysik og politik passer perfekt ind. Endnu engang sidder jeg dybt koncentreret og bliver overvældet af tung matematik og kringlet politik. Det er dog i disse øjeblikke at jeg mindes om filmens tre timer lange spilletid, der ellers bevæger sig hastigt videre.

Her kan jeg så tænke tilbage på replikken fra 2020-filmen ‘Tenet’, “Don’t try to understand it. Feel it.” Ikke en særlig svær opgave, når komponist Ludwig Göransson igen får biografsædet til at ryste her tre år efter.

Jeg mener alligevel, at Nolan kun er tæt på perfekt. Ingen af hans nyere film har kunne blæse mig lige så meget bagover som ‘Inception’ og dens forgængere. Når man efterhånden har så specifikke forventninger til en instruktør, bliver de på sin vis også forudsigelige – eller i hvert fald mindre chokerende.

Udover atombomben, er chokeffekten i ‘Oppenheimer’ det kæmpe pres han er under, og kontrasten mellem at blive hyldet for sin succes og samtidig tænke på, at selvsamme har kostet mindst 100.000 mennesker livet.

Murphy & co.

Et sidste trick fra Nolans ærme er at drysse sine film med stjernestøv. Her mener jeg selvfølgelig, at ’Oppenheimer’ er fyldt med dygtige og genkendelige skuespillere. 

Cillian Murphy er tilbage i sit sjette samarbejde med instruktøren, og med god grund. Han stjæler scenen med sin overbevisende mimik og fremførsel af beslutsomhed og fortvivlelse i én og samme person. Jeg er derfor lykkelig over endelig at se ham indtage hovedrollen i en af Nolans film.

I skyggen af Murphy, står Robert Downey Jr. som Lewis Strauss, USA’s tidligere handelsminister. En fin præstation, men langt fra hans bedste. Ser man bort fra de sidste 20-30 minutter af filmen, er alle hans scener relativt intetsigende. 

Matt Damon spiller general Groves, der vælger Oppenheimer som leder til Manhattan-projektet. Det er igen en mindre rolle for så stor en skuespiller, men ikke desto mindre betydningsfuld. Jeg er stadig vild med scenen, der også er med i traileren, hvor Groves og Oppenheimer diskuterer risikoen ved en atomsprængning.

Sidst, men ikke mindst er der de to fabelagtige skuespillerinder Florence Pugh og Emily Blunt, der spiller henholdsvis elskerinde og hustru til Oppenheimer. Det klæder Christopher Nolans film at inddrage stærke, kvindelige personligheder. Desværre får de bare ikke lov til at fylde så meget af den lange spilletid, som man havde på. De få scener, de er med i, er til gengæld uforglemmelige.

Helt overordnet har ‘Oppenheimer’ fortjent at være en af de mest ventede film i år. Ikke for sin nytænkning, men for at bruge en tæt-på-perfekt opskrift til at portrættere en vigtig, relativt ukendt, mand i historien. Den får svært ved at konkurrere med en vis lyserød plastikdukke, men ved hjælp af tidligere succeser og en kæmpe eksplosion, skal den nok komme den efter.