Af Sune Anderberg (gæsteanmelder fra Tekstur)

Hvis du ligesom mig voksede op i halvfemserne, har Disney sikkert også lagt sin klamme hånd på rundt regnet firs procent af dit filmforbrug som barn. Men selvom din hjerne har været fyldt med historier om søde, talende løver og en enkelt ond, arabisk storvisir fra Agrabah, har du måske også – det har jeg i hvert fald – siddet i et indelukket klasselokale og aftjent din fædrelandspligt ved at se filmatiseringerne af Ole Lund Kirkegaards børnebøger. Vi snakker Gummi-Tarzan (1981), Otto er et næsehorn (1983), Hodja fra Pjort (1985) og altså også Lille Virgil og Orla Frøsnapper (1980).

And now, ladies and gentlemen, he’s back. Orla, altså, og denne gang uden lille Virgil, selvom det kræver en alligevel rimelig kreativ omskrivning af Kirkegaards fortælling at strække den ud til firs minutters biograffilm. I sin originale form er historien om den smarte knægts opgør med byens ranglede tyran nemlig strukturelt set ikke mere forfinet end et søndagsmaraton med Hjulben og Grim E. Ulv på Cartoon Network: duel på duel på duel og med så stærke stereotyper om den ondes styrke og uintelligens og den godes kløgtighed og moral, at karakteropbygningen er skåret helt ind til benet. Og det giver jo mening, hvis publikum er yngre end holdbarheden på mit laptop-batteri.

Spørgsmålet er så, om ikke 2011-versionen af Orla Frøsnapper – hvor den lille knægt i øvrigt har fået et navn: Victor – sætter sig mellem to stole, når det gælder adresseringen af filmens publikum. For det boglige forlæg tiltaler kun de alleryngste, men filmens tilføjelse af en spirende sommerromance, Clara, taler indledningsvist til et publikum, der nærmer sig puberteten – ligesom personerne i filmen i øvrigt selv gør det. Den psykoanalytiske vinkling af skurken Orla, der tilnærmelsesvist portrætteres som et offer, bløder også den højtlæsningsvenlige stereotypisering op. Men hverken romancen mellem Victor og Clara eller portrættet af Orla følges til dørs, og derfor bliver tween-publikummet aldrig mere end famlende tiltalt. Og lad os nu være realistiske: Der kommer ikke en toer, så det, vi sidder tilbage med, er en ufortalt historie til en tween-målgruppe, der må være en del af filmatiseringens strategi, når Thure Lindhardt og Nikolaj Lie Kaas lægger stemmer til hhv. Victor og Orla. Ellers kunne man have valgt et billigere cast.

Den uafsluttede kærlighedsnarrativ, som ellers introduceres i løbet af filmens første fem minutter, er ikke den eneste fejl ved Orla Frøsnappers struktur. Det, der fungerer som en næsten poetisk frygt for det ukendte i Kirkegaards bog, nemlig at Orla aldrig får fingrene i Victor, men at Victor overlades til sin egen frygt – som altid kommer til udtryk ved koldsved på maven – pulveriseres allerede i begyndelsen af filmatiseringen. Måske er det et forsøg på at tilføje action, men det punkterer jo idéen med Victors frygt: at han tror, Orla vil slå ham ihjel (på den noget abstrakte måde, som døden altid forstås af børn), hvis han får fingrene i ham. I filmen får Victor bare nogle knubs. Der er flere fortællemæssige mærkværdigheder ved filmen – en noget forceret konflikt mellem Victor og hans bedste ven Jakob, en alt for tidlig psykoanalytisk forklaring på Orlas nedrighed og en forceret happy ending – men det sidste, jeg vil spørge folkene bag Orla Frøsnapper (hvis de skulle læse det her) om, er:

Hvis historien er blevet opdateret, hvorfor i alverden så ikke også opdatere sproget? At referere til kassettebånd, lade små børn sige ”jøsses!” og på ingen måde nå Yallahrup Færgebys eller Terkel i knibes sproglige nyskabelser, dét får manuskriptet til at ligne venstrehåndsarbejde.

Når nu man gerne vil lave en film, der henvender sig til tweens – og samtidig underholder de alleryngste – hvorfor så ikke udnytte de plotmæssige muligheder, der ligger i at beskæftige sig med en coming-of-age-tematik? Selv Jungledyret Hugo har mere flair for den pludselige interesse for piger – og her taler vi altså om en abes fascination af en ræv – end det er tilfældet her. Det er jo lige præcis denne tematik, der ville kunne retfærdiggøre det opgør mellem Victor og Jakob, som ellers virker malplaceret i filmen. Undskyld, men at sublimere romancen ved at lade Victors hund cykle væk med en cirkustæve til slut er bare ikke nok. For hvad laver Clara så egentlig i filmen; sørger for, at pigerne også har nogen at identificere sig med, når de kommer i biografen? Og selv da må de da blive skuffede over, at hendes rolle ikke udnyttes.

Hvis der er noget, Disney har lært mig, så er det, at man godt kan lave film til helt små børn, men samtidig også bringe større tematikker i spil, hvad enten det så kommer til udtryk ved Belles forelskelse i udyret eller nedskydningen af Bambis mor. Derfor er det uforståeligt, at folkene bag Orla Frøsnapper ikke har ambitionsniveauet til at bringe Clara og/eller Orla bedre ind i fortællingen. De teaser uden at please!

Nå jo, og det positive: Jeg grinte to gange, min 3D-hovedpine forsvandt efterhånden, og der var produceret et udmærket score til filmen.