Oscar-vindende instruktør Ron Howard krydser alle elementer af på akademiets pompøse checkliste i et forsøg på at presse autenticitet-citronen.

Åh ja, den gode, gamle historie om en godhjertet, ung dreng, der voksede op i en hvid og fattig familie i Ohio hos en enlig mor, der slog ham og tog piller. Men heldigvis havde han en sød mormor (som satte ild til hans morfar) og som delte sin mad med ham.

Fordi hun gjorde det, tog han alle de rigtige valg i livet og mod al forventning kæmpede han sig ind på Yale-Law School, fik drømmejobbet og en harmonisk kæreste.

Det er plottet til til Ron Howard’s nye Oscar-lokkemad. Og bare rolig. Der er ingen spoiler alert. Plottet bliver fortalt til os i en kort samtale ved et middagsbord i starten af filmen…

Den kendte opskrift

Efter de første 20 minutters forklarende flashback-baggrundshistorie, møder vi vores hovedkarakter J.D. Vance i nutiden (Gabriel Basso) til en middag med andre Yale-folk, hvorunder han får et opkald fra sin søster, der fortæller, at deres mor er indlagt med en overdosis.

Dårlig timing, men på trods af fremtidssikrende jobinterviews dagen efter, kører han 10 timer for at komme tilbage til det sted, som man må formode, at han har kæmpet tappert for at forlade.

Resten af filmen udspiller sig over en dag han er hjemme i Ohio, og vi er mega spændte på, om han når at tage tilbage til New Haven til den vigtige jobsamtale, som kan ændre hans liv.

Checkliste for en doven filmskaber

Fra filmens første skud, bliver vi mødt af postkort-billeder fra Jackson, Kentucky. Smukt filmet romantisk, white-trash idyl og nybygger-familiefotos fra forrige århundrede, suppet ind i en voice-over af en sydstats-præst, der prædiker vigtigheden af en stærk karakter.

Tak for Mountain Dew! Så er der ligesom lagt i ovnen til en forudsigelig lille historie om den store hårdtprøvede amerikanske drøm, der bliver til virkelighed.

Vi møder filmens unge J.D (Owen Asztalos), der svinger benene om sin cykel og sætter endnu en voice-over i gang med nedtrædningen af pedalen. Denne gang sin egen voice-over, der fortæller om livet i hillbilly-land.

Klip til en J.D. svævende i vandoverfladen med det klassiske ”sol-gennem-trætoppene-mens-hovedkarakter-funderer-over-tilværelsen”-skud. Han bliver pludselig trukket ned i vandet af nogle bøller og næsten druknet.

Henover højtalerne lyder endnu en voice over der siger: “Things could get tough down in Jackson in a heartbeat.” Ja? Det siger du ikke?

Voice-over og overforklarende replikker hiver os ud af det øjeblik, der kunne have været rammende. Det er film. Hvis os det du vil vise istedet for at forklare det. Hvis der er så meget oplæsning, kunne jeg ligeså godt læse J.D. Vance’s bestseller-selvbiografi, som filmen er inspireret af.

Glenn Close, but no cigar

Jeg havde faktisk gode forventninger, før jeg så filmen, og det var meget på grund af castingen af Glenn Close og Amy Adams, der dog også indfrier forventningerne. Især Amy Adams, der får bragt hele sjælen med i en reelt rørende præstation som J.D. mor Bev. Glen Close er et spændende valg som mormoren ”Mamaw”, men vi når aldrig helt at lære hende at kende.

Gode skuespilpræstationer kan redde en film, og det gør de på mange måder her. Så jeg må give instruktøren Ron Howard credit for, at han lader skuespillerne udfolde sig med overbevisning langt hen ad vejen.

Men historien er hakkende og usammenhængende fortalt med lange kedsommelige voice-overs og visse steder direkte klæbrige replikker som: ”My family isn’t perfect, but they made me who I am”. Man kunne have håbet på mere fra manuskriptforfatter Vanessa Taylor (The Shape of Water).

En forsildt chance

’Hillbilly Elegy’ er ikke en direkte dårlig film. Der er da elementer som virker. Men det er også en film, der er i hænderne af reelt erfarne filmskabere, så det manglede bare.

Castet spiller som sagt godt, men filmens forvirrende frem og tilbage plot-struktur kan bare ikke hamle op.

Der bliver gjort brug af det kendte dramaturgi-trick med flashback-paralleltidslinjer, men i stedet for at bruge flashbackene til at tilføje noget mening og dybde til nutidens tidslinje, er de bare gentagelser af råb og skrig og rappe kommentarer fra Glenn Close’s ’Mamaw’ og endnu en forklaring om, hvordan J.D. havde en hård barndom.

Parallel-historier kan sagtens fungere i andre sammenhænge, men i ’Hillbilly Elegy’ bliver vi bare konstant fanget i flashback-ception, der trækker os væk fra den historie, vi lige er i gang med at prøve at interessere os for og trods lyspunkter, ender jeg desværre med at sidde tilbage med en uinteressant og banal oplevelse af at have spildt tiden.