”We are the robots” af Kraftwerk er stadig ikke på soundtracklisten. Buuuh!

I sommeren 2013 udkom ’Pacific Rim’ med erfarne Guillermo Del Toro bag roret. Det var en overraskende konventionel monster/katastrofe-film i bedste Hollywood stil, ulige mange af Del Toros tidligere, mere eksperimenterende værker. Det skal dog ikke ses negativt. Filmen blev en stor succes takket være imponerende effekter, art direction, særdeles velkomponeret action og prisværdig ærlighed omkring filmens eksistensgrundlag. Modsat Michael Bays provokerende elendige ’Transformers’-serie bød Del Toro på et stramt manus med få ligegyldige bipersoner og forvirrende subplots. Alt sammen serveret med mesterinstruktørens sædvanlige sans for komposition og i en normal spillefilmslængde. ’Pacific Rim’ var ikke stor kunst, forsøgte ikke at være det, men tog stadig sig selv alvorligt rent filmteknisk. Nu er tiden naturligvis kommet til 2’eren, og om end ’Uprising’ ikke rigtig når samme niveau, falder den heller aldrig helt igennem.

Kaijus over here, Kaijus over there
10 år siden heltene fra den første film fik ødelagt portalen på Stillehavets bund, og derved stoppet invasionen af de enorme Kaiju-monstre, lever Jaeger-programmet endnu. De enorme robotter der skal bruge to neurotisk sammenkoblede piloter for at fungere, bliver nu holdt i beredskab mens en ny generation af teenagere trænes som kommende piloter. Alt imens programmets fremtid trues af opfindelse af fjernstyrede Jaegerdroner, begynder fremmede Jaegers at gå til angreb og nye, enorme Kaijus at melde deres ankomst. Det er nu op til det nye cast at gøre det, de er bedst til: sparke røv.

Det nye cast repræsenterer stadig de bedste og modigste individer, verdens forskellige kulturer har at byde på, og ligesom sidst skal de lede den forenede menneskehed mod planetens frelse. Denne gang får filmens sidekarakterer desværre ikke ligeså meget tid på lærredet, og flere af dem fremstår mere forglemmelig end deres pendanter fra sidste film. Bortset fra et par tilbagevendende karakterer er filmens emotionelle kerne næsten udelukkende John Boyega (kendt fra ’Star Wars’) og debutant Cailee Spaeny. Den 20-årige skuespillerinde formår at skinne igennem et ellers rodet manuskript og har god kemi med Boyega hele vejen igennem. Jeg glæder mig til at se hende i mere karakterdrevne fortællinger i fremtiden, og hvad angår Boyega så leverer den britiske charmetrold igen en solid, humoristisk præstation.

Den svære to’er
Men udover de to skuespilmæssige lyspunkter begynder der at blive langt mellem snapsene. Visuelt var jeg mindre imponeret over computereffekterne i denne omgang. Måske er jeg blevet for godt vant over de sidste 5 år, måske er valget om at skyde de fleste scener i dagslys mindre visuelt interessant, måske har man prioriteret mere greenscreen fremfor fysiske scener. Uanset hvad er ’Uprising’ stadig fuldt ud på højde med resten af de effektunge Hollywoodfilm fra det forgange år, men besidder ikke længere en klar førerposition som den originale i sin tid.

Og det leder til den skinbarlige sandhed om ’Pacific Rime Uprising’: den appellerer hårdt til filmuniversitets kernepublikum. Hvor jeg i den første var i stand til at slå hjernen fra og lade popcornsunderholdningen tage styringen, var det stadig ikke en oplevelse eller univers, der satte sig varige spor i min filmbevidsthed. Denne gang skal jeg trækkes igennem mere af det samme bare vildere og hurtigere, på mindre visuelt interessant facon og med flere forglemmelige karakterer. Men er man i forvejen fan af universet, synes man kæmperobotter og -monstre ”the shit”, så er der ikke meget at skuffes over i denne efterfølger, da slet ikke med forrygende John Boyega ved rorpinden.

Fans af ’Pacific Rim’: I kan roligt bestille billetter og købe popcorn. Alle jer andre: hvis I har originalen i frisk erindring er 2’eren ikke en tvungen biotur.

Foto: empireonline.com