Instruktør Franziska Stünkel tager seeren med bag Berlinmuren i sin nye film om den sidste henrettelse begået i det tidligere DDR. Desværre er den ikke nær så spændende, som man kunne have håbet på.

Et tungt, skrækslagent åndedræt fylder lydbilledet fra det øjeblik, filmens titelsekvens toner ud. Akkompagneret af lyden af en brummende motor bliver det gradvist lysere og lysere, som når man i mørke forsøger at justere sit syn.

I varevognens indre sidder akademikeren Franz Walter (Lars Eidinger) bag tremmer på en køretur mod en uvis fremtid. Det åbenlyse spørgsmål er naturligvis: hvordan er han endt i denne situation?

Tilbage til 80’erne

For nogle symboliserede ”de glade firsere” art deco-genopførelsen, sophisti-pop og Jane Fondas aerobics-bånd. Altså masser af farver og gode tider.

Virkeligheden var dog en helt anden, hvis man befandt sig på den anden side af jerntæppet og især på den side af Berlinmuren, hvor McDonald’s og basale menneskerettigheder blot var utopisk dagdrømmeri.

For i det totalitære Østberlin var tilstandene som taget ud af George Orwells magnum opus ’1984’, hvor regeringen nøgternt overvåger ”fjender af staten”.

Ministeriet, som udførte disse opgaver, var kendt under sammentrækningen ”Stasi”, og de var eksperter i psykisk (og til tider fysisk) at destruere og nedbryde individer, hvis tanker eller aktioner stred imod den autokratiske dagsorden.

Og det er netop dette repressive agentur, som Lars Eidingers Franz Walter lidt forbavsende bliver en del af. 

For at forske videre havde han egentlig planlagt et ophold i Etiopien, men han bliver hevet til side af sin gamle underviser, som tilbyder ham sin plads på det tyske universitet, når hun i den nærmeste fremtid går på pension.

Den, af gode grunde, ekstatiske Walter bliver dog rekrutteret af Stasi til at udføre en tophemmelig opgave, inden han kan starte på sit nye job. Med stor ære og gå-på mod takker han ja til opgaven – en beslutning, som vil vise sig at være yderst skæbnesvanger for den naive forsker.

Sammen med sin kone Corina (Luise Heyer) flytter Franz ind i en topmoderne lejlighed, men alle goderne kommer med en pris, for han må holde sit arbejde hemmeligt under alle omstændigheder.

Græsset er grønnere på den anden side

Som så mange andre periodefilm skildrer ’På nært hold’ udmærket det kulturelle skel mellem Øst og Vest, og da den tilmed er baseret på virkelige aspekter af Stasi-kaptajnen Werner Teskes liv, er det kun forventeligt.

Da Franz Walter og hans fordrukne Stasi-kollega Dirk (Devid Striesow) krydser grænsen til Vestberlin, spiser de hamburgere, tager på stripklub og bliver badet i blåt laserlys til ’Fade to Grey’ af det britiske synthpop band Visage.

Titlen på Visages hitsingle afspejler vel at mærke filmens farvepalette eller mangel på samme, da de langsomme, stille skud er meget grå og brune at se på. En tendens, som beklageligvis er ved at være temmelig misbrugt inden for genren, på samme måde som at Mexico af en eller anden grund altid skal fremstilles med et pis-gult filter i amerikanske film.

Franz Walters fortid med amatørfodbold tilføjer til gengæld et interessant element til en ellers triviel fortælling, da han får stillet til opgave at udspionere sin gamle holdkammerat, som har gjort det forbudte og er stukket af fra Østberlin for at spille for en klub på den anden side af muren.

Da blackmail og aflytning ikke viser sig at være tilstrækkeligt, bliver metoderne mere og mere ekstreme, og Franz begynder at tvivle på sin elskede regerings tilgang til efterretningsarbejde.

På papiret lyder det hele ret spændende. Dog er tempoet til tider en anelse for langsomt, og filmens brug af flashback og flashforward mellem retssagen mod Franz fremstår af og til forvirrende, da det ikke altid står helt klart, hvornår og hvorfor virkemidlet tages i brug.

Der skal gives cadeau til Lars Eidinger, som bærer fortællingen med sin solide præstation, der virkelig blotlægger den ødelæggende effekt, Stasi havde på individet og dets menneskelige relationer, da Franz og Corinas ægteskab langsomt smuldrer under det enorme pres.

Franziska Stünkels insisteren på at filme på de originale lokationer er et fint touch, men man sidder tilbage med en følelse af, at Florian Henckel von Donnersmarcks ‘De andres liv’ og Wolfgang Beckers ‘Good bye, Lenin!’ i højere grad brillerede med spændingsmættet historiefortælling om livet i det tidligere DDR.