’Our Man in Tehran’ byder på historien bag ’Argo’. Sandheden er dog ikke altid et velkomment syn. Særligt ikke når den i den grad ikke er opsigtsvækkende, som den vi får i ’Our Man in Tehran’.

For lidt mere end to år siden vandt Ben Afflecks ’Argo’ en Oscar for Bedste Film. Argo fortalte historien om den iranske gidselkrise som stod på mellem 1979 og 1981. ’Our Man in Tehran’ fortæller den ”sande” historie, som vi så ofte får at vide, dokumentarer gør. Men hvad er egentlig sandt i dokumentarfilm, og er sandheden altid det mest interessante?

Nogle gange er man lidt i tvivl – hvad med Werner Herzogs dokumentarer? Herzogs tilgang til dokumentarer er baseret på det, han selv kalder the ecstatic truth eller den ekstatiske sandhed på dansk. Et eksempel på dette findes i starten af hans dokumentar fra 1997 om piloten Dieter Dengler, ’Little Dieter Needs to Fly’. Man oplever i en scene Dieter åbne og lukke sin dør flere gange. Han har brug for muligheden for at kunne åbne en dør, fortæller han. Dieter sad nemlig i fangenskab under Vietnamkrigen. Det er dog ikke sandt, at han har brug for at kunne åbne en dør på denne måde. Det er fabrikeret, men Herzog mener at det rammer en dybere sandhed, og jeg er ganske enig, hvis man er i stand til at håndtere det på samme måde som Herzog. ’Our Man in Tehran’ ville have godt af et skud ekstatisk sandhed– det er simpelthen ikke en særlig spændende film, og det er for dårligt, når man tænker over hvor intens en historie, der ligger bag.

Is truth always stranger than fiction?
Eller gør der virkelig? For det var jo ’Argo’, der havde sådan en intens historie – svedende mennesker forklædt i Teheran, konstant søgende efter en udvej. Ifølge ’Our Man in Tehran’ var det slet ikke sådan tingene foregik. De to instruktører, debutant Drew Taylor og garvede Larry Weinstein, leverer et reality check og dræner filmen for al mulig spænding.

De seks mennesker, som formåede at flygte fra den amerikanske ambassade og skjule sig hos den canadiske ambassadør, levede ifølge dem selv et ganske mageligt liv, mens de skjulte sig. Derimod havde de tilfangetagne på den amerikanske ambassade det meget hårdere. Hvorfor ikke fortælle mere om dem? Det virker som om instruktørerne har haft svært ved at fordele spilletiden fornuftigt og endte med at smide gode muligheder for spænding og interessante situationer ud af vinduet.

“When the legend becomes fact, print the legend”
Man kan til enhver tid have diskussionen om fiktionsfilm vs. dokumentarfilm, og hvilket format, der bedst formidler en given historie. I dette tilfælde er jeg helt og holdent på den fiktive side med ’Argo’. Dermed ikke sagt at ’Argo’ var en perfekt film. Den har dog stærke scener her og der, og den byder da på intense scener. Den slags kommer vi aldrig i nærheden af med ’Our Man in Tehran’. Vi får enkelte personlige momenter med nogle af de interviewede mennesker, men der er langt mellem disse øjeblikke. For langt.

’Our Man in Tehran’ er dog ikke dårligt lavet som sådan. Det hele virker bare lidt dovent og halvhjertet. De formår til dels at lave et nogenlunde solidt stykke håndværk, som desværre hurtigt ender med at være kedeligt. Find en bedre historie næste gang eller ring til Werner Herzog.