Det seneste bidrag til den efterhånden tykke antologi om det magiske land Oz er produceret af Disney. Med gennemtænkt scenografi, der blander æstetikken og håndværket fra 30’ernes håndbyggede kulisser med den nyeste digitale teknologi, får den stort opsatte filmiske forhistorie til Troldmanden fra Oz fra 1939 både Narnia og Ønskeøen til at fremstå som andenrangs turistdestinationer i sine største øjeblikke. Den gule murstensvej, der endnu engang fører os gennem Oz-land, er dog ikke fuldstændig fri for huller.
Oscar Diggs (James Franco) er en tryllekunstner og showman, der med svingende held bruger sine illusionsevner til at forføre og manipulere folk både på og af scenen. Oscar drømmer om at blive en stor og mægtig mand og får på uforudseelig vis chancen, da han, efter et voldsomt stormvejr, af en tornado bliver bragt til et magisk land, der bærer hans kælenavn; Oz. Her møder han tre hekse: Theodora (Mila Kunis), Evanora (Rachel Weisz) og Glinda (Michelle Williams), der sætter Oscars “magiske” evner på prøve. I arbejdet mod at blive godtaget som en profeteret troldmand, der skal regere og beskytte landet Oz (og vigtigt for Oscar – dets enorme skattekammer), finder Oscar dog ud af, at ikke alle er, hvem de giver sig ud for at være, og at grænsen mellem godt og ondt ikke altid er et spørgsmål om egne selviske intentioner.
Efter ca. to timer i selskab med landet og troldmanden Oz må man erkende, at Disney indfrier alle forventninger, der kunne være til produktionsgigantens formidling af det klassiske Oz-univers. Med stor inspiration fra Troldmanden fra Oz’s filmiske stil fra 1939 har Disney kreeret en interessant blanding af digital magi og håndlavede sets, som de så ud dengang – komplet med “lag-på-lag”-tekniske konstruktioner der tilbage i tiden blev brugt til at skabe en illusion af dybde i landskabsmotiver. Smaragdbyen ligner i 2013 også i nogle henseender sig selv fra 1939, men hvad der engang var filmisk magi bruges i dag som et yderst intelligent udtryk for et af filmens hovedtemaer: Hvis magien kun er en illusion, er den så mindre magisk?
Disneys eget magiske bagkatalog, i form af for eksempel Snehvide (1937) og Fantasia (1940), refereres der til flere steder i filmen, hvilket, i kraft af deres historisk æstetiske sammenhæng med den oprindelig film, formår at “disneyficere” universet på en yderst respektfuld facon.
På karaktersiden har disneyficeringen dog desværre medført, at mange bikarakterer, blandt andre troldmandens flyvende abe-følgesvend Finley (Zach Braff), fremstår karikerede, i hvad der sikkert har været et forsøg på at få børnene med i en film, der mange steder retter sig mere mod det indre barn end et egentligt børnepublikum. Jeg skal ikke kunne sige, om den yngre målgruppe virkelig vil finde disse karakterer underholdende, eller om den kommercielle pen også for dem vil være for åbenlys. Skræmmende underholdende er dog Mila Kunis og Rachel Weisz i rollerne som de to heksesøstre. Især Kunis’s fortolkning af Teodora er spændende, da hun formår at overføre filmens integration af 30’er-æstetik til sin karakter. Theodoras forvandling fra vidunderligt naiv, over dybt ødelagt, til (forhåbentlig uden at røbe for meget) rendyrket ond er velspillet af Kunis, og den intentionelle endimensionelle formidling af materialet giver, ligesom med filmens visuelle stil, i vor dages perspektiv en interessant dybde til fortællingen. I rollen som Troldmanden leverer James Franco også en udemærket præstation, der dog ikke er helt umærket af hans til tider lidt for nonchalante spillestil. Dette, er jeg klar over, er dog et spørgsmål om smag, og ikke et aspekt der har ændret på min tildeling af stjerner.
Oz the Great and the Powerful skal selvfølgelig ses i 3D, hvis man vil virkelig vil opleve filmens magiske univers. Turen ned af den gule murstensvej er, på trods af dens små huller undervejs, en fantastisk oplevelse.
